Frihed til at være mig

Klumme feb. 2017

af Kate

.

Frihed til at være mig. Den har jeg. Frihed til at ændre på tilstande jeg ikke ønsker i mig selv. Og frihed til at ændre på mit liv med hensyn til uddannelse, bolig og job. I store træk kan jeg ikke gøre noget ved terror i verden. Ved IS trampen rundt i kalifatets hellige navn og skyde, bombe og dræbte. Forureningen kan jeg gøre noget ved i højere grad men gør det ikke. Men jeg har min frihed til at vælge at ændre på den. Jeg har frihed til at gøre gode gerninger. Og det gør jeg.

Jeg har så meget frihed, og ind imellem kan jeg ikke forvalte den. Ikke fordi jeg er et specielt dårligt, dumt eller dovent menneske. Men jeg har frihed til at vælge mine kampe. Og det gør jeg. Trods jeg gør det, er der nogle kampe, jeg ikke selv har frihed til at kæmpe. Kampe som opstår uafhængigt af kognitive færdigheder, fysisk styrke, økonomisk og socialt ståsted. En form for ufrihed. Den er ikke synlig for andre. Ind imellem bemærker jeg den ikke engang selv.

I pædagogiske og psykologiske termer er jeg nok en distanceblænder. På gode dage ser jeg rasende godt ud. Er handlekraftig, selvsikker, har overskud, er en god mor, god kollega, god ven, fantastisk hustru. På andre dage er jeg helt almindelig gennemsnitlig. Lidt usynlig og bidrager på alle fronter middelmådigt og med lavt energi niveau. Så er der de dage hvor jeg ser rasende godt ud men har så lidt energi, at jeg dårligt kan svinge mig ud af sengen. Jeg slæber mig ud af døren og på arbejde og leverer, lige præcist det jeg skal. Med overspringshandlinger. Jeg kommer hjem som en zombie og tager absolut ikke telefonen, når den ringer. Tjekker ikke min Facebook og får hjertebanken ved tanke om, at min mand snart kommer hjem og vil mig. Tæppet lander over ansigtet, og jeg sover bare resten af dagen væk. Orker dårligt at tale, at børste tænder, at gå i seng. I mit hoved kører et lydspor nonstop. Ikke god nok. Skær pulsen over. Få det overstået. Få fred. Drop jobbet. Drop din uddannelse. Du er for dum. Du er en dårlig kollega. Du kan ikke være sammen med andre. Du duer ikke sammen med andre. Ikke engang som familiemedlem har du værdi.

På sådanne dage lander jeg i min gamle spiseforstyrrelse. Med grovspisning og efterfølgende opkastninger. Med efterfølgende hovedpine, prikker for øjnene, hylen i ørene og sure opstød. Nogen gange endda med smerter fra spiserøret. På disse dage føler jeg absolut ikke jeg har frihed til at vælge. Her er det kroppens hukommelsesceller som tager beslutningerne. Som gør mig handle ufri.

Jeg har frihed til at vælge. Gik til psykiater og fik antidepressiv medicin og havde en indre støtte i 8 år. Helt modsat af, hvad mange andre mener om antidepressiv medicin har det været en hjælp for mig. En stor hjælp endda. Medicinen dulmer de destruktive tanker og dæmper angstniveauet. Trætheden bliver knap så udpræget. Selvfølgelig er der den bivirkning, at pillerne ikke er intelligente. De kan ikke selektere i følelserne, så alle følelser dulmes. Glæde, lyst, vrede, irritation og følelsen af, at nu er grænsen nået. Det er et tab, men tabet er intet at græde over i forhold til gevinsten ved at få dulmet de skarpe følelser, der skærer én itu indefra og ud. Følelserne blev lagt på standby. Og jeg fik frihed til at arbejde med tankerne og handlemønstrene. Blev klogere på mig selv, mine oplevelser af livet, mine handlinger og reaktioner. Og det rykker. Pludseligt er der noget, der ændrer sig. Nærmest ubemærket. Livet føles næsten normalt. Jeg kan være sammen med andre mennesker. Kan føle mig klog. Kan føle mig som en god kollega, et værdsat menneske, et elsket familie medlem.

Jeg beslutter mig dagligt for, at nu har jeg fundet vejen og meningen i livet. At jeg vil bruge alle disse konstruktive forandringer fremadrettet og blive på det gode spor. Blive i de positive oplevelser der hjælper mig i den rigtige retning. Der orienterer mig mod fremtiden med nye udfordringer, hvor jeg kan være tilstede med mig. Hele mig. Men beslutningen bliver underkendt af kroppens egne kræfter. Fysiologiens egen logik og samspillet mellem hormonerne og det autonome nervesystem når hukommelsescellerne overtager forstanden og fornuften. Det er ikke billeder, der manifesterer sig i farver bag nethinden. Det er hukommelsescellerne som reagerer. Mange gange ANER jeg simpelthen ikke, hvorfor det startede eller hvor det startede. Jeg opdager først i processen at nu skete det igen. At jeg blev ufri til at handle. At jeg tabte friheden til at vælge for en stund.

Min fortid. Min historie som barn der blev seksuelt krænket. Misbrugt af en voksen mand. En tillidsperson som kom i mit barndoms hjem. Jeg legede med hans søn hele min barndom. Krænkelser af min seksualitet som ikke engang var spirende endnu. Fik smadret oplevelsen af at kunne være tilstede i min krop sammen med lyst og begær. Imod min vilje og alt for tidligt. Havde ingen voksen støtte. Ingen hjælp at hente. Kæmpede en stille kamp mod overgreb, ensomhed, selvhad, skam og skyld hele min barndom, ungdom og i mit voksenliv.

Måske er det på tide at bruge friheden til at vælge at komme videre? Måske er det nu fortiden skal lægges væk og jeg skal se frem? Ja til begge dele. Jeg har valgt. Har brugt min frihed til at tage disse valg. Men jeg kan ikke styre hukommelsescellerne. De lever deres eget liv. Jeg bruger mange kræfter på at berolige mig selv. Holde om sig selv og hviske til mit urolige hjerte, at jeg godt ved, det er slut. Det sker ikke mere. Jeg overlevede. Min fantastiske krop hjalp mig dengang med at overleve overgrebene. Den slukkede for alle følelserne for en stund. Så jeg kunne flyve ud af kroppen og se det hele udefra. Jeg kunne se det ske med en anden lille pige som ikke var mig. Dengang havde jeg ikke frihed til at vælge hvad der skete med mig. I dag har jeg ikke frihed til at vælge kroppens reaktioner. De sker bare.

Den frihed jeg oplever, at jeg har i dag er på trods af. Til trods for min historie har jeg fået den ved hårdt arbejde. Jeg har ikke været alene om det. Min familie, mine venner og ikke mindst min fantastiske mand har stået mig bi. Mine børn har fået sår på sjælen, fordi jeg har min historie, som har fulgt mig i mit liv. De lever deres liv med deres indre kampe. En mor som var psykisk fraværende. En mor med mærkelige og uforståelige reaktioner overfor børneglæde og børneliv. En træt mor. Mine veninder som har undret sig over mit fravær i perioder on and off gennem livet. En veninde som i perioder ikke har kunnet stille op på grund af træthed og angst. Og en mand der oplever afsavn i forhold til lyst og elskov. Og som i perioder må se på de selvdestruktive kræfter, der har raset og stadig raser mit indre. De mennesker er der stadig. Det har hjulpet mig igennem de sværeste år i mit voksenliv, hvor depression og spiseforstyrrelse har været up front i mit liv.

I skrivende stund har jeg frihed til at fortælle om, hvordan frihed og ufrihed foretager valg i mit liv. Friheden længe leve.

.

Link til hele nyhedsbrevet