Anmeldelse af Kom nærmere

Anmeldelse af ‘Kom nærmere’

Anmeldelse af ‘Kom nærmere’
Forfatter: Ilse Sand
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag, 2020
136 sider

.
Anmeldt af Pia Hoffmann, Landsforeningen Spor

.

Jeg må indrømme, at lige da jeg åbnede bogen og så, hvor få sider der var og uden så meget tekst, blev jeg lidt skuffet. Efter at have læst den ville jeg dog ønske, at jeg selv havde kunnet skrive den. Den er enkel, letforståelig og forankret i anerkendte psykologiske teorier og mange års terapeutiske erfaringer.

Bogen handler om, hvordan kan vi få et kærligere forhold til hinanden ved at arbejde med vores selvbeskyttelsesstrategier (overlevelsesstrategier). Det er lykkedes Ilse Sand at få kogt det hele ned til en letlæselig bog, som alligevel kommer rundt om en masse vigtige pointer. Hun er (tidligere) præst og psykoterapeut og har holdt mange foredrag om kærlighed og selvbeskyttelse. Her har hun oplevet en stor interesse for de psykologiske mekanismer, der spiller ind, når vi danner relationer eller er i dem. Det er på den baggrund, hun har skrevet ‘Kom nærmere’.

“Hvorfor er kærlighedsrelationer ikke altid så lykkelige?” spørger Ilse Sand på bagsiden af bogen. Teorien er, at vores overlevelsesstrategier eller selvbeskyttelsesstrategier, som hun kalder dem, står i vejen for ægte kontakt. Det gælder både i forholdet til os selv og i vores forhold til andre mennesker. For at tydeliggøre det bruger Ilse Sand forskellige cases til at beskrive forskellige former for selvbeskyttelsesmekanismer.

Bogen er på 126 korte sider, som er opdelt i 8 kapitler, og dermed hurtigt læst. Alligevel formår den som sagt at komme rundt om emnet og gøre det forståeligt. Da jeg læste den, fandt jeg ud af, at jeg havde brug for ikke bare at læse den igennem i et stræk, men bruge lidt tid på at fordøje teksten. Et par steder henviser hun til andre af sine bøger, hvis man skulle være interesseret i at læse mere om specifikke emner.

Mange bøger om psykologi kan være svære at læse, og det holder sikkert en del tilbage fra at gøre det. Det, synes jeg, er meget ærgerligt. Viden om psykologi og opmærksomhed på ens egne selvbeskyttelsesstrategier kan i den grad være med til at ændre ens tilværelse til det bedre. Som Ilse Sand skriver til slut i bogen: ”Vejen ud af selvbeskyttelsesstrategiernes labyrint er opmærksomhed”. Jo mere bevidste vi er om vores eget indre, desto større forståelse får vi om, hvad der foregår.

Jeg har fået indtil flere aha-oplevelser ved at læse ‘Kom nærmere’, og jeg har forstået mere om mine egne problemer med at være i parforhold. Dette selv om jeg er uddannet psykoterapeut, har gået rigtig meget i terapi og i forvejen har læst en masse om emnet. Jeg skriver også en del og ved, hvor svært det er at gøre noget enkelt uden at miste essensen af det, man skriver om, så jeg er meget begejstret for hendes bog. Ilse Sands brug af cases gør bogen mere levende og letforståelig, også selv om de er ret korte og enkle.

Eftersom jeg selv var så glad for bogen, var jeg interesseret i at høre, om den i sin meget enkle form ville give lige så god mening for én, der slet ikke er vant til at færdes i den terapeutiske verden. Jeg bad derfor en god ven om at læse den, og det gjorde han på to dage. Han blev meget inspireret af bogen og begyndte at blive nysgerrig på sine egne selvbeskyttelsesstrategier, som han aldrig tidligere havde tænkt over eller vidst noget om.

Det eneste minus, jeg kan se ved bogen, er, at den, trods sin ringe størrelse, koster 250 kr., men den kan heldigvis lånes på biblioteket.

På forlagets hjemmeside kan læses et uddrag af bogen.