Af Tanya Tranholm –
d. 11. maj 2021
Da Corona pandemien første gang ramte nyhederne og min bevidsthed, skete der en aktivering af min kamp/flugt-impuls. Jeg lagde an til at suge så meget af naturen til mig som muligt og gik flere timer i skoven og ved vandet. Jeg havde fået en ide om, at vi skulle være spærret inde i, hvad der godt kunne blive rigtig lang tid.
For mig viste det værste sig at være uforudsigeligheden, og uvisheden der hele tiden rumsterer med usikkerhed og ængstelighed.
Før Corona
Inden Corona brød ud gik vi med overvejelser omkring hjemmeskoling af min datter. Hun trivedes ikke i de rammer, skolen kunne og fortsat ikke kan stille, men jeg måtte opgive tanken. Jeg kunne ikke se mig selv som mor 24/7, i stand til at løfte det faglige niveau, eller det niveau som jeg forestillede mig, det krævede at hjemmeskole.
Vi har en virksomhed, som på daværende krævede store dele af vores familietid og ikke mindst min mands vågne timer. Hvordan skulle det gå uden ordrer, uden den strøm af indtægt, som nu var ret opadgående? Vi mærkede bekymringen og frustrationen over udsigten til at miste det, vi havde kæmpet indædt for i så mange år, med forholdsvis store omkostninger.
Så kom Corona og restriktioner
Og med et sænkede der sig en ro, en kalibrering af mit system med universets. Pludselig stemte vi overens.
Omverdenen var tvunget til at stige af hamsterhjulet. Præcis som jeg var blevet kastet af det, da mine senfølger satte en kæp i det for mig, fordi jeg selv var ude af stand til at trykke på stop knappen.
Min datter blev tvunget i hjemmeskole og derved var frustrationer fjernet og beslutninger truffet for os.
Virksomhedens rammer blev ændret og tid pludselig foræret.
Det gav en ro og en ny mulighed for at gøre tingene anderledes. Min datter fandt ro og blomstrede op i den nye konstellation. Tryggere rammer, uro og forstyrrelser fjernet, men med en fortsat kontakt og tilknytning til fællesskabet – det blev de helt rette rammer for hende. Og for mig fordi jeg ikke skulle stå med ansvaret for at løfte hende på skoleområdet. Hun fandt den ro, som kunne forløse hendes angst.
Min mand og jeg fik mere tid sammen, og brugte tid på at tale om vores værdier og drømme. Vi blev givet den gave at få muligheden for at se på, hvad der ikke længere fungerede, og hvad vi ville/kunne sætte i stedet. Præcis som jeg har kunnet det med mine coopingstrategier og adfærdsmønstre.
Jeg blev givet tiden til at skrive på min bog. En erkendelses og forløsnings rejse som har været magisk for mig.
Jeg fandt lysten til at lære at indgå i fællesskaber. Jeg vidste, at jeg havde brug for det til at spejle og hele mig selv., og hvilken mild indgang via online fællesskab. Det gav mig muligheden for, at det blev på mine præmisser, jeg kunne trække mig eller tilgå, som jeg fandt bedst. Og alle var nye i, at det skulle foregå gennem zoom, skriverier og små videoer. Vi har nu mødtes fysisk, og det er magiske øjeblikke. Jeg tror igen på og ser mig selv som en del af fællesskabet.
Tilbage til uro
Jeg mærkede igen en uro, da snakken rettede sig om genåbning og nedlukning, og igen genåbning. Jeg var så bange for, at verden igen skulle speede op og helt uden læring eller eftertanke bare hamre derudad med 180 i timen igen. Så ville jeg igen være tilbage i rollen som syg, mindre værd, ikke brugelig på det ordinære arbejdsmarked og deraf forkert.
Men sagen var, at jeg havde rykket mig. Jeg havde lært, at jeg i min langsomhed er præcis, som jeg skal være. Den værdi, jeg har bare ved at være mig, har sin berettigelse.
Jeg tør nu at stå stærkt i mig også selvom det betyder, at jeg må gå imod strømmen, og det jeg plejer.
Det sværeste for mig som senfølgeramt viste sig at være det samme, som også var svært for min familie og omgivelser, så måske jeg ikke var så forkert alligevel. De gaver jeg har fået tildelt, og den læring jeg tager med mig, er væsentligt større end de symptomer og den adfærd, der er på spil, og som forsøger at gøre det hele lidt sværere.
Uforudsigelighed, ændringer, uvished og alle mine dæmoner kan bare komme an, for jeg har noget at byde på. Jeg har noget at sige til verden, for jeg ved, at den har brug for sårbare, sensitive og mærkbare mennesker.
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘