Af B. Lorentsen
En fortælling om, hvordan kærlighed og omsorg fra en erfaren mand fik stor indflydelse på resten af en teenagers liv
Denne artikel blev oprindeligt bragt i bladet Woman i 2002. Nu har hovedpersonen i artiklen valgt at redigere artiklen og føre den up to date, så de seneste 18 års følger af overgrebene også bliver beskrevet.
Badeværelsesgulvet er beskidt, som det ofte er på rastepladserne langs de tyske motorveje. Alligevel lægger hun sig ned på det, og har sex med den chauffør, der er ved at fragte hende og rejseselskabet hjem fra en ferie i Østrig. En mand hun knap kender, men som hun alligevel har fulgt over til det lille hus, han nonchalant har udpeget som et sted, de kan have sex. Hendes ben flytter sig automatisk hen mod huset, selvom der inde i hendes hoved igen og igen runger ét spørgsmål: “Hvorfor gør jeg det her – hvorfor vender jeg ikke bare om og bliver ved bussen sammen med de andre?”
Som hun sidder der i stolen overfor mig, nydeligt neutralt klædt og uden antydninger af at være en provotype eller ‘fremme i skoene’, ligner hun absolut ikke typen på et nemt one-night-stand. Hun ser hverken ‘billig’ eller ‘nem’ ud, men det har Trunte været – i hvert tilfælde i omverdenens øjne.
Syntes hun, det var ulækkert? Ja. Fortryder hun? Ja. Men hvorfor gjorde hun det så? Svaret på det skal findes i den del af hendes liv, der var gået forud. Årene fra hun var 14 til hun var 21. De år, hvor unge mennesker normalt får deres førsteerfaringer udi sexlivet og relationerne til det andet køn.
Denne periode af Truntes liv var anderledes end hendes jævnaldrende veninders. De oplevelser, som hun fik med sig i bagagen i de år, gjorde, at hun efterfølgende ikke kunne sige nej til sex. Heller ikke selvom hun ikke havde lyst og fik det dårligt bagefter. Det var årene, hvor hun gang på gang hørte ordene: ‘Det var jo dig selv, der ville.’ Årene ødelagde hendes forhold til sex og kærlighed. Alt sammen fordi hun stolede på en mand, der i sidste ende kun gav hende den erfaring, at sex var den eneste vej til kærlighed trøst og omsorg. Det var den læresætning, hans psykiske manipulation efterlod Trunte med.
.
.
Forelsket i Preben
Buschaufføren forlod Trunte på badeværelsesgulvet med et, ‘jeg håber ikke, du har smittet mig med noget’, men denne historie handler ikke om ham. Han var bare en af de mange, Trunte i sit voksne liv lod trænge ind over alle sine grænser, fordi hun ikke vidste, hvor de gik og hvordan man sagde fra. For Trunte begynder historien længe før. Den sommer hun var 14 og gik til spejder.
“Jeg kunne godt lide at gå til spejder. Det var et af de få steder, hvor jeg ikke følte mig udenfor. Og hvor jeg kunne glemme, at mine forældre brugte mere tid på at opretholde facaden og gemme min fars sporadiske drikkeri end på at vise, at de elskede mig. Vi var KFUK-spejdere – altså rene pigespejdere og havde en kvindelig tropsfører Asta, men hun var meget reserveret og ikke sådan én, vi spurgte til råds, hvis vi havde personlige problemer. I stedet fandt vi hurtigt ud af, at hendes kæreste, Preben, der også deltog i arrangementerne og lejrturene, var meget flink og imødekommende. Ham kunne vi snakke med. Så for en forsømt og gammeldags opdraget teenager, der møder en ti år ældre mand, der gider lytte, og som oven i købet ser godt ud og er en sej fyr med egen motorcykel, var det nemt at blive forelsket. Ligesom andre bliver det i deres skolelærere.
Da min bedste veninde på et tidspunkt fik en kæreste, som hun tilbragte al sin tid med, følte jeg mig meget ensom og skrev og afleverede et kærestebrev til Preben i hans postkasse. På engelsk. Og anonymt. Virkelig fjollet. Det kunne jeg se allerede dagen efter, og så skrev jeg et nyt brev, hvor jeg fortalte, at brevet kom fra mig, og jeg undskyldte og forklarede baggrunden.
Til det efterfølgende spejdermøde, havde jeg ondt i maven. Hvordan ville han reagere? Grine af mig eller ignorere mig?”
Men Preben gjorde ingen af delene. I stedet kom han hen og forsikrede Trunte om, at han godt forstod hende og at ‘hun var en god pige’. Ordene var dog ikke nok for ham, da han ville trøste. I kølvandet på dem gav han hende et knus og et par diskrete klem på ballerne. I de kommende måneder fortsatte Preben med at forsikre Trunte om, at hun var god nok. Ikke med ord, men med små berøringer, klem og blink – alt sammen i det skjulte.
.
.
Sig det ikke til nogen
“I begyndelsen syntes jeg det var meget spændende, når han blinkede til mig i det skjulte eller gav mig et kærtegn på numsen, men jeg fik hurtigt denne følelse indeni af, at det ikke var helt rigtigt. Han havde jo en kæreste og var så meget ældre end mig. Jeg kan huske engang, jeg var i vores depotrum i kirkens kælder sammen med ham for at hente noget. Det var et meget smalt rum, og Preben benyttede lejligheden til at klemme sig tæt op ad mig, så vores kroppe var trykket mod hinanden. Jeg sagde til ham: “Er det ikke lidt underligt ? Hvad med Asta?” Og han svarede: “Jamen, du skal ikke sige det til nogen, for de vil ikke kunne forstå, hvad det er, vi har sammen. Det er vores lille hemmelighed, som jo ikke skader nogen, men er god for både dig og mig.”
Trunte gjorde, som Preben sagde. Hun holdt sin mund og lærte at finde spændingen ved at flirte i det skjulte. For hun ville ikke miste den person, der gav hende opmærksomhed, og det var også lidt pirrende her på det tidspunkt, hvor kroppen og veninderne havde meget fokus på det seksuelle, der skulle til at begynde. Trunte fandt hurtigt ud af, at fortielsen og det at modtage og lægge op til de kærtegn var prisen for at få det, hun inderst inde manglede – omsorg og at blive set.
De næste par år udviklede de skjulte berøringer og bemærkninger sig – og Trunte blev på en måde afhængig af dem. Hun havde jo fundet ud af, at det pirrede hendes spirende krop, og vidste ikke rigtig, hvor hun ellers skulle finde den spænding. Da hun kom over den seksuelle lavalder, havde hun en forventning om, at forholdet til Preben ville udvikle sig – nu var det jo lovligt, mente hun.
“Jeg kan huske, at jeg på en måde blev lidt skuffet over, at vi ikke udviklede forholdet. Jeg kunne ikke undvære den skjulte flirt, men der var noget indeni mig, der undrede sig og følte sig mindre værd – måske kunne Preben alligevel ikke lide mig.”
.
Underbevidstheden rører på sig
I gymnasietiden havde Trunte et almindeligt teenageliv på overfladen. Hun ønskede at finde en kæreste og deltog i fester, men hver gang hun ‘kyssede lidt med en fyr’ kom skuffelsen bagefter, for drengene forlod hende, før forholdet var kommet i gang. Men så havde hun jo heldigvis Preben, der stadig forsikrede hende om, at hun var god nok og også viste hende det temmelig håndgribeligt.
Men de mange års manipulation med Truntes hjerne og krop, begyndte at vise sig. Hun blev depressiv, når hun var alene. Havde en stor sort klump indeni og fik voldsomme krampegrådanfald. Men altid kun, når hun var alene, for ingen måtte jo vide det. Hun fandt trøst i wienerbrød og fastfood, og sniffede cellousefortynder. På et tidspunkt opsøgte hun sin læge, men den eneste hjælp hun fik var beskeden: ” Sådan er der mange unge, der har det om foråret. Du skal se, det går nok over.” Så Trunte holdt det mørke for og i sig selv. Og blev igen og igen bekræftet af Preben i, at hun var god og dejlig.
.
.
Efterhånden forstod Trunte, at det med Preben ikke var noget, der skulle bygges på, men et tilflugtssted når kærlighedslivet gik skævt. Men hun havde brug for den Preben, der gav hende opmærksomhed og som så hende. Også den aften på en weekendtur, hvor Asta havde overladt ansvaret til Preben, da hun skulle på arbejde. Trunte kom ind på Prebens værelse, da spejderne var puttet for at få råd vedrørende nogle kærestesorger.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det da var lidt underligt, at han var gået i seng, når nu vi havde aftalt, at jeg skulle komme, men han bad mig bare sætte mig på sengekanten, og mens jeg fortalte, begyndte han at pille ved mig og kærtegne mig. Pludselig spurgte han: ‘Vil du have den ind?’ og før jeg nåede at opfatte, hvad det egentligt var, han havde spurgt om, lå jeg i sengen med Preben ovenpå mig. Sådan blev min mødom taget – og jeg så det ikke som overgreb, for han havde jo spurgt, og således var det jo mig selv, der ville…”
Og så kom der ellers fart på. Nu skulle der ikke kun pilles – nu skulle den også ind. Så der blev opfundet undskyldninger og historier for, at Preben blev alene med Trunte. Og det var ikke de eneste tidspunkter. Om Preben så lå på en sovesal sammen med alle de andre spejdere med Asta på den ene side og Trunte på den anden, så blev akten gennemført, når de andre var faldet i søvn. Op til flere gange. Trunte følte sig mere og mere beklemt ved situationerne, men hun havde jo selv lagt sig der – og fik jo gentagne gange at vide at “det er jo dig, der vil” – eller “du kan bare komme, når du har behov, for vi mænd kan jo altid”.
Først da Trunte blev godt gammeldags forelsket, i en yngre fyr fra det orkester hun spillede i, formåede hun at bryde forbindelsen til spejder og Preben.
“Jeg blev forelsket i Lasse og oplevede at man kunne nøjes med at kysse hinanden farvel efter en fest uden, det skulle føre til mere. Man kunne sidde og nusse fødder uden, at der nødvendigvis skulle være sex involveret. Det gjorde, at jeg begyndte at føle afsky for Preben. Til sidst kunne jeg ikke holde ud, at han overhovedet rørte ved mig, og en dag bad jeg ham direkte om at forlade min lejlighed. Det var egentligt stille og udramatisk, men det var en kæmpeovervindelse for mig. Jeg følte jo, at jeg også måtte sige farvel til den eneste ven, jeg havde haft i mange år.”
.
Var det min egen skyld?
Men selvom Trunte havde kappet forbindelsen til den mand, der både havde været hendes ven og værste fjende i 7 år, var det ikke slut. Nu måtte hun kæmpe med de eftervirkninger, Prebens opførsel havde givet hende. Som f.eks. skylden over, at hendes krop havde reageret og forrådt hende.”Meget af min skam stammede jo fra, at Preben hele tiden havde fået det til at se ud, som om jeg selv bad om sex og kærtegn. Som om det var mig, der rendte efter ham. Den skyld over, at jeg selv var ude om det, plagede mig længe efter og gjorde, at jeg bare ville glemme alt om det. Så i mange år kunne jeg slet ikke huske en eneste af de følelser, jeg havde haft dengang. ”
En af følgerne af overgrebene var, at Truntes forhold til sex og mænd var ødelagt. Hun havde ikke fået lov til at finde sin egen vej i samspillet mellem kønnene i sin pubertet. Fra Preben havde hun lært, at vejen til kærlighed og omsorg gik gennem sex. At hun kun ville blive set, hvis hun indvilgede i kropslige ydelser. I mange år kastede hun sig derfor ukritisk i armene på enhver mand, der ville have hende. Som f.eks. buschaufføren på vej hjem fra ferien. Uden at tænke på, hvad hun selv fik ud af det.
“Det var nærmest en refleks. Hvis jeg fik et sødt blik, så tænkte jeg automatisk, “Fint, han er interesseret i mig, så skal jeg bare give ham sex”. Det var en mekanisme, der tog over, og som jeg ikke selv kunne styre. Og hvis jeg selv flirtede, kunne jeg ikke stoppe. Det ville jo være en falliterklæring, hvis det ikke endte med sex, for så havde jeg ikke gjort mit arbejde godt nok. Så uanset udfaldet stod jeg altid med de følelsesmæssige tømmermænd bagefter.”
.
Rejsen begynder
Forholdet til Lasse løb ud i sandet, men den dag i dag har Trunte en stor kærlighed til ham, fordi det var den forelskelse, der fik hende ud af Prebens kløer. Som 24-årig mødte hun en mand til en fest, og de var i forhold i 5 år. På et tidspunkt i løbet af disse år havde Trunte i anden anledning en samtale med papsønnens skolepsykolog, hvor de kom til at snakke forhold og intimitet.
“Jeg kan huske, at jeg glædesstrålende svarede på hendes spørgsmål omkring min seksuelle debut med ordene: “Jeg var jo heldig. Jeg er blevet oplært af en erfaren mand, så jeg er sluppet for famlende nybegyndere” . Psykologen så helt forkert ud i ansigtet og bad mig gentage det, jeg havde sagt, og da jeg gjorde det, begyndte sløret for mine øjne at falde og jeg mærkede, hvad der skete i mig, når jeg sagde sætningen højt. Her begyndte min lange rejse mod at blive hel igen.”
.
.
De næste 14 år brugte Trunte megen tid og mange psykolog- og lægesamtaler på at få ryddet op i rygsækken. Det var hårdt arbejde og kostede undervejs mange tårer og også det første ægteskab.
Trunte var heldig at finde en mand, der kunne rumme hende og sammen fik de 2 sønner. Det kneb dog lidt med det intime samliv, men ægteskabet var godt på alle andre måder. Poul var klar over problematikken og pressede aldrig på. Han var en stor støtte for Trunte, da hun tog den store og afgørende terapirunde. Desværre fik de aldrig snakket om det intime liv, for af misforstået hensyn til hinanden lod de emnet være for ikke at gøre den anden ked af det. For som Poul sagde, da han fik følelser for en yngre kvinde: “Vi havde det jo meget godt. Jeg fandt bare noget, der var bedre.”
Svigtet fra Poul var hårdt for Trunte, for nu havde hun jo igen oplevet, at hvis hun ikke tilbød sig på trods af egne følelser, så blev hun valgt fra. Men hun havde 2 teenagesønner, som hun også skulle være der for og have helskindet igennem skilsmissen, så hun kæmpede.
“Da vi var kommet på plads i vores nye lille bolig, valgte jeg at konsultere en sexolog, for nu ville jeg lære at elske. Hun fik mig da også til at koncentrere mig om min krop frem for at være i mit hoved og at reagere på de impulser, som min krop gav mig. Hidtil havde det at give efter for følelserne i kroppen altid medført sorg og flashbacks til mine følelser fra ungdommen, når kroppen havde forrådt mig ved overgrebene. For ikke at få det psykisk dårligt var jeg altid forblevet i mit hoved under de sparsomme forsøg på intimt samvær med min mand”
Med den nye erfaring og indgangsvinkel blev Trunte en helt anden. Nu følte hun virkelig suset og kastede sig ud i et heftigt datingliv. Der gik dog ikke lang tid, før det gik op for Trunte, at dette ikke var løsningen. Hun følte sig rent faktisk tilbage i ungdommens oplevelser som med f.eks. buschaufføren, og hun skammede sig over, hvordan hun opførte sig, hvad hun gik med til, og hvor meget hun lod sine grænser overskride.
Ved et tilfælde stødte hun på begrebet aseksuel, og det blev hendes redning. Ikke fordi hun var ‘ægte’ aseksuel, men fordi hun ved at tage dette prædikat på sig følte, at det blev legitimt at være alene og undvære sex.
Et svigt fra hendes leder på arbejdspladsen triggede i foråret 2019 en PTSD, som havde ligget latent i Truntes krop siden ungdommen, og hun blev ramt af voldsom angst, dissociation og andre senfølger. De mestringsstrategier, som hun havde overlevet på i mere end 30 år, siden overgrebene sluttede, var blevet slidte og kunne ikke mere. De var blevet til senfølger, der nærmest kom fra den ene dag til den anden. Trunte blev sygemeldt, og det kommunale system forsøgte at hjælpe hende. Det blev hendes sikkerhedsnet under virksomhedspraktik og andre tiltag, men sled også på psyken.
“Nu er jeg så alert, at jeg nogle dage må lukke døren ud til haven, fordi lyden af bladene i vinden larmer for meget. Eller naboen snakker for højt. Jeg er bl.a. følsom på huden for kulde/varme, og selvom jeg synes, det er hyggeligt, når katten vil ligge ved siden af mig, når jeg skal sove, så falder jeg først i søvn, når hun er hoppet ned. Jeg kan ikke have nogen eller noget liggende tæt op af min krop. Selvom jeg er meget ensom og savner det gode venskab og samhørighed, som jeg havde med min eksmand, så tror jeg ikke , jeg kan finde en ny kæreste. Jeg leder efter et platonisk cola-forhold, men prøv du at finde det på datingsider – ha.”
.
.
Efterskrift
Truntes krænker og hans kone har netop solgt deres hus for 10,5 millioner kroner og købt en landejendom, som de har omdannet til et luksuriøst B&B. Trunte er i gang med at søge kommunen om førtidspension i en alder af 59 år, for hendes senfølger er nu så slemme, at hun ikke har overskud til at være sammen med andre mennesker i mere end 2 timer ad gangen et par gange om ugen. Hun har i hele sit arbejdsliv haft behov for at være velorganiseret for ikke at stresse, og hun har været sygemeldt flere gange med stress. Der har aldrig været det store økonomiske overskud trods det, at hun er intelligent og har været arbejdsom nok til karrierejobs.
“Jeg har tit tænkt på at anmelde Preben, for det, han gjorde, men hver gang har jeg fået overbevist mig selv om, at det jo ikke ville gøre mig noget godt – for jeg kan høre folkets dom: Det var jo dig selv, der ville.”