Trine bliver udsat for en voldtægt af to voksne mænd på vej hjem som 7-årig. Det smadrer hendes verdensbillede, og selvom hun fortæller det med det samme til forældrene, og krænkeren bliver fanget, sætter overgrebet dybe spor i hende igennem livet.
I bogen får vi indblik i, hvor forvirrende det kan være som barn at blive udsat for seksuelle overgreb og hvor afhængige ofrene er for at få oversat, det, der sker og er sket, så skyld, skam, forkerthed og uværdighed ikke printer sig ind i DNA’et.
Bogen er samtidig en vigtig fortælling om, hvor vigtigt det er, at vi bliver lyttet til og at systemet griber en.
Vi følger Trines liv efter voldtægten, og efter hvert kapitel er der en tekst, der tager et psykologisk helikopterblik på, hvad der foregår i Trine i netop det kapitel. En kombi, jeg ikke har set før, men som er med til at give nogle andre perspektiver på en personlig fortælling undervejs, som både giver spejling men også viden omkring seksuelle overgrebs konsekvenser.
For konsekvenserne er mange.
Efter et liv med senfølger og mange år med en psykisk og voldelig mand begynder Trine hos en psykoterapeut og begynder langsomt at kigge på de traumer, hun bærer på, og stille og roligt opbygger hun sig selv. Hun beskriver rejsen som et bjerg, hvor der lurer mange farer, men lige så stille erfarer hun, at bjerget er blevet til en lille bakke.
Og som mange vil kunne genkende, fik Trine først hjælp til at bearbejde de seksuelle overgreb, langt oppe i voksenalderen. Faktisk er hun omkring 60 år, da hun begynder at arbejde med de seksuelle overgreb og senfølgerne, der har fulgt hende igennem livet. Hun lærer, hvordan voldtægten har sat sit præg i hende, og hun møder ligesindede. Begge dele hjælper hende videre i livet.
“Et liv med senfølger fra barndomstraume” er en fortælling, rigtig mange, der har været udsat for seksuelle overgreb i barn- eller ungdommen, vil kunne genkende sig i. Det er en bog, hvor du kan finde meget spejling og læse, hvordan senfølger kan se ud igennem et helt liv, og hvor mange facetter af livet, de kan påvirke. Vi kommer omkring forskellige former for senfølger med alt fra selvkritik og kroniske smerter, til usunde relationer og PTSD.
I bogen skriver Tine undervejs: “Hvem skaber disse tabuer, det gør vi selv ved at tie om dem ( s 244) – og det tabu bidrager hun til at nedbryde med sin bog “Et liv med senfølger af barndomstraume”.
Anmeldt af Spormedlem Sarah V. Winge