Eller ‘Dengang da jeg var barn…’
Oplæg på Spors månedlige café-møde i København dec. 2012: En kvindes personlige beretning om oplevelsen af julen igennem tiden, og hvordan bearbejdelsen af barndommens traumer har ændret hendes forhold til højtiden.
.
Barndommens jul
Jeg husker ikke meget fra barndommens jul. Husker mest stemninger. Især det specielle lys fra sneen triggede noget diffust smertefuldt, der ikke kan sættes ord på. Igennem det meste af mit liv har det lys givet en følelse af ensomhed og en smertefuld stilhed. Måske handlede det også om, at solens lys i sneen var så smukt og dermed så stærk en kontrast til alt skidtet, der lå nedenunder.
Jeg tror også, at sneen og lyset triggede nogle gamle følelser, der handlede om at være isoleret fra omverdenen og klaustrofobisk indespærring sammen med familien. Normalt havde jeg et pusterum fra familien, når jeg var i skole eller kunne være ude og lege men i julen var der ikke nogen at lege med og hele familien var samlet i dagevis. Jeg kan kun forestille mig, hvor rædselsfuldt det må have været, så det undrer mig ikke, at fortrængningerne er så massive.
Dog er der enkeltstående sekvenser fra nogle juleaftener, jeg altid har husket. Det var først, da jeg var startet i terapi og begyndte at bearbejdede min barndom, at jeg kom til at forstå, hvilken betydning der har været i disse situationer og hvorfor de har gjort så stort indtryk, så jeg er blevet ved med at huske dem.
Den første erindring er nok fra jeg var 6-7 år. Allerede om formiddagen fik jeg en julegave af min far – et puslespil med Tornerose, der lå og sov i 100 år og Prinsen der kom og kyssede hende. Puslespillet var faktisk for svært for mig men jeg synes, det var fortryllende smukt. Denne situation dukkede op i mit terapiforløb og jeg fandt jeg ud af, at den var så ambivalent. På den ene side opfattede jeg som barn denne gave som et udtryk for min fars betænksomhed: Han vidste, at juleaftensdag var uendeligt lang at komme igennem og han havde tænkt på mig (altså et bevis på, at han elskede mig). Som voksen tænkte jeg, at han ikke havde øje for mine behov eller min formåen, når han havde købt et alt for svært puslespil i forhold til min alder og han kunne ikke sætte sig ind i, at jeg ville føle det som et nederlag, når jeg ikke kunne samle det. På et tredje plan så demonstrerede han endnu engang, at jeg var ‘fars pige’, der fik nogle særlige privilegier og hans forskelsbehandling fik min mor og søstre til at tage afstand fra mig og udelukkede mig fra deres fællesskab.
Da jeg som voksen gennemlevede den situation og mærkede de hidtil ubevidste følelser, var det en utroligt sørgelig situation: Jeg sad bare og stirrede ned i det alt for svære puslespil. Jeg kunne ikke gå fra det, for så ville det være tegn på utaknemmelighed overfor min far og så ville han blive sur (og det ville være katastrofalt) men jeg ville meget hellere ud i køkkenet til min mor og mine søstre og sidde og hygge og glæde mig til juleaften. Men det var umuligt, det havde min far sørget for ved at give mig den gave i utide. Det blev en pligt at samle det puslespil og vise glæde.
Jeg har også altid husket den juleaften, da jeg var 9 år. Jeg fik en dukke af min søsters kæreste og gik glad hen for at vise den til min søster. Min mor har åbenbart følt sig stødt over, at det var min søster, jeg viste dukken til og ikke hende, så hun sagde: ‘Du ville jo ønske, at det var hende, der var din mor og ikke mig’. Jeg kiggede bare på min mor og svarede ‘Ja’. Så blev hun godt nok sur. Men det var præcist, hvad hun fortjente, hvad havde hun regnet med? Hun havde aldrig været mor for mig i praksis, det overlod hun til min søster. Jeg er sikker på, at det var styrken i den situation, hvor jeg svarede hende ærligt, der har fået mig til at bevare erindringen.
Da jeg var 11-12 år gammel, husker jeg, at jeg havde fået en bog i julegave. Jeg sad i stuen og læste, mens resten af familien sad i køkkenet og snakkede. Jeg kunne være gået ud til dem. Men hvorfor skulle jeg? Ensomheden sammen med dem var afgjort værre end ensomheden alene. Alene kunne jeg flygte ind i min bog og glemme omverdenen og undgå at mærke den dybe ensomhed, følelsen af at være adskilt og fremmet i forhold til resten af familien.
.
Ungdommens jul
13 års alderen var et vendepunkt og derfra har jeg lidt flere erindringer. Jeg begyndte at tage stærkt afstand fra julen. Den var for kommerciel og var kun til glæde for kapitalisterne! Det var rendyrket hykleri. Vi gav aldrig hinanden gaver til hverdag, hvorfor så det store gavecirkus én aften om året? Og hvorfor skulle vi sidde og synge sammen én gang om året, når vi aldrig nogensinde gjorde noget som helst andet sammen resten af året? Hvor var julens egentlige budskab, hvor man fejrede Jesus’s fødsel? Hvor var næstekærligheden i dagligdagen?
Selvom jeg intet huskede om barndommens overgreb og ikke forstod familiens dysfunktionalitet, så havde jeg følelsen af, at det hele var et lag skidt, der blev dækket af tykt glimmer og julesne og jeg ville ikke være med til det.
Der er også en enkelt god erindring. Da jeg var ca. 19 år, fik jeg den måske bedste julegave nogensinde. Vi havde en aftale om at give hinanden for 50 kr. hver. Min søster havde købt et kaffekrus og deri lå et par lækre trusser og min yndlingsdeodorant. Grunden til, at jeg husker denne gave er sikkert fordi, den var så personlig. Hun havde faktisk købt noget til mig, som hun vidste, at jeg ville kunne lide. Hun havde brugt tid på at finde noget, der gjorde mig glad – og jeg blev virkeligt glad. Hun havde set mig.
Dog kunne juleaften ikke blive færdig hurtig nok, for min veninde og jeg skulle mødes med de andre fra ‘kliken’ på vores stamværtshus, der åbnede kl. 23.
Den jul, hvor jeg nok har været 20, er forbundet med en trist erindring. Min bror var kommet hjem og så var der altid fest. Han lavede nogle numre med forsvundne mandler, der dukkede op, da vi spiste risalamande. Det morede vi os meget over, så min nevø på 13 år ville lave det samme nummer. Desværre prøvede han at smutte en mandel under koldt vand med det resultat, at hans negl var gået fra og blødte. Familien grinede overbærende af hans dumhed. Det blev med årene en ofte fortalt familieanekdote og dem kendte jeg jo alt for godt. Når noget gjorde ondt, så var der ingen trøst men kun grin, for så var det bare fordi, vi børn var så fjollede eller klodsede eller dumme…
Da jeg var 22, var jeg på højskole og kom hjem på juleferie. Det var en ekstrem svær omstilling. Jeg var ved at skabe mig en ny identitet og så kom jeg tilbage og blev konfronteret med alt det gamle, jeg prøvede at lægge afstand til. Den ene nat drømte jeg, at jeg kom min mor i en kødhakkermaskine… Et rædselsfuldt mareridt, for jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg kunne drømme noget så forfærdeligt.
Alt i hjemmet var aseksuelt, for seksualitet var så tabuiseret og smertefuldt grundet min fars overgreb. Men juleaften klædte jeg om og trådte frem som en vamp i lang sort kjole, stiletter, opsat hår, sminket og med lange, røde negle. Det var totalt malplaceret i de omgivelser og i den kontekst men i dag forstår jeg, at jeg brugte min seksualitet som en ubevidst provokation. Der lå rigtigt meget had i min handling – et had der kom sig af, at ingen havde hjulpet mig mod min far. Ved at fremhæve min kvindelighed og seksualitet på den måde mindede jeg dem om noget, de slet ikke ville vide eller huske.
På denne juleaften kom der en konflikt om, hvem der skulle sove hvor, da hele familien skulle overnatte. Jeg blev rasende og tog kaffekanden og kylede den i gulvet. Vrede var noget nær en dødssynd i mit hjem, så jeg kunne lige så godt have smidt en bombe, det ville have haft samme virkning. Jeg kan ikke huske, hvad der efterfølgende skete – kun at jeg meget kontrolleret, tørrede op og samlede glasskår sammen og efterfølgende købte en ny kaffekande til min mor.
Set i bakspejlet havde højskoleopholdet sat så meget i gang, så jeg var røget ind i en frigørelsesproces og et oprør, hvor jeg konfronterede dem med de sider af mig selv, som de aldrig havde villet anderkende og havde været med til at undertrykke – nemlig min seksualitet og mine aggressioner. Det er nok derfor, jeg altid har husket disse sekvenser meget tydeligt.
.
Voksenlivets jul
Da jeg selv fik børn, blev julen pludseligt noget helt andet. Den var hygge, eventyr og magi. Glimmer og glitter, julenisser og julekalendere, julesmåkager og juledekorationer, gaver, traditioner, overraskelser og spænding.
Jeg ved, at jeg har oplevet magien, da jeg var ganske lille, inden mørket blev massivt og igennem mine egne børn fik jeg mulighed for at opleve alt det, jeg selv havde fortrængt. At se glæden i børnenes øjne, var bare alt arbejdet værd. For først og sidst var julen hårdt arbejde og endnu større økonomiske problemer. Jeg følte ikke selv nogen glæde over julen – kun glæden over mine børns glæde. Deres øjne strålede og det var ubetinget det vigtigste.
Indtil mine børn var ret store, holdt vi jul for familien og det forbinder jeg hovedsaligt med noget rart. Da min niece fik børn, begyndte hun at holde juleaften for familien, hvad der passede mig ganske udmærket, selvom det på en måde også var lidt trist (af hensyn til mine egne børn).
.
De senere år
For 8½ år siden begyndte jeg i terapi og så kom der hul igennem til den traumatiske barndom. Det påvirkede i høj grad også mit forhold til jul med familien. Jeg besluttede, at jeg kun ville give julegaver til mine børn for, hvorfor i alverden skulle jeg udveksle julegaver med resten af familien? De havde i den grad kun været familie af navn og aldrig af gavn. Som 13 årig, havde jeg følt, at julen var hykleri og nu forstod jeg hvorfor og sagde fra overfor det. Det kunne jeg ikke fortælle dem, men undskyldte mig med, at jeg ikke havde råd til julegaver, da jeg var sygemeldt. Jeg tror nu godt, at de vidste, at det var noget andet, det handlede om.
De næste juleaftener sad jeg tilbagetrukket og observerede, hvad det var for mennesker, jeg var i familie med. Jeg sad blot og lagde mærke til, hvordan de kommunikerede; bemærkede hvordan alle samtaleemner, der kunne give anledning til uenigheder og konflikt blev sorteret fra. Da stort set alle emner kunne være potentielt farligt, var samtalen ekstremt tom og overfladisk og der var absolut ingen dialog men bare en masse bemærkninger, der blev slynget ud i luften. Og alle smilede rigtigt meget hele tiden. Det var præcist dét, jeg var vokset op i og skulle lære at navigere i. Jeg kunne på ingen måde være deltagende og involvere mig, så jeg sang ikke med og jeg dansede ikke om juletræ men jeg lærte en masse af bare at være til stede som en flue på væggen.
Børnene blev voksne og der skete også andre forandringer i familien, så det ikke længere var en selvfølge, at vi holdt jul sammen.
I 2007, tror jeg, besluttede jeg at deltage i et lokalt arrangement for ‘familieløse’. Jeg hyggede mig rigtigt meget men da jeg kom hjem blev jeg overvældet af katastrofetanker og fik nogle gigantiske angstanfald. De næste to dage skammede jeg mig frygteligt og følte, at jeg havde udløst 3. verdenskrig, selvom jeg ikke havde gjort andet end at hygge mig og deltage i snakken. Det gik op for mig, at jeg havde været fuldstændigt dissocieret, fra det øjelblik jeg var trådt ind af døren. Jeg var midt i et meget hårdt terapiforløb og der var voldsomt mange ting, der havde trigget mig – ikke mindst kunne jeg slet ikke tåle at være sammen med mennesker, der drak – men det var jeg bare ikke opmærksom på i situationen.
Sidste år var jeg indstillet på at holde jul alene og havde det faktisk okay med det. Jeg ville lave noget god mad til mig selv og se en julefilm. To dage før ringede min bror og spurgte, hvad jeg skulle til jul. Da jeg ikke havde nogen planer, spurgte han, om vi skulle holde jul sammen. Jeg var meget forbløffet, da vi kun har meget sporadisk kontakt, men sagde ja til, at han kunne komme her. Det var også meget hyggeligt men også meget anstrengende, for vi har bestemt ikke let ved at finde noget at tale om. Bagefter var jeg så træt som om, jeg havde holdt en hel juleaften for 10 mennesker – og ikke bare været sammen med ét menneske i 3 timer.
.
Julen i år
Siden børnene flyttede hjemmefra har jeg nydt at være fri for at pynte op til jul. Dog har jeg stadigt nogle traditioner, jeg (som regel) nyder. Jeg har en julestjerne (blomst), jeg hænger en lyskæde op udenfor, bager julesmåkager og laver risalamande og ser den gamle julefilm ‘What a wonderful life’. Det er præcist det niveau, jeg har det godt med.
I år havde jeg så tænkt mig at holde jul alene. Hen over sommeren er der imidlertid sket nogle forandringer i familien, så det kom til at føles helt forkert at sige nej til at holde jul med familien. Så jeg har fundet et kompromis, der føles rigtigt: Jeg deltager i spisningen og så tager jeg hjem bagefter. Al det der overgearede julegaveræs, kan jeg slet ikke forholde mig til. Noget god julemad, lidt hyggesnak og så hjem til mig selv og holde julefred – det tror jeg er en god løsning.
Følelsesmæssigt er jeg et helt andet sted, end jeg har været nogensinde før. Julen er faktisk ikke længere svær for mig, for jeg har ikke flere følelser i klemme og der er ikke mere gammel energi, der kommer i spil. ‘Det indre barn’ er blevet voksent, så julen har mistet sin magi – både den sorte og den hvide. Jul er bare… en tid på året.
Jeg føler mig ikke længere ensom (heller ikke i julen), selvom jeg er alene. Jeg er bare lykkelig for, at jeg ikke skal være med i det ræs længere. Der er ingenting, jeg skal nå og intet, jeg skal leve op til. Den eneste forskel på juleaften og alle andre aftener er nok, at jeg kan føle en slags højtidelighed – en indre oplevelse af stilhed, ro, noget smukt, der ikke skal forstyrres af noget udefra. Men kun fordi jeg vælger at gå ind i disse følelser. Ellers ville det bare være en aften som alle andre.
Engang følte jeg mig som Den Lille Pige Med Svovstikkerne. Jeg var frysende, alene ude i mørket og kunne kigge ind i andres stuer og se, at de var sammen i varmen og lyset. I dag ved jeg, at det kun er det glimt, jeg har set udefra og slet ikke hele virkeligheden. Så det er ikke længere svært for mig at tænke på, at nu sidder andre mennesker sammen og hygger sig, for jeg er rimeligt desillusioneret på det punkt. Jeg har svært ved at tro på, at det i virkeligheden er så pænt, perfekt og hyggeligt, som det ser ud på overfladen, for jeg ved jo, hvor mange mennesker, der i virkeligheden har problemer med at være sammen med deres familier. Det er så almindeligt, at det er tabuer og problemer, der bliver skubbet ind under gulvtæppet, så det ikke er muligt at have et virkeligt, ægte nærvær. Så som altid, vil jeg hellere være i godt selskab alene med mig selv, fremfor at være ensom sammen med andre mennesker, jeg ikke kan føle et fællesskab sammen med. Især juleaften.