Af Britta Kjærgaard –
d. 6. maj 2021
Min beretning om mine oplevelser med Coronaen, og det der fulgte med, bliver nødt til at tage sin begyndelse før marts 2020, hvor verden ramlede.
I februar 2020 blev jeg, som den første borger i Tønder Kommune, tilbudt behandling i CSM-Syd i Vojens efter den nye ordning, hvor Tønder Kommune betaler direkte ind til CSM. En ordning jeg selv har været igangsættende med. I årene op til 2020 havde jeg flere indlæggelser på psykiatrisk og også på somatisk med slemme smerter især i underlivet, som jeg fik opereret væk i april 2020.
Siden folkeskoletiden har jeg været aktiv med foreningsarbejde og mange gange med gang i flere foreninger. Preben og jeg blev forældre til 3 kronisk syge børn, som ydermere hver især havde ekstra at slås med i form af stammen, autisme og særlig sensitivitet. For at få den hjælp til børnene, som vi var berettigede til i.h.t. Serviceloven, har vi været nødt til at være meget obs og udfarende. Vi var med andre ord rigtig meget på.
Mit frivillige arbejde i Spor, hvor jeg var talsperson for Sønderjylland og rejste til Frederiksberg for at deltage i landsbestyrelsen, var det, der blev for meget. Særligt den sidste gang jeg turde tage toget, men blev pålagt en afgift, fordi et togskifte ikke var lovligt, gik jeg helt i sort. Jeg panikkede og måtte hjælpes ud af toget af kontrollørerne, fordi jeg var ‘helt væk’ af angst. Den oplevelse blev skelsættende. Siden da har jeg ikke taget toget længere end til Kolding, og jeg slog bak på mange, mange niveauer.
Efter børnene blev voksne, stod jeg midt i et massivt tomrum og måtte genopfinde mig selv som mig og kun mig. Det var også en medvirkende årsag til, at jeg blev så syg, som jeg gjorde. Jeg stod pludseligt helt synlig og kunne ikke gemme mig i mit moderskab. I en skrivegruppe i Spor kom ordet ‘egenomsorg’ på som emne. Det ene ord slog mig bogstaveligt ud til tælling. Det åbnede noget i mig, som jeg aldrig havde forholdt mig til før.
Jeg kom som sagt i behandling i CSM i februar 2020. Det var samtidig med, at jeg havde et ugentligt besøg af Dagmar fra Socialpsykiatrien, hvor vi talte sidste besøg i CSM igennem. Danmark lukkede. Det blev en øjenåbner for mig.
Jeg nød, at jeg ikke kunne noget eller skulle noget. Den frihed det gav mig, at intet var muligt, blev tiden, hvor jeg opdagede, at jeg livet igennem havde levet et ekstrovert liv og dermed øvet vold mod min introverte personlighedsstruktur.
- Jeg faldt helt til ro og lærte egenomsorg i praksis.
- Lærte mere og mere at kunne være mig og være i mig selv.
- Lærte at få bragt stressniveauet ned ved egen indsats.
- Lærte at blive i de følelser, der før udløste angst og selvskade.
- Opdagede glæden ved eget selskab.
- Nu kan jeg sætte ord på behov og ønsker kun for mig … og min hund Odif.
- Tog en uges sommerferie alene med Odif på Årø.
- Lever efter devisen: ”Der er en grund til, at jeg får førtidspension”.
- Hviler mere – gerne med Mofibo.
- Min have er mit helle. Det er fedt at sige: ”Jeg har været i haven!!!” Det har jeg ja, men jeg har så absolut ikke udrette en disse.
- Jeg tør og kan flere ting nu, for stemmerne, der sagde noget andet, er pist verschwunden.
Listen er lang og hurra for det.
En anden ting med Coronaen… jeg valgte på et tidligt tidspunkt, at jeg hverken har de lægefaglige eller kemiske kompetencer til at ville have en mening om rigtigt eller forkert med vacciner, nedlukning, håndsprit, tests o.s.v. Jeg skruede hovedet af og har fulgt de udstukne retningslinjer. Jeg står heller ikke med et ansvar over for nationen, kun med et ansvar over for mig selv og mine nærmeste. Dog bærer jeg ikke mundbind/visir, fordi jeg føler kvælning, men jeg bærer et badge med fritagelse, som Spor fik lavet. Der har været et par dumme oplevelser med selvbestaltede Corona-betjente, men i det store og hele er folk flinke. Mange har spurgt om, hvor jeg har fået mit badge fra.
Jeg er blevet kaldt den perfekte nazist, fordi jeg har valgt ikke at ha’ en mening om udstukne retningslinjer m.v. Nu er jeg kommet så langt, at jeg ganske enkelt ikke gider folk, der ikke vil mig, og det jeg står for. Nuvel, der skal være plads til forskellige meninger – helt fint med mig – men at udspy påstande om f.eks. nazisme, det er no go. Jeg har valgt det gode for mig selv, og det har betydet et farvel til flere – også familiemedlemmer. Jeg står stærkere selv.
Det sværeste, at skulle undvære under Coronaen, har været kirken, kirkekaffen og min præst Sten Kaalø. Jeg holder meget af liturgien og salmerne. De faste rammer for gudstjenesten og Sten Kaaløs prædikener, som er fyldte med håb, kærlighed og tro. Det har været svært. Nu er det svært for mig at vende tilbage til igen, fordi det tager mig så lang tid at finde trygheden igen efter det lange afbræk.
Noget af evnen til at finde mig tilrette i en ny udgave af mig skal også ses i lyset af, at jeg er blevet bedstemor til 2 børnebørn hos min ældste datter. En time efter, jeg er gået ud af døren hjemme, er jeg i Lunderskov, hvor det ældste barnebarn på 19 måneder løber mig i møde, når jeg banker på vinduet. Lillemanden er en uge nu, og om et halvt år er der også et barnebarn i Brørup. Det er en sand velsignelse, at alle vores voksne børn bor så relativt tæt på.
På linje med mange andre glæder jeg mig til museumsbesøg, caféhygge og besøg hos venner, jeg ikke har set i snart 1 år eller mere.
På gensyn med hensyn
Britta Kjærgaard –
i forbedret udgave
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘