Af Helene
D. 18. april 2021
.
Da det pludseligt forlød, at vi havde en pandemi med en livstruende virus, blev jeg naturligvis skræmt. Landet blev lukket ned, og der var en helt ny virkelighed, jeg skulle forsøge at forholde mig til. Det var meget underligt og nærmest uvirkeligt.
Virussen kom fra Kina og var åbenbart en følge af nogle forfærdelige dyremarkeder. For mig var det oplagt, at det var et wake up call, så vi kunne lære at behandle dyrene og miljøet ordentligt. Løsningen var selvfølgeligt, at disse markeder måtte lukke, og vi måtte tage stilling til dyrevelfærd. Det skete (selvsagt) ikke. I stedet kom det utroligt hurtigt frem, at der skulle udvikles en vaccine. Det var i den grad et forsøg på at symptombehandle, og det er jeg ikke den store tilhænger af (det har jeg oplevet så rigeligt). Slet ikke når det egentlige problem var så åbenlyst. Vi fik alle tiders chance til at gøre nogle ting bedre, men den blev ikke grebet.
Fortiden i nutiden
I forvejen havde jeg absolut ingen tillid til politikere og myndigheder, og i den følgende tid blev jeg kun bekræftet i min mistillid. Der var alt for meget, der mindede om min opvækst. Jeg så de samme dysfunktionelle mønstre udfolde sig igen – nu bare kollektivt og bredt ud i hele samfundet. Det skræmte mig mere end nogen virus.
Forældrene er de første autoriteter, et barn oplever. Hvordan forvalter de deres autoritet? Er de lyttende, søger de at forstå og imødekomme forskellige interesser, tillader de selvstændighed og individualitet, har de sunde grænser? Eller træder de først i karakter, når der skal straffes og inddrages privilegier, og er der nogle grænser for, hvad de kan finde på? Det var i høj grad det sidste, jeg oplevede, både i barndommen og nu med politikere og myndigheder.
Jeg så alle elementerne fra barndommen gentage sig i en ny kontekst: adskillelse, isolation, udskamning, udelukkelse, splittelse, manipulation, trusler om tvang, meningsløse og ulogiske beslutninger, inkonsekvens, double-bind kommunikation, upålidelighed, manglende troværdighed, mistillid, magtdemonstrationer, magtkampe, grænseløshed, spredning af frygt. Forklaringerne om, at der blev handlet af omsorg for samfundets svageste, fik mig til at tænke på barndommens overgreb, der var forklædt som omsorg og kærlighed.
Som barn var jeg nødt til at underkaste mig. Jeg måtte undertrykke mine egne tanker, grænser, følelser, behov og naturlige fysiske reaktioner. Selvstændighed, individualitet og integritet blev kvalt, og jeg måtte lære at hyle med de ulve, jeg var iblandt. Min egen virkelighed forsvandt, og jeg overtog andres. Det bliver man så hamrende syg af. Resultatet var da også, at jeg blev psykotisk og mistede mig selv fuldstændigt.
Fra ydre- til indrestyring
Indtil jeg var i 40’erne, var jeg totalt ydrestyret, men takket være adskillige års terapi, følelsesmæssigt hårdt arbejde og en frygtelig masse penge, har jeg opnået en høj grad af indrestyring. Jeg var så hamrende syg, men fandt ind til mig selv. Nu kan jeg mærke mig selv, mærke mine grænser og jeg er nødt til at handle ud fra det, jeg mærker. Jeg er ikke i tvivl om, hvad der føles rigtigt og forkert, godt og skidt. Jeg lytter til, hvad min krop tydeligt fortæller. Engang kunne jeg undertrykke mig selv, presse og tvinge mig selv til at gøre noget, der inderst inde føltes forkert. Fordi jeg frygtede konsekvenserne ved ikke at gøre det. Det kan jeg ikke længere. Skulle jeg alligevel prøve, strejker min krop, jeg fryser fast, bliver lammet. Det oplevede jeg, da jeg kæmpede med kommunen om at få førtidspension.
Derfor kan jeg ikke bruge mundbind, jeg kan ikke testes og jeg kan ikke vaccineres. Min krop siger i den grad NEJ. Og jeg vil heller ikke. Se her bliver den farlig, for man må godt sige, at man ikke kan, men det er totalt forbudt at sige, at man ikke vil. I denne kontekst er det bare det samme for mig. For jeg vil ikke, fordi jeg ikke kan tåle det. Det er umuligt for mig at udsætte mig selv for noget, der føles som et overgreb. Både et fysisk overgreb og et overgreb på min integritet. Følelsesmæssigt vil det svare til, at jeg igen underkaster mig mine forældre. Som om, at jeg giver andre ret til at behandle min krop og styre mit liv efter forgodtbefindende. Det er simpelthen ikke en mulighed – uanset konsekvenserne.
At underkastelse mig andres vilje og krav er for mig et ophør af eksistensen som et selvstændigt individ. Det er ikke et spørgsmål om vilje, men et dybt eksistentielt spørgsmål om min ret til at være i verden, som det menneske, jeg er. Med mine egne tanker, grænser, følelser og behov, og med retten til at træffe mine egne beslutninger om, hvad min krop skal udsættes for.
Jeg er ikke bange for at få corona (jeg havde det formentligt sidste sommer), men jeg er enormt bange for, at andre igen overtager mit liv. Corona er temmelig abstrakt for mig, men at miste mig selv kan jeg forholde mig til, for det har jeg prøvet, og det skal aldrig ske igen. I min helingsproces har jeg lært at passe på mig selv (og jo, jeg passer også på andre – holder afstand o.s.v.).
Fremtiden?
Jeg lever meget isoleret, så på den måde har corona-isolationen ikke gjort den store forskel. Og så alligevel – for følelsen er anderledes. Før havde jeg det sådan, at når jeg en dag var klar til at gå ud og tage del i verden, så ville verden stå klar til at modtage mig med smil og udstrakte arme. Den følelse har jeg ikke længere. Nu ser jeg for mig, at jeg i stedet vil blive mødt af tomhed, fremmedgørelse og en mængde mundbindsklædte ansigter, der råber, at jeg skal holde afstand. Det er sørgeligt.
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘