Anmeldt af Pia Hoffmann, april 2021
Endnu engang har jeg haft fornøjelsen af at anmelde en fantastisk bog. Denne gang er det ‘Der bor en engel i dit hus’, som er en samling af dagbogsblade, forskellige tekster (tilbageblik, nutid), sms’er, breve og digte fra Lena Storms fem år lange proces efter et sammenbrud. Selve den fysiske bog er visuelt smuk, illustreret med mange farvefotos fra naturen og er på 450 store og tætskrevne sider (bortset fra siderne med digte, sms’er og fotos).
Da jeg først fik denne store bog i hænderne, tænkte jeg: “Åh nej, den magter jeg ikke at læse nu”. Havde ligesom ikke rigtig ro til det. Men dagen kom, hvor jeg måtte i gang. Jeg lagde mig godt til rette i sofaen og begyndte at læse, og så blev jeg hurtigt helt opslugt. Eller nærmere suget ind i fortællingen. Det føltes som at have mødt en ven. Én, der forstod præcis, hvad jeg følte. Én, der kunne sætte de ord på mine følelser, som jeg ikke altid selv har ro til at føle helt i dybden og derfor kan have svært ved at definere. Hun beskriver følelsernes kompleksitet med en intensitet, så det for mig føltes som en mavepuster. Uden filter, med en utrolig ærlighed og et ualmindelig smukt og poetisk sprog.
Derefter læste jeg løs, indtil jeg lige pludselig ikke kunne rumme mere. Jeg havde i den grad brug for at fordøje det læste. Som Lena Storm selv skriver i indledningen ”En proces, der handler om at komme igennem mørket og ud i lyset på den ene eller den anden måde. Måske er det forvirrende, ind imellem tungt og sikkert også kaotisk, at rejse med, som læser. Autentisk, lyder bedre. Og det er det i sandhed.” (s. 8) Det var lige netop sådan, jeg oplevede det. Efter et par dages pause gik jeg i gang igen, og det blev derefter min måde at læse resten af bogen på. Jeg kunne godt have brugt længere tid på at fordøje ind imellem.
Lena Storms baggrund er meget genkendelig for mig. En opvækst med overgreb og en dysfunktionel familie. Mange år, hvor man bare fungerer og foretager mere eller mindre ubevidste valg (eller ingen, men det er også en slags valg), arbejder og får børn, som vokser op. Pludselig kommer der et sammenbrud uden, at man rigtig forstår hvorfor. Man ser ikke barndommen som årsagen og husker måske heller umiddelbart så meget. Så begynder den hårde rejse. ”Det er som en skov af dæmoner, der kribler og krabler ud af kroge og hjørner, slanger sig og snor sig op af mig, så jeg er ved at blive kvalt. Gift, jeg selv har skabt ved ikke at stå ved, hvem jeg er, og hvad jeg føler.” (s. 68). ”Jeg kan alt muligt, men hvad bliver der tilbage, når kontrolpanelet bryder sammen?” (s. 132).
Lena Storm når efterhånden frem til, at hun må have hjælp og finder en psykolog, som kommer til at få en kæmpe betydning for hendes proces. Relationen til ham fylder en meget stor del af bogen. Både mens han er hendes terapeut, og senere, da de efter endt (eller snarere afbrudt) terapiforløb, bliver en slags venner. Om hendes sammenbrud skriver hun: ”Alle tror altid, at jeg kan passe på mig selv, fordi jeg kan passe på alle andre. Hvem passer på mig?” (s. 170).
Omdrejningspunktet i bogen, som jeg læser den, er den svære tillid (eller manglen på samme) og problemer med relationer (også til hende selv). Dette eksemplificeret gennem forholdet til psykologen. Det er store, centrale emner, som også fylder meget for mig, og hun får beskrevet så mange følelser og tanker om det, at meget er blevet tydeligere for mig i min egen proces. Undervejs i læsningen kunne jeg ikke lade være med at skrive mange fint formulerede og rammende citater fra bogen ned, men desværre er der her kun plads til et par stykker. Om forholdet til psykologen, og dermed om tillid og forhold, skriver hun: ”Min tillid eksisterer kun, hvis den bliver bekræftet, udefra.” (s. 141), og ”En nuance i din opførsel kan sende mig til tops eller til bunds på skalaen mellem himmel og helvede.” (s. 187).
På grund af Lena Storms begavede og poetiske måde at bruge sproget, føltes det for mig som at få foræret et kort over mine egne følelser. F.eks. ”Jeg har brug for at være hjemme hos mig selv. Samtidig er jeg skræmt over at trække mig – bange for at være alene, helt alene. Bange for, at ingen har brug for mig.” (s. 150)
Digtene i bogen er fantastiske. Rørende, poetiske og klare. De kunne sagtens have stået alene og udtrykker på en mere destilleret måde, det hun skriver om i bogen. Specielt digtet ”Børn i kampuniform” ramte mig. Alle de børn som bliver misbrugt og må kæmpe for deres tilværelse. Alle digtene udtrykker så meget, og jeg vil læse dem igen, for digte skal læses langsomt.
Lena Storm skriver også om det med at være super hård ved sig selv og det svære ved at tage imod omsorg. Noget jeg i den grad genkender. At arbejde hele tiden og altid være noget for andre, mens ens eget behov for omsorg bliver forbudt. ”Jeg mærkede, at jeg får lyst til at sparke mig selv, når jeg tillader mig at tage imod omsorg. Min indre stemme raser. Hvad bilder du dig ind? At gøre dig interessant på grund af en sølle lillefinger! Du skulle skamme dig! Det er ikke omsorgen, jeg ikke kan rumme. Det er stemmen.” (s. 41)
Om det svære ved at vise, at hun har brug for hjælp og omsorg, men samtidig altid har fremstået som et stærkt menneske, som ikke tør være svag: ”Det er som om, jeg skal hjælpes på linje med et lille hjælpeløst barn. Hvordan fanden kan man det, når nu jeg går rund og ligner et voksent menneske, der kan og skal og vil selv.” (s. 169). ”Alle tror altid, at jeg kan passe på mig selv, fordi jeg kan passe på alle andre.” (s. 170).
Efterhånden som hun begynder at se tilbage på sine relationer (bortset fra dem til hendes børn), går det op for hende, at hun egentlig aldrig har valgt, og at relationerne ikke har været ægte: ”Jeg så, at mine relationer til andre har været en slags overgrebs-relationer. Relationer med små bitte overgreb, fordi jeg ikke mærker mig selv, men indretter mig uden, at jeg selv ved det.” (s. 150).
Jeg har læst bogen gennem fire uger, og det har været en fantastisk oplevelse. Samtidig har det også været hårdt, fordi den er så utroligt intens, og fordi følelserne er beskrevet så ekstremt tilbundsgående. Det er en lang og til tider tung bog at læse, fordi den er så indholdsmættet. Her er ingen smalltalk, men følelsesbeskrivelser, der er så fine og indholdstunge, at jeg ind imellem måtte læse dem to gange for at forstå dem. Det ideelle vil være at læse bogen over længere tid, så man kan nå at få fordøjet og bearbejdet, det der står, stille og roligt. Undervejs i læsningen har jeg flere gange tænkt, at bogen godt kunne være kortet ned uden, at det ville gå ud over indholdet. Lena Storm skriver selv, at hun ikke har haft råd til at få den redigeret, men selv måttet gøre det. Det er et vanskeligt arbejde, specielt når det er ens egen tekst. Det er altså ikke nogen letlæst bog, men for mig var den det hele værd.