Studenter-job:
Kommunikationsstuderende søges til Landsforeningen Spor
Vi søger en studerende, der 1-2 dage (ca. 8 timer) om ugen, vil hjælpe os med kommunikation og presse. Du vil have primært samarbejde med Spors kommunikationsansvarlige og Spors presseansvarlige, og du vil have arbejdssted på Frederiksberg og/eller Odense med mulighed for hjemmearbejde.
Vi søger dig, der:
- Studerer på en kommunikations- eller journalistuddannelse
- Er skriftligt stærk og strategisk tænkende
- Begår dig hjemmevant på sociale medier og på hjemmeside (vi bruger WordPress)
- Kender til Canva og kan designe til minimum husbehov
- Har pressekendskab og kan strikke en klumme, debatindlæg sammen som fænger i medierne
- Vil være med til at sætte en vigtig sag på dagsordenen: Senfølger af seksuelle overgreb.
Sammen med Spors ansatte vil du:
- Opdatere hjemmeside og sociale medier (LinkedIn, Facebook og Instagram)
- Pitche tekst og idéer ind til pressen
- Udarbejde materialer og reklame for div. arrangementer i Spor
- Overvåge hjemmesiden for aktivitet og interesse
- Arbejde strategisk med at ”samle” hele kommunikationsområdet i Spor
- udvikle metoder til at nå nye målgrupper: Yngre voksne, mænd, pårørende og lign.
- Være med i udviklingen af en kommunikationsstrategi med ekstern partner.
Vi er en forening i vækst, og dagene er forskellige. De fleste ansatte er deltidsansatte, og hverdagen er omskiftelig, men vi gør meget ud af at skabe fællesskab i sekretariatet. Da Spor stadig er en lille forening, er der også gode muligheder for høj grad af selvbestemmelse over arbejdet, og vi synes det er fedt med nye idéer og input. Vi vil meget gerne gribe dem, og der er ikke langt fra idé til handling hos os.
Lidt om Landsforeningen Spor
Landsforeningen Spor er en bruger- og interesseforening for voksne, der i barndom og/eller ungdom har været udsat for seksuelle overgreb, og nu har negative senfølger af dem. Vores medlemmer og målgruppe døjer med alt fra fysiske, psykiske og relationelle senfølger, og som forening er vi både til direkte for brugerne, som bl.a. kan deltage i aktiviteter i foreningens 9 aktive lokalafdelinger, og vi kæmper politisk for at sætte senfølger på dagsordenen i medier, debat og politik, både på landsniveau og på kommunalt niveau.
Vi er pt. et lille sekretariat med 8 ansatte, deltid- og fuldtidsansatte, og vi har kontorer på både Frederiksberg og i Odense. Du vil alt efter din bopæl have primært fremmøde på enten Frederiksberg eller Odense kontoret, men med rejseaktivitet indimellem. Der er god mulighed for at lægge lidt timer hjemme, ved behov, og vi er fleksible med hvilke ugedage og tider på dagen du kan være hos os. Der er tale om en betalt stilling.
Send din ansøgning direkte til Spors kommunikationsansvarlige Lærke Ruben på laerke.ruben@landsforeningen-spor.dk, senest den 15. august. Mærk mailen ”studenterstilling” og dit navn. Vi forventer ansættelse fra enten 1. september eller 1. oktober. Ansættelsessamtaler holdes i slut august. Ved spørgsmål til stillingen kan du kontakte Lærke Ruben på tlf. 71745452.
Vi glæder os til at høre fra dig.