Af Anne Christensen
.
Der findes næppe større ensomhed, end den et misbrugt barn oplever. Eller måske er det mere præcist at tale om følelsesmæssig isolation.
Et barn der vokser op i en dysfunktionel familie, hvor de voksne ikke kan etablere en sund tilknytning, bliver ladt alene med sig selv og alle sine smertefulde følelser. Det kan skabe en fremmedgørelse og en følelse af at være alene i verden. Det er ubeskriveligt ensomt for barnet, når det oplever så pinefulde ting som overgreb, men ingen lægger mærke til noget, eller ser én, og ser hvordan man mistrives. Dertil kommer den ultimative ensomhed, når nogen bruger barnet som objekt til at tilfredsstille egne følelsesmæssige og fysiske behov. Det er en form for tilintetgørelse.
En sådan eksistentiel ensomhed kan for barnet være en indre oplevelse af at være uden kontakt med nogen eller noget. Det kan blive en fuldstændig fremmedgørelse, en følelse af at være tilskuer til sit eget liv, en følelse af at være helt adskilt fra sig selv og andre, som om man er frit svævende i luften uden nogen forankring. Måske følelsen af, at man selv og/eller andre er uvirkelige – ikke eksisterende.
Følelserne fra barndommen følger i én eller anden grad med op igennem livet. Hvis man ikke er bevidst om, at ensomheden, isolationen og fremmedgørelse er noget inde i én selv, kan man tro, at det handler om andre mennesker i nutiden. Det gør det på en måde, men mest fordi, at manglen på fællesskab med andre, kan gøre ensomheden, der var der i forvejen, mere tydelig.
I forsøget på at blive ‘fyldt op’ kan man søge at få andre til at dække de behov, éns forældre skulle have dækket i barndommen. Det er en umulighed, for vi kan ikke kan få den nærhed og kontakt pr. stedfortræder med tilbagevirkende kraft. Det er nødvendigt at få bearbejdet barndommens smerte, så man kan blive følelsesmæssigt voksen og blive i stand til at indgå i mere modne og sunde relationer.
Det kan man ikke gøre alene. Det, der blev ødelagt i en relation, må heles i en relation. En følelse som ensomhed blev skabt af fraværet af tæt kontakt og tryg tilknytning til de vigtigste mennesker i éns liv. Derfor må den heles i en relation, hvor der er tæt kontakt til et menneske, der har stor betydning for én. Det vil ofte være i en terapeutisk relation, hvor behandleren tilbyder en sund tilknytning, men også har en faglig viden om, hvad der er brug for til at hele traumerne.
Når man begynder at skabe sund tilknytning til et andet menneske, vil der ske forandringer ikke bare i relationerne til andre, men også i relationen til én selv. Det er afgørende vigtigt, for ensomheden handler i bund og grund om, at man er blevet adskilt fra sig selv. Kontakten genetableres, når man tør mærke sig selv og sine følelser og kan møde sig selv med nænsomhed, medfølelse og omsorg. Når man forenes med de sider af sig selv, man har været adskilt fra, bliver man hel – helet.
Kommer man i sin helingsproces dertil, hvor man selv bliver den forælder, man altid ønskede sig, eller man bliver sin egen bedste ven, eller måske endda sin egen elskede, så er der ikke længere nogen ensomhed, som man oplevede i barndommen, for så har man altid sig selv.