Originalartikel: We’ve Got Depression All Wrong. It’s Trying to Save Us
af Alison Escalante M.D. på psychologytoday.com, d. 22.12.2020
.
Frit oversat af Pia Hoffmann
.
Vi har fuldstændigt misforstået depression – den prøver at redde os
Nye teorier ser depression som en del af en biologisk overlevelsesstrategi
.
I generationer har vi opfattet depression som en sygdom, en unødvendig afvigelse fra en normal funktion. Det er en idé, der giver mening, fordi depression er årsag til lidelse og ind imellem død. Men hvad nu, hvis vi fuldstændig har misforstået det? Hvad hvis depression overhovedet ikke er en afvigelse, men en vigtig del af vores biologiske forsvarssystem?
På tværs af specialer sætter flere og flere forskere spørgsmålstegn ved vores nuværende definition på depression. Biologiske antropologer har argumenteret for, at depression er en tilpasset respons på modgang og ikke en psykisk lidelse. I oktober udgav the British Psychological Society en ny rapport om depression, hvor de sagde, at “depression betragtes bedst som en oplevelse eller et sæt erfaringer, snarere end en sygdom”. Neurovidenskaben fokuserer på, hvilken rolle det autonome nervesystems (ANS) har i forhold til depression. Ifølge den polyvagale teori er depression en del af en biologisk forsvarsstrategi, der skal hjælpe os med at overleve.
Den almindelige forståelse er, at depression begynder i sindet med forvrænget tænkning. Det fører til ‘psykosomatiske’ symptomer som hovedpine, mavesmerter eller træthed. Nu foreslår modeller som den polyvagale teori, at vi har misforstået det. Det er kroppen, der opdager fare og sætter gang i en forsvarsstrategi, som har til hensigt at hjælpe os med at overleve. Denne biologiske strategi kaldes immobilisering, og den manifesterer sig i sindet og kroppen med et sæt symptomer, som vi kalder depression.
Depression opstår af en god grund
Hvis vi tænker på depression som en irrationel og unødvendig lidelse, stigmatiserer vi mennesker og frarøver dem håb. Når vi derimod begynder at forstå, at depression (i det mindste til at begynde med) opstår af en god grund, fjerner vi skammen. Mennesker med depression er modige overlevere, ikke ødelagte og invaliderede.
Laura mener, at depressionen reddede hendes liv. Det meste af tiden sårede hendes far hende kun med ord, men når hun satte sig op imod ham, blev han farlig. Det var dér, han fik det et ondt glimt i øjnene. Mere end én gang havde hans voldelighed truet Lauras liv. Lauras far var så fint opfattende, at han kunne mærke, når hun følte sig oprørsk, selv om hun skjulte det, og han straffede hende for de følelser.
Depressionen hjalp Laura til at overleve. Den fik hende til at dukke hovedet og afholdt hende fra at kæmpe imod. Den hjalp hende med at acceptere det uacceptable, for den bedøvede hendes rebelske følelser. Laura voksede op i en tid, hvor hun ikke havde nogen at fortælle det til, så der var ingen steder uden for hjemmet, hun kunne få hjælp. Hendes mål var at overleve, og det gjorde hun.
Når Laura ser tilbage, er hun ikke ked af barndommens depression – hun værdsætter den. Hendes helingsproces og arbejdet med hendes terapeut har hjulpet hende til at forstå, hvordan depressionen hjalp hende.
Lauras historie er barsk. Den hjælper os til at forstå, at selv om depression kan opstå af en god grund, er den ikke en god ting. Laura led meget og beskriver levende håbløshedens smerte. Hendes depression var en forfærdelig oplevelse, men samtidigt et sundt biologisk systems sidste udvej.
.
Depression begynder som immobilisering
Ifølge den polyvagale teori (som blev opdaget og beskrevet af neurovidenskabsmanden Stephen Porges), er vores daglige oplevelser baseret på et hierarki af stadier i det autonome [selvstyrende] nervesystem. Når det autonome nervesystem føler sig trygt, oplever vi en følelse af velvære og social forbindelse. Det er dér, vi føler os som os selv.
Samtidigt scanner det autonome nervesystem hele tiden vores ydre og indre omgivelser for tegn på farer. Hvis det opdager en fare eller bare en simpel mangel på tryghed, sætter det gang i en kamp- eller flugtrespons, der som oftest opleves som uro eller angst.
Nogle gange er faren så stor eller pågår så længe, at nervesystemet beslutter, at der ikke er nogen mulighed for at kæmpe eller flygte. På det stadie er der kun én mulighed tilbage, og det er immobilisering.
Immobiliseringsresponsen er det oprindelige biologiske forsvar hos højerestående dyr. Det er den nedlukningsrespons, vi ser hos krybdyr. Den omtales ofte som at ‘spille død’. Responsen skyldes en immobilisering, der aktiveres af vagusnerven. Den lukker ned for stofskiftet, så det går i hvilestadie, hvilket bl.a. kan bevirke, at man føler sig udmattet og svag.
Immobiliseringen har også den vigtige funktion, at den dulmer smerte og får os til at ‘forsvinde’ fra kroppen. Forstil dig en kanin som hænger slapt i rævens mund. Kaninen har lukket ned, så den ikke vil lide så meget, når ræven spiser den. Immobiliseringsresponsen gør stofskiftet langsommere og ændrer kropstilstanden til ketose [en tilstand, hvor kroppen får sin energi fra fedtdepoterne i stedet for glykogendepoterne i musklerne]. Nogle læger overvejer om denne tilstand måske ville kunne helbrede alvorlige sygdomme.
Hos mennesker beskrives immobiliseringen som en oplevelse af ‘at være uden for kroppen’ under traumatiske hændelser. Det er en beskyttelsesmekanisme, idet den dæmper det følelsesmæssige chok. Det er vigtigt, fordi nogle ting er så forfærdelige, at det er at bedst ikke at være fuldt til stede imens.
Immobiliseringsresponset er altså en vigtig del af det biologiske forsvar, men det er ideelt skabt til at være kortvarigt. Enten redder nedlukningen af stofskiftet organismen (d.v.s. kaninen slipper væk), eller også dør organismen (og ræven spiser kaninen).
Hvis truslen derimod fortsætter på ubestemt tid, og der ikke er nogen muligheder for at kæmpe eller flygte, fortsætter immobiliseringsresponsen. Da denne respons også ændrer hjerneaktiviteten, påvirker det menneskers følelser samt evnen til at løse problemer. De oplever manglende evne til at flytte sig såvel fysisk som mentalt, håbløshed og hjælpeløshed. Det er depression.
.
Har depression en værdi?
Det er let at se, hvorfor Lauras barndomsomstændigheder aktiverede immobiliseringsresponsen, og endda hvordan den kan have hjulpet hende til at overleve. Men hvorfor sker det også for mennesker med mindre åbenlys modgang? Vores kultur har en tendens til at opfatte mennesker som svage, hvis de f.eks. får en depression p.g.a. et stressende arbejde. Selvhjælpslitteratur antyder, at de bare behøver mere mental robusthed og selvdisciplin for at løse problemet. Selv nogle terapeuter fortæller dem, at deres depression skyldes en forvrænget opfattelse af omstændigheder, der ikke er så slemme.
Men det er ikke sådan, kroppen oplever det. Forsvarsresponsen i det autonome nervesystem, (uanset om det er kamp, flugt eller immobilisering) handler ikke om karakteren af triggeren. Den handler om, hvorvidt den specifikke krop oplever den aktuelle situation som farlig, og det er ubevidst. Den biologiske respons på en fare begynder, inden vi har nået at tænke. Først derefter skaber vores højerestående hjerne en fortælling for at forklare responsen. Vi har ikke mulighed for at vælge denne respons, fordi den opstår ubevidst.
Forskning i angst har afsløret, at mange moderne omstændigheder kan starte en kamp- eller flugtrespons. For eksempel kan nervesystemet opfatte lave rumlende lyde fra anlægs- og entreprenørudstyr som knurren fra et stort rovdyr, og så er det bare om at komme væk. Børns oplevelse af at blive bedømt og vurderet i skolen fjerner deres tryghed og kan trigge kamp- eller flugtrespons. Så hellere være fræk over for læreren eller undgå lektier end at risikere at blive vurderet. For de fleste af os føles kamp eller flugt som angst.
Hvis disse moderne triggere varer længe nok, kan kroppen opleve, at den ikke kan komme væk. Derefter indtræffer immobiliseringen, som kroppen aktiverer, for at beskytte os.
.
Ifølge Porges, er det, vi kalder depression, en klynge af emotionelle og kognitive symptomer, der sidder på toppen af en fysiologisk platform i immobiliseringsresponsen. Det er en strategi, der skal hjælpe os med at overleve. Kroppen prøver at redde os. Depression opstår af en fundamentalt god grund.
.
Den opfattelse forandrer alt. Når mennesker, som er deprimerede, forstår, at de ikke er ødelagte, men har et velfungerende biologisk system, der prøver at hjælpe dem med at overleve, begynder de at se sig selv på en anden måde. Depression er kendt for at give følelser af håbløshed og hjælpeløshed, men hvis det i stedet er en aktiv forsvarsstrategi, vil folk måske opdage, at de ikke er helt så hjælpeløse, som de troede.
.
At komme ud af immobilisering
Hvis depression er det emotionelle udtryk for en immobiliseringsrespons, så er løsningen at komme ud af tilstanden af immobilisering. Porges mener ikke, at det er nok at fjerne truslen. Nervesystemet har brug for tydelige tegn på sikkerhed og tryghed. Den bedste måde at gøre det på? Social tilknytning.
Ét af symptomerne på depression er skam, en følelse af at have skuffet andre mennesker eller ikke være værdig til at være sammen med dem. Når folk får at vide, at depression er en afvigelse, er det det samme som at sige, at de ikke er en del af stammen – af fællesskabet. De får at vide, at de ikke er rigtige, at de hører ikke til. Det gør skammen endnu dybere, så de undgår social kontakt. De er derved blevet afskåret fra den vej, der kan føre dem ud af depressionen.
Det er på tide, at vi begynder at honorere det mod og den styrke, som deprimerede mennesker besidder. Det er på tide, at vi begynder at sætte pris på vores biologis utrolige kapacitet til at finde veje i hårde tider. Det er på tide, at vi holder op med at lade som om, deprimerede mennesker er anderledes end alle andre.
.
Kilder
- Porges, Stephen. (Apr 2009) The polyvagal theory: New insights into adaptive reactions of the autonomic nervous system.
Cleve Clin J Med. - Porges, Stephen. (Feb 2007) The polyvagal perspective.
Biol Psychology.
.
Som supplement til artiklen viser denne illustration, hvordan det sunde kontra det traumatiserede nervesystem fungerer.
Nederst til højre på billedet kan ses, hvordan nogle mennesker bliver låst fast i en ‘off-tilstand’ – det der i artiklen beskrives som immobilisering.
