Spor samarbejder meget gerne med medierne. Vi deltager gerne i radio- og TV-programmer, giver interviews, kommer med udtalelser m.v. det være sig både som privatpersoner eller som landsforening. Vi kan formidle kontakt til mennesker, der selv har været ude for overgreb, samt til fagfolk indenfor området. Har du brug for noget baggrundsviden, står vi også meget gerne til rådighed.
.
Tlf. 3014 5452
kontakt@landsforeningen-spor.dk
.
Kun for pressen:
Pressekontakt Michael Palm 8172 5452
Formand Helle Borrowman 9340 5452
.
Baggrundsviden og en appel
Det kan ikke gentages ofte nok: Seksuelle overgreb handler ikke om sex, men om seksualforbryderens behov for magt og kontrol, som bliver seksualiseret.
Når medierne omtaler seksuelle overgreb som ‘sex’, bliver handlingen opfattet fra overgriberens vinkel og bestemt ikke fra ofrenes. For mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb, kan det føles som endnu et overgreb, når seksualiseret vold, der ofte har livslange konsekvenser, bliver betegnet som ‘sex’. Som Karin Dyhr så rammende sagde i Debatten på DR2: “Det er ikke sexet at have været ude for seksuelle overgreb” (d. 28. marts 2019).
Det er klart, at ordet ‘sex’ fanger læsernes opmærksomhed på en helt anden måde, end ordene ‘seksuelle overgreb’. Desværre hentes læsernes eller seernes interesse på bekostning af de, der har været udsatte for overgreb. Den seksuelt misbrugte bliver misbrugt endnu engang – denne gang af medierne.
Når seksuelle overgreb betegnes som ‘sex’, har det også den konsekvens, at ingen helt forstår, hvor alvorligt et problem det her er. Seksuelle overgreb mod et barn er at sammenligne med tortur, og mange voksne har senfølger i en grad, der er sammenlignelige med ofre for tortur. Der er vel ingen, der vil kalde tortur for sex?
Derfor appellerer vi til, at alle journalister og medarbejdere ved medierne om at overveje, hvorvidt ordet ‘sex’ rent faktisk dækker det, der skal beskrives, eller om der findes andre mere korrekte betegnelser. Avisen Politiken har i 2019 gjort sig netop disse overvejelser – tak for det.
Hvis du har brug for noget baggrundsviden, er du som nævnt ovenfor altid velkommen til at kontakte os.