Anmeldelse af ‘Orangeusynlig‘
Forfatter: Mette Wolfram
Forlag: Skriveboblen, 2021
.
Anmeldt af Sarah, juni 2021
Orangeusynlig er et indblik i Mettes liv, der i en tidlig alder allerede har mødt nok smerte til en hel livstid.
Vi bliver lukket ind, mens Mette beskriver sin barndom, fyldt med svigt, overgreb, vold og ensomhed. Hvor der var få, der forsøgte at hjælpe, men ikke gjorde nok, og mørket omsvøber hende i et tættere og tættere greb.
På trods af det dominerende mørke finder Mette styrken til at færdiggøre gymnasiet og læreruddannelsen. Hun har nemlig taget en beslutning om at være en af de voksne, der hjælper sårbare børn, som hende selv.
Ligesom det hele falder på plads: uddannelse, mand og planen om børn og hus, indhenter fortiden Mette, og mørket og monsteret indeni bryder for alvor løs.
Hun bliver svingdørspatient i psykiatrien og oplever svigt på ny, og mørket bliver værre og værre. Men så begynder lysglimt og håb at titte frem, og natten slipper taget.
Bogen er en vigtig stemme for os, der har tiet for længe. For os der, ligesom Mette, har gjort alt for at skjule hemmeligheden, indtil den åd os op indefra. Samtidig er det et blik ind bag den lukkede, og hvordan tvang, medicinering og manglende forståelse føles, og hvordan den rigtige hjælp er vejen mod heling.
Bogen er et råb om, at hjælpen skal være bedre. Det skylder vi de børn, unge og voksne, der allerede fra en alt for ung alder lærer, at hjælpen ikke er der. Der må vi vise, at hjælp og heling er mulig!