For, at der kan forekomme overgreb på børn, må der være nogle bestemte forudsætninger til stede – nogle dysfunktionelle mønstre, der kendetegnes af grænseproblemtikker. Disse grænseproblemer findes overalt – i personlige relationer, institutioner og i samfundet som helhed. Hvis miljøet er sundt og funktionelt, vil overgreb ikke forekomme, eller de vil blive opdaget, der vil blive taget hånd om problemet og handlet på det, så noget lignende ikke kan ske igen.
Det dysfunktionelle mønster og dets grænseproblemer er universelt og forekommer i alle miljøer, alle sociale lag og i alle kulturer. Det er klart, at der kan være mange grader af dysfunktion, og den kan have mange forskellige udtryk, men dynamikken og de underliggende mekanismer er de samme.
Det dysfunktionelle mønster kan ses som den egentlige sociale arv. Mønsteret bliver internaliseret igennem opvæksten og følger mennesket livet igennem, så det fortsætter ubevidst fra generation til generation. Derfor brydes den sociale arv ikke nødvendigvis, fordi man får uddannelse eller arbejde eller tjener mange penge (faktisk kan der være rigtig meget mønsterfortsættelse heri) – nej, den sociale arv brydes først for alvor, når mennesket bliver i stand til at mærke sine egne autentiske grænser, følelser og behov, kan handle herfra i overensstemmelse med sig selv og afskærme sig fra usunde relationer.
.
En sund, velfungerende familie er typisk kendetegnet ved mange grænser på kryds og tværs: Grænser mellem de enkelte medlemmer, mellem børn og voksne, interessegrænser, aldersgrænser etc. I illustrationen herover kan ses, hvordan grænserne er perforerede, hvilket viser, at der sker en udveksling med omverdenen. Den eneste faste, lukkede grænse er den om individet – den personlige grænse. Familier med overgreb på børn er derimod typisk kendetegnet ved kun at have én grænse – den imod omverden.
Grænser beskytter individet både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt. Når der ikke er grænser, bliver individet meget sårbar og udsat og må derfor finde andre måder at beskytte sig selv på. Derfor kan den massive grænse mod omverdenen ses som en kompensation for de manglende personlige grænser. F.eks. kan individets fysiske hjem opleves at være den eneste afgrænsning til omverdenen, og som sådan en helt nødvendig beskyttende grænse.
.
Den dysfunktionelle familie har en massiv grænse mod omverdenen. Måske lever familien fysisk isoleret men det behøver ikke at være tilfældet. Det kan sagtens være en familie, der tilsyneladende er velfungerende, og har en stor berøringsflade udadtil. Det handler om, at der ikke er nogen følelsesmæssig åbenhed, og der ikke sker en følelsesmæssig udveksling med mennesker uden for familien. De voksne lever så at sige i et følelsesmæssigt tomrum, og børnene suges ind i dette tomrum.
Denne ydre grænse tjener som beskyttelse, men den skaber også en isolation og adskilthed fra den omgivende verden. Ingen får lov at komme så følelsesmæssigt tæt på, at grænsen risikerer at blive overskredet. Det bevirker, at der ikke kommer nogen ny energi ind i familien, ingen nye tanker, idéer og inspiration og heller ingen hjælp.
Meget vigtigt opretholder den ydre grænse status quo, for den sikrer, at der ikke afsløres nogen hemmeligheder. Ingen udefra får mulighed for at komme ind, og ingen indefra vover at afsløre noget for ‘dem derude’. På den måde sikrer den lukkede grænse mod omverdenen, at intet forandres. Der vil ofte være et misbrug af forskellig art, og skammen over det vil forstærke grænsen til omverdenen yderligere. Familiens børn kan blive induceret med angst for at sige noget til nogen med bemærkninger som ‘Ingen vil tro på dig’ eller ‘Hvis nogen ved noget, kommer du på børnehjem’. Det er dog som regel slet ikke nødvendigt, for børnene er som regel ikke i stand til at fortælle noget til nogen, men prøver også at skjule familiens hemmeligheder.
Adskillelsen fra omverdenen fører til en oplevelse af, at der er ‘dem og os‘. Der er ‘de andre‘ ude i verden, der er helt forskellig fra ‘os‘ her i familien – og i en dysfunktionel familie er forskellig lig med forkert. I familien taler man om ydre ting, om andre mennesker og ikke om, hvordan man selv har det. Omtalen af andre er ofte fordømmende og nedsættende, så de bliver gjort forkerte, hvorved familien kan føle sig ‘rigtig’. Der er ingen eller kun ringe solidaritetsfølelse med dem ‘udenfor’. Også i de familier, hvor der ikke direkte tales nedsættende, men mere undrende om andre mennesker, vokser børnene op med opfattelsen af, at de er anderledes og forskellige fra ‘dem derude‘. Den skelnen mellem ‘dem og os’ kan medføre en følelse af ikke at høre til i menneskefællesskabet, og det medfører fremmedgørelse, ensomhed, mistillid og usikkerhed, der også må skjules bag facaden. Når andre lukkes ude bliver familiens medlemmer meget afhængige af hinanden og af den symbiotiske nærhed. Uden familien har man ingen (er man ingen).
Derfor har familien kun den energi til rådighed, der generes internt i familien. Det er en underskudsenergi, der giver en følelse af, at der aldrig er nok, og man må kæmpe for at få noget. Det viser sig bl.a. ved, at alle må kæmpe mod hinanden for at få deres behov dækket, og det vil ske på bekostning af de andre i familien.
I manglen på personlige grænser, kan den rigide grænse mod omverdenen være individets eneste beskyttelse, men den er også en barriere. Man kan føle en symbiotisk tryghed i familien, men samtidigt er den også et klaustrofobisk fængsel, hvor man er følelsesmæssigt isoleret og indespærret. Grænsen til omverdenen gør det umuligt for familien at søge hjælp, og den kan gøre det umuligt senere i livet at søge behandling, selvom man virkeligt har brug for det. Det kan føles ekstremt farligt at skulle ‘blotte sig‘ eller udlevere sig til et menneske, der er én af ‘de andre‘, som man har lært ikke at stole på, og som så vil komme til at se, hvad der gemmer sig bag facaden. Så hellere klare problemerne alene. Men det er netop problemet – det kan man ikke! At overskride denne usynlige grænse til omverdenen er det første og største skridt imod heling.
.
Den dysfunktionelle families rigide grænse mod omverdenen modsvares af en udpræget grænseløshed internt i familien. Der er kun få eller ingen individuelle grænser mellem familiens medlemmer, så alle flyder sammen følelsesmæssigt. Der er ikke noget ‘du’ og ‘jeg’, der er kun ‘vi’ og ‘os’. Alle familiens medlemmer skal føle, tænke, tro og mene det samme, hvis de vil undgå udelukkelse, udskamning og skyld. På den måde lærer barnet hurtigt, at det ikke er tilladt at være forskelligt og adskille sig fra familien, og at det er forkert eller endda forbudt at udtrykke sine egne grænser, følelser og behov, tanker og meninger. Er man anderledes, er man forkert, så barnet prøver at lave om på sig selv, så det kan være ‘ligesom de andre‘ og dermed blive anerkendt af flokken. Prisen er, at barnet ikke får udviklet individualitet, identitet og personlighed.
Når det ikke er muligt at have nære relationer til mennesker uden for familien, må alle behov dækkes internt i familien. Der vil være evige magtkampe og konflikter om, hvis behov der er vigtigst. Det medfører hyppige grænseoverskridelser og svigt, der udløser vrede og smerte. Den stærkeste vinder kampene og får dækket sine behov på bekostning af de, der er svagere.
Da der ikke kommer ny, positiv energi ind i familien, er det den samme gamle energi, der bliver ved med at cirkulere og den er fyldt med afmagt, fortvivlelse, frygt og raseri. Børnenes naturlige, glade, kærlige energi, der lever på trods, er den eneste positive energikilde og derfor vil de voksne enten suge af den energi for at nære sig selv eller de vil forsøge at ødelægge den, fordi de ikke kan rumme den. Begge dele resulterer i, at børnene drænes.
Atmosfæren i hjemmet kan veksle imellem at være som en dybfryser eller en trykkoger og livet leves i en følelsesmæssig rutschebane, der påvirker alle. Det skaber højspænding, så der kun skal en gnist til for at udløse en eksplosion fra ét af familiens medlemmer. Når det sker, vil familien trække sig væk fra hinanden et stykke tid, indtil de ikke kan udholde adskillelsen længere, hvorefter de søger sammen igen. Men når de er sammen, øges spændingen hurtigt, så det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den næste eksplosion indtræffer. Derefter vil familien igen skilles og efter nogen tid søge sammen. Det er en konstant, forudsigelig cyklus for familien kan ikke holde ud at være sammen, men de magter heller ikke adskillesen.
Konkret kan grænseløsheden internt i familien vise sig på mange forskellige måder: F.eks. at privatliv ikke er tilladt, hyppige verbale, fysiske og følelsesmæssige overgreb, manglende rammer og strukturer, alkohol- og stofmisbrug o.s.v. I dette miljø er forudsætningerne for (seksuelle) overgreb på børn til stede. F.eks. kan den voksne bruge overgreb til at få kontrol over barnet, så det bliver styret med frygt og er nemmere at få til at indordne sig. Seksuel aktivitet kan også være en måde at få afløb for sine aggressioner eller den kan være varmende og energigivende, hvis man befinder sig i en følelsesmæssig dybfryser. Og stadigt bliver energien holdt internt i familien.
Da der ikke er grundlag for tillid til hinanden, bliver kontrol så meget vigtigere, og den gennemføres ofte ved at inducere skyld og skam, som gennemsyrer hele familien lige under den ofte pæne overflade. Medlemmerne kan blive holdt fast i familien med mange forskellige komplicerede double-bind meddelelser som kan være så stærke, at børnene kan udvikle symptomer på skizofren adfærd eller psykoser.
.
Manglen på interne grænser i familien bevirker, at også grænserne mellem generationerne udviskes, hvorved der opstår en rolleforvirring eller endda rolleombytning. De voksne er følelsesmæssigt umodne og har så at sige taget børnerollerne. Nogle voksne er dog i stand til på nogle områder at påtage sig et voksent ansvar, men ofte træder de først i karakter, når der skal straffes eller inddrages privilegier. D.v.s. når de kan bruge magt til at få trumfet deres vilje igennem, en magt som børnene i sagens natur ikke har.
Til gengæld bliver børnene så tildelt voksenrollerne. De bliver ‘små voksne’, der får et ansvar, de på ingen måder er modne til at bære. Det er således ofte børnene, der får ansvaret for familiens trivsel (og skylden for dens mistrivsel), mens der ikke er nogen, der påtager sig ansvaret for barnets trivsel. Konkret kan det vise sig ved, at det er børnene, der står for indkøb, pasning af mindre søskende, måltider, hygiejne, lektier o.s.v.
Børnene skal dække de voksnes behov og det er en objektgørelse, som børnene tager skade af. Det bliver børnene, der skal forstå, trøste, bekræfte, hjælpe, anerkende og tilfredsstille de voksne og give dem positiv opmærksomhed. Til gengæld får børnene ikke megen positiv, voksen opmærksomhed på deres egne præmisser. Det følelsesmæssige misbrug suger energien ud af børnene og kan føre til, at de som voksne er drænede for energi og derfor ikke har overskud til deres egne børn, der så skal dække deres behov. Historien gentager sig.
Det er meget almindeligt, at den ene forælder giver barnet en voksenrolle og derved degraderer sin partner til en barnerolle. Derved sker der en splittelse mellem barnet og den forælder, hvis plads det har ‘taget’, så der opstår magtkampe og rivalisering. Samtidigt bevirker denne degradering af den ene forælder, at de voksne ikke har en ligeværdig og jævnbyrdig relation. Dermed opstår der kampe mellem forældrene, hvor børnene ofte bliver tvunget til at tage parti. Det skaber yderligere splittelse i barnet, for de voksnes kampe bliver barnets indre borgerkrig.
De manglende grænser mellem generationerne kan f.eks. vise sig ved, at mor og datter fortrolige ‘veninder‘, eller de bliver rivalinder. Sønnen bliver fars kammerat, der f.eks. skal dele hans problemer med kvinder, eller de kan blive rivaler. Det kan være, at forældrene begynder at dele deres eget misbrug af f.eks. alkohol eller hash med de større børn. Der kan være seksualiserende snak på tværs af generationerne, forældrene kan involvere børnene i deres indbyrdes samliv, eller i deres private problemer og bekymringer. De manglende grænser mellem generationerne kan også influere på forholdet til andre mennesker udenfor familien, hvis f.eks. faderen begynder at flirte med sin søns kæreste, eller moderen bliver ‘veninder’ med datterens veninder.
Der er ikke nødvendigvis så langt fra et følelsesmæssigt misbrug af børnene til et fysisk misbrug. Det kan være, at faderen elsker, at datteren klør ham på ryggen og måske vil moderen gerne have, at sønnen masserer hendes skuldre. I en sund familie, hvor børn er børn, og voksne er voksne, vil det ikke være noget problem, at det sker engang imellem, men i den dysfunktionelle familie er det en del af rolleombytningen og den usunde dynamik i familien. I sin yderste konsekvens kan det være, at barnet også skal dække den voksnes seksuelle behov.
.
Grænsen mellem virkelighed og uvirkelighed – også kaldet virkelighedsforvrængning.
.
Da familien dårligt rummer følelser og især ikke autentiske og smertefulde følelser, må virkeligheden laves om, så den er til at bære. Når én i familien udtrykker en følelse som ikke kan rummes, vil den typisk blive fornægtet og skubbet væk. Det kan f.eks. være, at drengen kommer hjem og er ked af det, fordi ingen ville lege med ham, og reaktionen er, at det bare er fordi, de andre er dumme, eller ‘det er da også din egen skyld’, eller ‘hold nu op med at være så pivet’ eller ‘Så må du da bare banke dem”. Alt sammen ’gode råd’ der har til hensigt at negligere problemet, så det ikke er nødvendigt at forholde sig til drengens følelser og den magtesløshed, de aktiverer hos den voksne. Resultatet er naturligvis, at når problemet skubbes væk, skubbes barnet også væk. Oveni det oprindelige problem må barnet nu også bære følelsen af at blive svigtet og afvist af sine forældre samt følelsen af utilstrækkelighed, når det ikke er i stand til at følge ’rådene’. Resultatet bliver, at barnet føler mistillid, sorg, vrede, ensomhed, skyld og skam. Det er klart, at med disse reaktioner lærer barnet ikke at rumme sine egne følelser, for de er ikke blevet spejlet, og der er ikke blevet taget hånd om dem. Når barnet bliver voksent og selv får børn, er der stor risiko for, at dette reaktionsmønster i én eller anden grad vil blive givet videre til dem. Det nu voksne menneske har jo lært, at det er sådan, man forholder sig til problemer, og kender ingen alternativer.
Det er klart, at når der ikke kan tåles autentiske følelser, så er egentlig samtale og dialog umulig. Samtalen vil derfor være overfladisk, for når man ikke kan tale om noget, der er svært eller noget som gør ondt, så er der ingen, der kan tale om, hvordan de virkeligt har det, og ingen der vil høre på det. Ethvert forsøg på at nærme sig noget følelsesmæssigt og autentisk vil få resten af familien til at rejse børster, og de vil benytte sig af udelukkelse, udskamning og skyld for at stoppe det.
Når barnet må bære sine smertefulde følelser alene uden at kunne få dem spejlet eller verificeret af andre, lærer barnet ikke at dets følelser er normale. Barnet oplever heller ikke, at andre har lignende følelser, så det bliver i tvivl om sig selv, og skammer sig over at være ‘anderledes’. Når virkeligheden bliver for smertefuld, træder ubevidste forsvarsmekanismer såsom fortrængning og dissociation i kraft, og der bliver i én eller anden grad lukket af for følelser og/eller erindringer. Virkeligheden må ændres, så den bliver til at holde ud og det indebærer bl.a., at barnet må lyve for sig selv og dermed også for andre. På den måde bliver barnet i stand til at fungere i den ydre verden til trods for det indre kaos. Konsekvensen er, at der opstår to parallelle virkeligheder, der kan blive så adskilte, så når barnet befinder sig i den ene verden, er der ingen adgang til følelser eller erindringer fra den anden verden og omvendt. Det siger sig selv, at det skaber et enormt splittet og fragmenteret liv med en meget usikker virkelighedsopfattelse, og en dyb tvivl på sig selv.
Barnet har også fået skabt et forvrænget selvbillede, hvor det føler sig værdiløs, forkert, skyldig, skamfuld. og det medfører en grundlæggende ensomhed og meningsløshed, et ikke eksisterende selvværd samt en oplevelse af at være forskellig, isoleret og adskilt fra andre mennesker. Det er alt sammen meget smertefulde tilstande, som det er nødvendigt at afskære sig fra ved at dissociere, og dermed bliver man adskilt fra sig selv. Når man dissocierer forsvinder man så at sige fra sig selv, og det medfører det tab af jordforbindelse, fragmentering, manglende kontinuitet og uvirkelighed. Tilstanden kan blive så massiv, at man bliver i tvivl om, hvorvidt man selv og/eller andre faktisk eksisterer (depersonalisering og derealisation). Når man har det sådan, bliver det selvsagt meget svært at knytte sig til nogen og begå sig ude i verden.
Så længe barndommens traumer er ubearbejdede, bliver barnets gamle overbevisninger baseret på overlevelsesstrategier opfattet som ‘sandheden’, og det vil skabe en virkelighedsopfattelse, som ikke nødvendigvis har noget med realiteter at gøre. Mange føler sig f.eks. også som voksne skyldige i ting, de reelt har været helt uden skyld i, eller modsat er der nogen, der altid føler sig uskyldige og uden ansvar. Begge dele er lige urealistiske, selvom følelserne kan være meget overbevisende.
.
Når overgrebene sker udenfor familien
Mange børn, der udsættes for seksuelle overgreb udenfor familien, kommer fra familier med de ovennævnte grænseproblemer. De vil typisk tie om overgrebene, fordi de har påtaget sig skylden og skammen og ikke har den fornødne tillid til, så de tør fortælle det til en voksen.
.
At (gen)skabe grænserne
Som der stod i indledningen er det dysfunktionelle mønster, og de indbyggede grænseproblemer, blevet internaliseret i barnet. D.v.s. at det er de følelser, der skaber disse mønstre, man som menneske har med sig ind i voksenlivet. Det er simpelthen blevet den måde, man er i verden på, men den kan heldigvis forandres. Det kan man ikke gøre alene, for de dysfunktionelle mønstre er ubevidste, så man skal have hjælp til at skabe bevidsthed og forstå tingene på en ny måde.
At mærke en grænse er at mærke en følelse. Hvis man har lukket helt af for sine følelser kan man i sagens natur heller ikke mærke sine grænser. Derfor vil arbejdet med de traumatiserede følelser føre til, at man begynder at mærke sine grænser, og efterhånden bliver i stand til at manifestere dem i handling. Omvendt kan arbejde med grænser og afgrænsning også aktivere følelser, der må forstås, anerkendes og heles.
Når man kan begynde at mærke og sætte grænser, opstår en fornemmelse af sig selv som afgrænset fra andre (i modsætning til familiens sammenflydning). Når man kan sige til og fra i tide, kan man begynde at føle sig mere tryg, fordi grænserne beskytter én, så man ikke ryger ud i kontroltab og afmagt. Man behøver derfor sjældent at blive vred, for vreden er en reaktion på magtesløsheden, når grænserne ER blevet overskredet.
At få (gen)skabt grænserne er at få (gen)skabt sin integritet, og det er afgørende for ens selvværd og evne til at føle, at man har sin plads i verden.
.
Kilde: ‘Familier med sexuelt misbrug af børn – forståelse og handlingsmuligheder’ af Eva Hildebrand og Else Christensen, Hans Reitzels Forlag, 1988.