Klumme dec. 2015
En personlig beretning af Anne Christensen
.
Oplevelser i barndommen sætter som bekendt sine spor og ikke mindst præger julen i høj grad et barnesind. De følelser, der dengang blev forbundet med højtiden, har en tilbøjelighed til at følge med ind i voksenlivet og fortsat påvirke.
I min familie holdt vi ganske traditionel dansk jul. Der blev pyntet op og bagt småkager, der var kalenderlys og julekalender, jeg flettede julehjerter og skrev ønskeseddel. Alt udenom mig var hyggeligt men indeni, gjorde det mere ondt i julen end på noget andet tidspunkt – og det siger ikke så lidt. Følelsen af ensomhed var en kronisk tilstand men netop i julen, hvor familien var mere sammen end normalt, blev den forstærket. Jeg følte, at ‘alle andre’ havde et fællesskab, som jeg ikke var en del af. I julen følte jeg mig mere end nogensinde som den lille pige med svovlstikkerne, der stod udenfor i kulden og kiggede ind af vinduet og så, hvordan menneskene var sammen i lyset og varmen.
Juledagene var pinefulde at komme igennem, så jeg flygtede ind i bøgerne. I skolen blev jeg mobbet men alligevel savnede jeg at komme i skole, for så kom jeg i det mindste ud og væk fra familiens klaustrofobiske nærhed og tomhed. I familien var jeg usynlig – det var jeg trods alt ikke på samme måde i skolen, hvor jeg havde et par veninder at være sammen med.
Den første juleaften, jeg har en rigtig erindring om, var jeg 13 år. Jeg var i puberteten, i opposition til alt og alle og havde en enorm undertrykt vrede. Jeg opfattede julen som alt for kommerciel og hyklerisk. Ubevidst var der en følelse af, at alt det skidt, der var fejet ind under gulvtæppet, blev camoufleret af julesne og glimmer. Jeg følte mig som jordens mest ensomme og forkerte menneske og havde det forfærdeligt – men samtidigt skulle der synges julesalmer og vi havde det sååå hyggeligt.
En anden tydelig erindring er fra den juleaften, hvor jeg var 21 år. I familien havde vi en aftale om, at holde et gaveniveau på ca. 50 kr. (det svarede måske til et par hundrede kr. i dag). Af min søster fik jeg et ret specielt kaffekrus, hvori der var lagt et par trusser præcist af den slags, jeg brugte samt en sort Impulse deodorant, som var min absolutte favorit. Det var også småting dengang men alligevel er det én af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået, for de tre ting betød, at hun havde set mig. Hun havde gjort sig den ulejlighed at finde nogle helt personlige ting til mig og det betød utroligt meget.
Da jeg selv fik børn, ændrede mit forhold til julen sig. Igennem børnene kunne jeg se magien og mærke spændingen og forventningen. Jeg mærkede børnenes glæde og det gjorde mig glad, så gennem dem kunne jeg nyde julen og opleve den som noget positivt. Det gik dog ikke dybere end, at juleriet stoppede, da børnene flyttede hjemmefra.
I de sidste mange år har jeg holdt jul alene. De første par år, var det mere af nød end af lyst, og jeg følte noget af den gamle ensomhed: Nu sad alle andre og hyggede sig, det var kun mig, der var alene. Igennem de følgende år har jeg prøvet at holde jul på andre måder og det har som regel været hyggeligt men det dur bare ikke. Det giver for meget stress, for det er hele konceptet, jeg har det svært med – dybest set har jeg samme holdning til julen, som da jeg var 13 år. Nu er jeg helt afklaret om, at det er bedst for mig at være alene juleaften. Jeg kan tage tingene i mit eget tempo og gøre så lidt eller så meget ud af det, som jeg har lyst til. Jeg har lavet mine egne små juleritualer, og fremfor alt behøver jeg ikke at være social ‘på kommando’. Helt modsat barndommen oplever jeg nu, at der er en stilhed og ro i juledagene, der giver mig fred i krop, sind og sjæl – og det er vel egentligt meningen med julen.
Jeg ønsker alle den bedst mulige jul, hvordan den end bliver holdt.
.
Klummen i nyhedsbrevet i december sidste år, hed ‘Den søde juletid?’, og den kan læses her.