Klumme april 2018
Af Anne Christensen
.
Et barn, der vokser op i en dysfunktionel familie, kommer af flere grunde til at vende sig mod sig selv, tage afstand til sig selv og mister derved tilknytningen til sig selv. Det er prisen for at bevare en vis tilknytning til de voksne, som barnet er både følelsesmæssigt og fysisk afhængig af. I stedet for at være styret af, hvad der føles rigtigt/forkert, godt/ubehageligt¹, bliver barnet nødt til at udvikle mestrings- og overlevelsesstrategier², så det kan klare sig under de givne vilkår.
En strategi kan f.eks. være at give sig selv skylden og skammen. “Det er min egen skyld… jeg fortjener ikke bedre… jeg var selv uden om det… hvis bare jeg var sødere, venligere, sjovere, pænere…” (fortsæt selv listen). Barnet forsøger så at blive sødere, venligere, sjovere, pænere – mere rigtig – i forsøget på at blive ‘god nok’ for forældrene, så de vil give barnet den kærlighed og omsorg, det har brug for. At påtage sig skyld og skam giver barnet en illusion om at have kontrol, for så er det ikke magtesløst men kan gøre noget – nemlig lave om på sig selv og bestræbe sig på at blive værdig til at blive elsket. Når det stadigt ikke giver de ønskede resultater, må barnet forsøge endnu mere, og endnu mere. Det gør naturligvis ingen forskel, for den måde forældrene behandler barnet på, handler om forældrene og ikke om barnet.
I forsøget på at tilpasse sig, og blive som andre ønsker, mister barnet den naturlige forbindelse til sig selv. Det må ofte agere på måder, så det kommer til at synes dårligt om sig selv. Når det f.eks. pleaser i stedet for at sige fra; når det griner af sig selv i stedet for at blive vred på dem, der latterliggør det; når det siger ‘ja’, selvom det mener nej; når det smiler på trods af gråden, der presser på; når det går på kompromis med sig selv og går ud over sine egne grænser; når det føler sig nødsaget til at forklare og forsvare sig selv – så ødelægger det selvværdet, selvrespekten og integriteten og skaber selvhad og selvforagt.
Det kan også være, at barnet p.g.a. de stressende livsvilkår reagerer på måder, det ikke selv kan styre og kontrollere. Måske opstår der eksplosive raserianfald, tics, kontrolmani, angst o.s.v. Barnet har selvfølgeligt ikke nogen forståelse af årsag og virkning og føler sig bare anderledes, underlig, forkert og kan hade sig selv for det.
På den måde bliver barnet til et menneske, der ikke kan lide sig selv, og det slår sig selv oven i hovedet med al sin forkerthed. Dette indlærte tanke- og adfærdsmønster samt de ledsagende følelser følger barnet ind i voksenlivet, selvom livsomstændighederne er forandrede.
Det giver selvfølgeligt problemer, når man ligger i konstant krig med sig selv. Fysisk skabes der en masse stresshormoner³, der hæmmer immunforsvaret, og på sigt kan medføre alverdens forskellige sygdomme. At leve sammen med et menneske der er på nakken af én, måske ligefrem hader og skader én, er en vedvarende stresstilstand, der kan udløse både angst og depression. Det bliver bestemt ikke bedre, fordi det er én selv, tværtimod. Adskillelsen fra sig selv medfører bl.a. en navnløs smerte, savn, længsel og ensomhed. Der er altså mange gode grunde til at søge at få stoppet den indre borgerkrig, så man kan begynde at forbinde sig med sig selv, men hvordan gør man det?
Hvis man vil være venner med et andet menneske, bliver man det helt sikkert ikke, hvis man er fordømmende, aggressiv og nedgørende. Venskab bygger på kvaliteter som tillid, interesse, omsorg, forståelse, anerkendelse m.m. Det er ikke anderledes, når man vil etablere et venskab med sig selv. At blive sin egen bedste ven er en lang proces. Det kræver først og fremmest, at man giver sig selv lov til at forandre relationen. Hvis det er et stort skridt ud af den vante komfortzone, kan det aktivere nogle ubehagelige følelser, men de er midlertidige. Til gengæld er gevinsterne vedvarende – f.eks. reduceret stressniveau, mere tryghed og ro, bedre selvværd og større glæde.
.
Relateret:
¹ Ydre- og indrestyring
² Barnets mestringsstrategier
² Barnets mestring – den voksnes senfølger
³ De fysiske konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen
Den indre borgerkrig 2
.