Af Katrine Vissing
Jeg er så træt…
Jeg har løbet og løbet,
blevet presset, presset
og så lige presset lidt mere…
Altid.
Med små pauser måske.
Indimellem.
Det var vigtigt
at finde smuthuller,
så han ikke fandt mig.
Så jeg løb…
Når han fandt mig
var jeg fanget
frosset
ude af stand til bevægelse.
Overgrebene –
kunne jeg ikke løbe fra
og jeg kunne ikke kæmpe.
Jeg var i krig
og jeg var der alene.
Mig,
alene mod ham, en voksen mand.
En ulige kamp.
En krig jeg ikke kunne vinde.
Bagefter,
da jeg igen fortrængte
den tortur jeg levede i,
så løb jeg igen…
Til han fandt mig,
og det startede forfra.
Og senere –
efter overgrebene
vidste jeg ikke,
at jeg ikke længere behøvede at løbe.
Min krop lærte aldrig at
den var i sikkerhed.
Den fik aldrig ro.
JEG fik aldrig ro.
Presset fra mennesker.
Trusler.
Fare, var jeg i fare?
Magt og overgreb fortsatte
i præstationer
som jeg slet ikke magtede
eller kunne leve op til.
Min krop havde fået nok,
men ingen forstod,
og jeg løb stadig…
Jeg løber ikke længere.
Jeg kan ikke.
Og jeg vil ikke,
endelig VIL jeg ikke!
Undskyld,
men jeg er træt,
bare så forfærdelig træt…