Som kvinde med egne erfaringer med senfølger efter seksuelle overgreb i barndom og ungdom, gik jeg til Yosefines bog med både nysgerrighed og varsomhed. Bogen lover en vej til genoprettelse – et ord der bærer både håb og tyngde – og Yosefine beskriver sin egen rejse gennem traumer og heling.
For mig som læser var det dog en ambivalent oplevelse.
Yosefines sprog er meget punktvist og nøgternt. Det kan virke tørt og udetaljeret, men paradoksalt nok åbnede netop det sparsommelige sprog nogle uhyggelige mellemrum – rum, hvor min egen fantasi og erfaring fyldte ind. Det gjorde bogen intens på en stille, næsten urovækkende måde. Der er næsten mere usagt end sagt – og det usagte larmer.
Et centralt omdrejningspunkt i Yosefines fortælling er hendes tro på Gud. Det er tydeligt, at troen spiller en afgørende rolle i hendes helingsproces. For mig, som ikke deler denne gudstro, var det til tider svært at spejle mig i hendes løsning og forståelsesramme. Ikke desto mindre respekterer jeg hendes valg og oplever en oprigtighed i hendes søgen efter mening og heling.
Det, jeg savnede, var en større følelsesmæssig dybde og nuancering – især i beskrivelserne af den indre proces. Nogle steder fremstår bogen næsten som en rapport over hændelser og reaktioner, snarere end en levende beretning. Måske er det netop det, der gør den brugbar for nogle: den holder afstand og kan læses uden at vælte én. For andre, som mig, kan det dog efterlade en følelse af tomhed og savn – efter mere krop, mere sjæl, mere blod.
Alt i alt er Guds finger en vigtig bog i den forstand, at den tør tale om det tabu, seksuelle overgreb stadig er – og viser en vej frem, som virker ægte for forfatteren. Men det er ikke en bog, jeg personligt følte mig løftet eller trøstet af. Den talte ikke mit sprog – men måske taler den til andre, som netop har brug for den lidt distancerede, trobaserede tilgang.
- Anmeldt af Acacia Snebjørk, juni 2025