Anmeldt af Sarah – @mor.med.ptsd, november 2022
Jeg har fået fornøjelsen af at læse Emilie Staach Hedemands bog “Jeg lever, og jeg er fri”
Emilies historie og denne bog er sindssyg vigtig, både for andre senfølgeramte efter overgreb men også fagpersoner og politikere.
I bogen kan man læse om Emilies start på livet, der ændrer sig brat, da hun som 12 årig oplever, at hendes far udsætter hende for overgreb. Efterfølgende forsøger hun at leve et normalt liv i en verden, der er totalt forandret. For ud over overgrebet, som kort tid efter blev opdaget, blev faderen dømt og fængslet og forældrene skilt. Alt dette skete samtidig med, at livet fortsatte med lektier, veninder, efterskole og kæreste.
Usikkerheden og selvmordstankerne strammede mere og mere grebet om Emilie. Undervejs får vi indblik i de senfølger, der ramte hende, og hvordan de udviklede sig over tid i takt med at hun blev ældre. Vi ser også, hvor omfangsrige konsekvenserne er for overlevere efter overgreb, og hvor stor en påvirkning det har i livet. Bl.a. i forhold til genopbygning af tillid til andre mennesker, en nærmest permanent ensomhedsfølelse, troen på sig selv og ens eget værd, samt hvordan man kan indgå i seksuelle relationer, når ens debut var så grænseoverskridende.
Bogen bringer også et vigtigt perspektiv på de ambivalente følelser, der kan opstå, når man bliver udsat for incest af en omsorgsperson. Man kan stadigt elske personen selv efter så utilgivelig handling, som Emilies far udsatte hende for.
Vi får derudover indblik i, hvem Emilie og moderen mødte undervejs i systemet. Om lange ventetider på behandling, udskiftning af behandlere og kontaktpersoner samt om ikke at blive mødt i sine ønsker i behandlingsregi.
Samtidig giver Emilies historie også en forståelse af, hvordan overgreb og incest påvirker hele familien, og de svigt som pårørende udsættes for. En mor, der ender med at få gigt og bliver sygemeldt fra sit arbejde undervejs, mens hun står trofast ved Emilies side. En bror der oplever skyld og skam, men som først får tilbudt hjælp langt senere. Samt i høj grad også de svigt Emilie oplever fra sin far, fra systemet og fra dele af familien, selvom de gør deres bedste.
Midt i alt kaoset opstår dog en spirende drøm om at blive forfatter og et ønske om at nedbryde tabu og hjælpe andre, der har lignende oplevelser. Emilies debutroman “Jeg lever, og jeg er fri” blev til. Samtidig med skriveprocessen er hun ved at uddanne sig som socialrådgiver, så ud over Emilies levede erfaringer kan vi også læse faglige refleksioner over de kommunale og behandlingsmæssige valg, der bliver truffet undervejs.
Som du måske kan fornemme, så berører bogen mange temaer, hvor du som senfølgeramt vil kunne genkende dig selv og blive spejlet. Samtidig vil fagpersoner og pårørende også kunne få gavn af at læse en så ærlig beretning.
Bogen er skrevet til jer. Til spejling. Oplysning. Til at nedbryde det tabu, der fortsat er klistret fast til overgreb og incest.
Sarah – @mor.med.ptsd – København