Anmeldelse af ‘Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige’
Forfatter: Anette Holmgren
Forlag: Dispuks Forlag, 2019
Anmeldt af Sara Svane, gruppeterapeut ved Lev Uden Vold
.
En fagbog med skønlitteraturens lethed
.
Bogen handler om voldens nedbrud af menneskers indre liv og varme, og den handler om menneskers modstandshandlinger overfor volden og beskyttelsen af værdighed. Det er både en sorgfuld og en håbefuld bog.
.
Nu er sommerferien ovre for de fleste af os og dermed også den tid på året, hvor mange kaster sig over læsningen af den bog, der længe har stået på læselisten. Jeg læste selv Komplekse Traumers Psykologi – beretninger om det ubærlige første gang, da den udkom i november 2019, selvom jeg på daværende tidspunkt havde en travl periode på mit arbejde. Noget sagde mig, at bogen ville kunne hjælpe mig til at blive bedre i stand til at bære alle de ubærlige beretninger fra mit arbejde med kvinder og børn, der har været udsat for vold fra en nærtstående person. Det gjorde den. Bogen dannede flodbred, hvorfra jeg kunne komme på en passende distance til voldens flod, så jeg kunne begribe den og samtidig lade mig berøre uden at blive overvældet og afmægtig.
.
Bogens sprog
Komplekse Traumers Psykologi – beretninger om det ubærlige er en bog, der henvender sig til alle med interesse i traumer og vold. Bogen er spækket med vigtig teori om selvet, traumer og vold. Teorierne væves, gennem forfatterens sproglighed og bogens form, til et tæppe, der svøber sig kærligt om de personlige beretninger. Selvom både temaet og teorien er kompleks og kan være svær at begribe, formår Anette Holmgren at formidle det, man i nogle sammenhænge ville karakterisere som psykologfagligt, på en måde, så det bliver almen menneskeligt. Netop dette er Anette Holmgren mester i. Bogen integrerer personlige beretninger og forfatterens egne terapierfaringer med teori, og gør det med så står kyndighed og værdighed, at man glemmer, man er i gang med at begribe et stort og komplekst felt og omfattende og komplekse teorier. I stedet sidder man med fornemmelsen af en vis lethed, for bogen er skrevet til mennesker, fremfor alt. På den måde er det som om at læse en fagbog med skønlitteraturens lethed.
.
Bogens form
Bogen er opdelt i kapitler, der behandler forskellige nøgleindgange til forståelsen af vold og komplekse traumer. Kapitlerne om selvet, magt og ondskab, modstand, skam og at genfinde sig selv gør bogen til et opslagsværk. Man kan let genfinde den formulering, der præcist indfangede noget af det, der kan være så svært at begribe og betegne, og som selv de virkelige eksperter: mennesker, der har været udsat for volden, kan have så svært ved at sige højt og forklare. På den måde kan bogen blive til en slags tolk, der hjælper mennesker til at forstå og finde mening i det meningsløse, for den tilbyder et sprog for kompleksiteten i volden, og i de traumer volden har forårsaget.
Selv, har jeg haft bogen liggende i min arbejdstaske eller på mit natbord siden november 2019. Den har i 10 måneder været min trofaste samlever på rejsen i voldens landskab, og jeg tror den skal blive liggende lidt endnu. Ofte har jeg grebet bogen for at samle stumperne fra dagens rystende fortællinger og tilsætte tilstrækkelig mening til det komplekse og ubegribelige. Når man rejser i voldens og meningsløshedens landskab, som alle vi, der arbejder med vold og traumer, gør, er det vigtigt at blive hjulpet tilbage til det, der ofte er vores største og mest brændende ønske: at hjælpe mennesker til at finde veje. For at kunne gøre dette, skal der tændes lys i mørket. Bogens poetiske nerve kan noget med at tænde lys, så man ikke farer vild i mørket og i meningsløsheden. Derfor er et af mine yndlingscitater fra bogen dette:
.
Forholdet mellem kærlighed og skam kan også sammenlignes med forholdet mellem varme og kulde. Varme er energi og kan måles. Tilsvarende lys. Men fra fysikken ved vi, at kulde og mørke ikke kan måles på andre måder end som fraværet af varme og lys. På samme måde opstår skam, fordi der er fravær af kærlighed. Hvis der er kærlighed nok, kan der ikke være skam – ligesom, at hvis der er lys nok, kan der ikke være mørke.
.
Bogen er spækket med den slags velskrevne formuleringer, der bringer lethed i det tunge. På den måde bliver bogen ’den gode samtalepartner’ som Anette Holmgren beskriver i afsnittet om Etablering og genetablering af selvet (s. 82):
.
Uanset hvor alvorlig indholdet er i det, der tales om, må den gode samtalepartner forsøge at skabe en tryg, omsorgsfuld, deltagende, håbefuld og let stemning. Både den voksne og barnet udvikler sig bedst i en stemning, der er alvorlig og let på samme tid. Alvorlig, fordi det, som sker, altså udviklingen er vigtig. Ualvorlig, fordi udviklingen må foregå igennem legens univers (…) balancen mellem det alvorlige og det ualvorlige, som på én gang bekræfter det ubærlige og åbner for det mulige.
.
Bogens teori
Det blod, der strømmer i bogens åre er narrativt og poststrukturalistisk. Dette er både allestedsnærværende i de teoretiske valg og i de terapeutiske mailkorrespondancer, hvor forfatteren gavmildt deler ud af konkrete narrative greb og overvejelser. I nogle af Anette Holmgrens mange inddragelser af filosofiske blikke (fra blandt andre Michel Foucault) på tilblivelse, bliver der netop skabt den afgørende distance til det svære, der gør det muligt at se på det, tale om det og bære det. Med filosofien bringer Anette Holmgren læseren op på ’flodbreden’ (Anette Holmgrens egen metafor), så vi bedre kan se, hvad der foregår nede ’i floden’.
Anette Holmgren refererer blandt andre til den danske filosof Ole Fogh Kirkeby i afsnittet om Det indre livs sprog (s. 81):
.
(…) at vi måske først kan vide, hvad vi tænker, når vi hører os selv sige det – og måske endda først, når vi hører vores egne ord gentaget af en anden.
.
Læge og formand for Etisk Råd Ole Hartling i afsnittet om Den nødvendige skam (s. 203):
.
Tillid er effekten af de måder, vi kommer tilbage til hinanden på efter et brud.
.
Anbefaling
I bogen Komplekse Traumers psykologi – beretninger om det ubærlige bliver man invitereret med på en varm og vis guidet tur i voldens og de komplekse traumers landskab. Eller ’hus’ som jeg spontant havde fornemmelsen af at have besøgt, første gang jeg havde læst bogen. Dengang skrev jeg disse ord:
.
Jeg har lidt fornemmelsen af at have gået rundt i et stort og gammelt hus. Nogle gange bliver der mørkt, andre gange bliver det lyst. Men trygheden er der hele tiden – på trods af det foruroligende.
Med en fantastisk omhyggelighed og værdighed finder Anette Holmgren vej ind i alle afkroge af voldens og de komplekse traumers hus. Det er dybt rørende at følges med Anette igennem dette hus, både når man ser på afkrogene udefra med de teoretiske øjne og indefra med de personlige. Det er en bog, der både bringer sorg og livfuldhed med sig. Ikke fortvivlelse, men håb. En bog, der både er velkendt i teorierne og nogle af beretningerne og ny og inspirerende i sin grundighed og kærlighed.
.
I bogen Komplekse Traumers psykologi – beretninger om det ubærlige lykkes Anette Holmgren, med største værdighed at forene ofrene for voldens viden og erfaring med teorierne, og netop dette er særligt bevægende. Bogen bliver på denne måde en bog til mennesker – fra mennesker, og netop her udfolder meningen sig.
Jeg vil derfor anbefale alle, der er i kontakt med mennesker, der er plaget af fortidens eller nutidens vold og traumer at læse denne bog.
.