Oplæg på Synlighedsdagen i Kbh. sept. 2010.
En kvindes beretning om, hvordan et fem år langt sagsforløb i kommunen påvirkede hende følelsesmæssigt, psykisk og fysisk. Forståelsen af de dysfunktionelle mønstre i barndommen hjalp hende til at forstå den retraumatisering, hun oplevede.
.
Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet som 20 årig, var mit højeste ønske en pension! Men jeg vidste selvfølgeligt godt, at det havde jeg ikke nogen grund til. Jeg var bare doven og skulle tage mig sammen, for når ‘alle andre’ kunne arbejde, måtte jeg jo også kunne. Så jeg bed tænderne sammen og fik det bedst mulige ud af det. Der var jo ikke andet at gøre.
Det klarede jeg, indtil til jeg var 43 år, hvor jeg startede i terapi p.g.a. en ekstremt smertefuld lidelse, der hedder Hortons Hovedpine, som jeg havde haft siden barndommen. Jeg havde fået en idé om, at den var psykosomatisk. Jeg blev da også hurtigt helbredt, selvom lidelsen anses for at være uhelbredelig. Men hovedpinen havde været det låg, der havde holdt mine fortrængninger på plads, så da hovedpinen var væk, begyndte jeg at huske min barndom. Kulminationen kom efter tre måneders terapi, hvor jeg fik hul igennem til en totalt fortrængt incestproblematik. Min verden gik i stykker og jeg måtte prøve at få samlet stumperne sammen på én eller anden måde. Da jeg var blevet klar over, hvad jeg havde været udsat for, fik jeg en forklaring på alle mine problemer igennem livet. Det var en lettelse, for så havde det ikke været mig, der havde været noget galt med. Det endte med, at jeg blev langtidssygemeldt.
Dermed kom jeg i kontakt med det social system. Så sideløbende med min indre kamp mod fortiden, røg jeg ud i en 5 år lang kamp mod kommunen, der krævede, at jeg skulle blive arbejdsdygtig igen. Det blev en kamp for min ret til at være traumatiseret og en kamp for retten til et godt liv.
Jeg bor i en kommune, hvor alle skal i arbejde og hvor målet helliger midlet. Kommunen brød loven, de truede, manipulerede, ignorerede og fordrejede mine udtalelser. De mistænkeliggjorde mig, ‘glemte’ at sende alle sagsakter med til ankenævnet, forhalede sagen o.s.v. Det vil jeg ikke komme så meget ind på. I stedet vil jeg fokusere på, hvordan det hele påvirkede mig og hvorfor.
.
Sygemelding og umyndiggørelse
Da jeg blev sygemeldt, regnede jeg med, at kommunen og jeg i samarbejde skulle finde en løsning, der både tilgodeså systemets krav om, at jeg skulle i arbejde igen og mit eget behov for at få tid til bearbejdelse af mine traumer. TID blev pludseligt det vigtigste i verden. I første omgang fik jeg da også tid, men efterhånden blev tidspresset større og jeg blev mere og mere stresset.
Det viste sig hurtigt, at det kun var mig, der skule samarbejde. D.v.s. jeg skulle indordne mig, for ellers risikerede jeg økonomiske sanktioner. Kommunen kunne derimod modarbejde mig, alt det de ville uden, at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg troede, at jeg skulle igennem et afklaringsforløb m.h.p. et flexjob, men det viste sig, at det uden nogen form for afklaring allerede var besluttet, at jeg skulle revalideres, så jeg kunne blive fuldt ud selvforsørgende.
Jeg følte mig utroligt ydmyget over, at andre skulle gøre sig til dommere over mig og skulle afgøre, hvad jeg skulle kunne holde til. Jeg var et meget ansvarligt menneske men de tog ansvaret for mit eget liv fra mig. Når der ikke blev lyttet til min vurdering af, hvordan jeg havde det og jeg oven i købet ikke havde ret til at sige fra, så begyndte det i mistænkelig grad at ligne tvang og magtmisbrug. Dét var signalet til magtkamp. Jeg vidste, at jeg aldrig igen ville kunne holde til et fuldtidsjob. Kravet forekom at være fuldstændigt urealistisk. I betragtning af, hvordan mit liv havde været og hvordan jeg havde det, syntes jeg, at det var helt forståeligt, at jeg ikke kunne arbejde. Nu havde jeg endelig fået selv fået realitetssans og så vågnede jeg op til et system, der ingen realitetssans havde.
Da jeg kom i kontakt med kommunen og havde behov for hjælp, forventede jeg, at systemet selvfølgeligt ville hjælpe mig. I stedet blev jeg mødt med urimelige krav og forventninger og jeg følte mig så svigtet og desillusioneret. Det vækkede et helt livs ubevidst vrede og had til mennesker, som burde hjælpe mig og ikke gjorde det. Men vrede og had var meget forbudte og farlige følelser, så jeg turde ialtfald ikke give udtryk for dem overfor kommunen, så jeg græd i stedet. Umyndiggørelsen og afmagten sendte mig direkte ind i barnets følelser og startede reaktiveringen.
.
Genkendelse af det dysfunktionelle mønster
En dag efter et møde på kommunen gik det op for mig, at der faktisk var utroligt mange lighedspunkter imellem den måde systemet og min familie fungerede på. Systemet var jo simpelthen dysfunktionelt!! Det var en aha-oplevelse, for jeg var vant til at gå ud fra, at det var mig, der ikke fungerede ‘normalt’, men jeg var blevet klar over, at jeg reagerede helt normalt på de ting, jeg havde været udsat for. Det var jo faktisk systemet, der fordrejede tingene: Tidligere, da jeg var mest syg og altid følte mig anderledes, blev jeg anset for at være normal og velfungerende. Så kom jeg til at føle mig normal og efter omstændighederne rimelig velfungerende og så opfattede systemet mig som syg og anderledes!
I barndommen havde jeg oplevet, hvordan kravet om tilpasning til et fremmedgørende system havde ødelagt mig. Nu ville kommunen gentage det samme. Jeg skulle passes ind i en kasse og være ‘almindelig’. Men min opvækst havde bestemt ikke været almindelig, hvordan kunne det så forventes, at jeg fungerede almindeligt?
Da først jeg havde gennemskuet systemets dysfunktionalitet, blev det lettere for mig at have med at gøre, for så vidste jeg da, hvad jeg var oppe imod. Jeg var så meget inde i bearbejdelsen af min egen barndom, så jeg kunne genkende mønstrene og mekanismerne og forstod psykologien bag. Derfor kunne jeg sideløbende bearbejde det, der skete i forhold til kommunen på præcist samme måde, som jeg bearbejdede min barndom. Det var de samme ting, det handlede om og det jeg oplevede mentalt i forhold til barndommens mønstre, kunne jeg opleve i praksis i forhold til kommunen. Så på den måde understøttede de to kampe hinanden men samtidigt var det også ødelæggende, at jeg konstant levede med fortidens overgreb indeni mig og nutidens overgreb udenom mig.
Jeg havde forstået, at et grundlæggende problem i min familie havde været den manglende åbenhed og kommunikation, der gjorde dialog umulig. Som barn havde jeg lært, at alt hvad jeg sagde og gjorde kunne og ville blive brugt imod mig, så jeg havde lært at lade være med at sige og gøre noget og holde alting skjult. Terapien havde åbnet for følelserne, så når jeg var presset, som f.eks. til møderne med kommunen, så væltede tårerne ud og senere blev jeg rasende. Ingen af delene hjalp selvfølgeligt men det var alligevel en lettelse, for det var et brud med mit gamle mønster med at holde mine følelser skjult. Undervejs skrev jeg side op og side ned til mine skiftende sagsbehandlere og fortalte og forklarede og prøvede at få dem til at forstå. Det hjalp selvfølgeligt heller ikke, men i modsætning til barndommen fik jeg sat ord på og fik fortalt, hvad jeg havde brug for at fortælle og hvad jeg syntes, de havde brug for at vide.
I terapien fandt havde jeg fundet ud af, at det ganske vist havde været nødvendigt for mig at skjule mine følelser fuldstændigt som barn men det havde ikke ubetinget hjulpet mig – det havde tværtimod været medvirkende til, at mine forældre ville kunne påstå, at de havde handlet i god tro.
Den forståelse betød, at jeg vidste, at jeg absolut ikke skulle tie og tåle og skjule mig selv. Så jeg fortalte mine sagsbehandlere alt det, de ikke ville vide. De fik alt at vide om overgrebene, om senfølger, om mine følelser og behov og om hvordan hele dette sagsforløb påvirkede mig, at det var reaktiverende og gjorde alting værre – kort sagt fik de alt at vide om, hvordan det var at være mig. Så kunne de ialtfald aldrig bagefter komme og sige, at de ikke vidste, hvordan jeg havde det og hvad deres handlinger gjorde imod mig. Det gjorde både deres ‘krænkerrolle’ og min egen magtesløshed tydeligere og fastholdt mig i offerfølelserne. Men det var nødvendigt, hvis jeg ikke ville blive ved med at være offer.
På et tidspunkt fortalte jeg min terapeut, at jeg havde fundet ud af, at jeg overførte alle mine følelser for min mor til kommunen. Han virkede ikke overrasket og fortalte, at Jung for mange år siden havde en teori om, at kommunen var Den Store Moder og staten var Den Store Fader. Det talte vi noget om og den forklaring betød meget for mig. Det satte tingene i perspektiv, at det jeg nu oplevede i praksis ligefrem var formuleret i en gammel psykologisk teori. Så forstod jeg bedre, at kampen mod kommunen følelsesmæssigt havde udviklet sig til at blive det endelige opgør med min fortid og mine forældre – pr. stedfortræder og med tilbagevirkende kraft!
.
Psykisk vold og psykisk selvforsvar
Jeg fik at vide af min sagsbehandler, at det var fint nok, at min terapeut kunne få åbnet for nogle ting – men hun forventede sandelig også, at han kunne lægge låg på igen, så jeg kunne arbejde mellem kl 8 og 16! Det prøvede jeg at efterleve i min arbejdsprøvning, men selvfølgeligt kunne jeg ikke holde til det, for mit følelsesliv kunne ikke tidsindstilles!
Kommunen ønskede tydeligvis, at jeg skulle holde op med at kæmpe imod og glemme alt, hvad jeg havde lært i terapien, fordi det var uforeneligt med det, de forventede af mig. Det, der havde gjort mig rask, skulle jeg smide væk, så jeg kunne opfylde deres krav, der gjorde mig syg! Det kunne jeg selvfølgeligt ikke. Jeg måtte tværtimod gøre alt, hvad jeg kunne for at holde fast i mig selv og kæmpe imod, så de ikke fik lov at overtage mit liv og derved fuldføre den ødelæggelse, mine forældre påbegyndte.
Efter to år fik min sagsbehandler presset mig ud af sygedagpengesystemet uden afklaring. Jeg blev nødt til at melde mig ledig, så jeg kunne få dagpenge, for alternativet var kontanthjælp. Det ville have været en katastrofe på det tidspunkt, for så ville jeg ikke have råd til at fortsætte min terapi, som jeg selv betalte. Efter tre måneder fandt jeg et arbejde, som jeg holdt til i 1½ dag. Så brød jeg totalt sammen. Dermed røg jeg så alligevel på kontanthjælp. Min læge sagde, at nu havde jeg vist spillet efter systemets regler længe nok, så nu var det på tide, jeg begyndte at spille efter mine egne.
Da jeg overgik til kontanthjælp, var jeg heldigvis klar til at stoppe terapien. Under den sidste session fortalte jeg min terapeut, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle kæmpe for flexjob eller pension. Jeg havde absolut mest brug for pensionen men flexjobbet ville givetvis være lettere at opnå. For en gangs skyld meldte han sin mening klart ud og sagde, at han syntes, jeg skulle gå efter pensionen. Det var en stor lettelse. Dels var det en bekræftelse af, at han fandt det rimeligt i forhold til min tilstand og dels gav hans ord gav mig styrke til at kæmpe for det, jeg havde brug for og ikke lade mig nøjes. Dermed kunne jeg begynde at kæmpe målrettet.
Efter sammenbruddet stod det helt klart for mig, at jeg var nødt til at arbejde på at gøre mine grænser stenhårde. Ingen skulle nogensinde igen skulle igen have så meget magt over mig, så de kunne få mig til at bryde sammen. Jeg var nødt til at sige fra langt tidligere men det ville jeg også bedre kunne nu, hvor kommunen ikke længere kunne true mig med kontanthjælpen. Jeg havde ingenting at miste. Desuden vidste jeg, at både min læge og terapeut støttede mig. Så jeg tildelte mig selv førtidspension. Så var det bare et spørgsmål om, hvornår kommunen også gjorde det.
Efter sammenbruddet var det helt tydeligt, at kommunen var hamrende ligeglade med mig og mit helbred. Det handlede overhovedet ikke om mig, det var ren og skær kassetænkning. Jeg var bare et objekt; en arbejdsmaskine eller en robot. Da jeg ikke længere kunne varetage mine funktioner, forsøgte de med trusler, straf og manipulering at tvinge mig til at virke igen. De tog ikke hensyn til, at jeg faktisk var et rigtigt, ægte, levende menneske med følelser. Det var helt parallelt med barndommens objektgørelse og midlerne var også de samme.
Mine forældres handlinger kunne jeg dog forklare med, at de havde været meget syge mennesker. Det der skete i forhold til kommunen, var faktisk mere uhyggeligt. For det var selve landets regering og lovgivningen, der tillod og legaliserede overgreb på borgerne.
Ganske som i barndommen følte jeg mig fanget i et system, der ikke ville tage hensyn til mig men heller ikke ville slippe mig fri. De skubbede mig væk med den ene hånd og holdt mig fast med den anden. De tvang mig til at kæmpe en kamp, jeg aldrig havde ønsket eller bedt om. De ville tvinge mig til at blive en del af et system, jeg ikke kunne identificere mig med og som fremmedgjorde mig.
Problemet var selvfølgeligt, at jeg var afhængig af kommunen for at overleve, ganske som min overlevelse i barndommen afhang af mine forældre. Afhængigheden gjorde mig rasende og magtesløs, men jeg kunne ikke stille noget op imod den. Jeg kunne ikke som i barndommen fortrænge overgrebene, underkaste mig magthaverne og gøre deres virkelighed til min egen. For det var præcist den virkelighedsfornægtelse, der havde gjort mig psykotisk i barndommen.
I min barndom havde jeg totalt fortrængt al vrede og had i forhold til mine forældre. Jeg havde heller ikke kunnet få fat i den i terapiforløbet og jeg havde ikke brug for den længere. Men i nutiden fandt aggressionerne et konkret og virkeligt mål. Kommunens urimelige og umenneskelige behandling gjorde vreden og endda hadet særdeles tydelig. Min selvopholdelsesdrift var i høj grad aktiveret, for jeg følte, at jeg kæmpede for mit liv. Det var dem eller mig. Ganske som i barndommen. Nu var det bare helt bevidst.
Det var for farligt at lade vreden komme direkte ud, så jeg begyndte uvilkårligt at bruge de samme metoder, som jeg ubevidst havde brugt i min barndom. Når de insisterede på at danse med mig, selvom jeg havde givet udtryk for, at jeg ikke ville danse med dem, så ‘kom jeg til’ at jokke dem over tæerne. Så sagde jeg pænt undskyld og gjorde det igen, for det var jo ikke med vilje. Den metode var meget brugt i mit barndomshjem…
Jeg vidste, at jeg skulle gøre mig så umulig som overhovedet muligt – og se uskyldig ud. Men jeg var også vred over, at det var nødvendigt, for det var jo slet ikke det, jeg ønskede.
Måden at gøre mig umulig på var bare stikmodsat barndommens. Nu var mine følelser, åbenhed og ærlighed mine stærkeste våben. For det kan vel aldrig være forkert at være ærlig og fortælle sandheden? Mit behov for åbenhed stod i stærk kontrast til systemets behov for lukkethed. F.eks. spurgte jobkonsulenten, hvad vi skulle sige til en kommende arbejdsgiver, at jeg havde fejlet. Skulle vi kalde det en depression? Han vidste nok godt, at hvis vi i stedet kaldte det PTSD, generaliseret angst og en personlighedsforstyrrelse p.g.a. incest og andre traumer, så ville han få meget svært ved at finde et sted, hvor jeg kunne komme i arbejdsprøvning.
Jeg var drænet for fysisk energi, for al min energi blev brugt mentalt. Min hjerne arbejdede på højtryk 24 timer i døgnet uden pauser.
Jeg analyserede og udtænkte alverdens strategier, så jeg hele tiden kunne være på forkant med enhver given situation. Det gav mig en fornemmelse af kontrol og magt. Selvfølgeligt havde kommunen magt – men det havde jeg også. Jeg havde magt til ikke at give dem, hvad de ville have.
Viden er også magt. Jeg havde forståelse og indsigt i, hvad det var for et system og hvad det var for mennesker, jeg var oppe imod. Jeg genkendte deres reaktioner, jeg kunne sætte mig ind i deres følelser og tankegang og dermed kunne jeg forudse deres handlinger. De havde derimod ikke nogen ægte indsigt og forståelse for, hvem jeg var, hvad jeg tænkte og følte og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Jeg kunne gennemskue, hvad der skete og kunne handle derefter. De famlede sig frem i blinde. De blev usikre, når de oplevede, at jeg hellere konfronterede min egen magtesløshed, end jeg prøvede at tilpasse mig den kasse, de ville putte mig ned i.
.
Paranoia
Jeg blev nærmest paranoid under forløbet. Fra bearbejdelsen af min barndom vidste jeg, at når man er udsat for grænseløse mennesker uden realitetssans, så kan alting ske. Der er ingen tryghed og det skaber ekstrem frygt. Det værste var, at min paranoia var velbegrundet.
F.eks. var der i min ressourceprofil ingen ressourcer at beskrive. Så måtte de gribe til halmstråene og fremhævede, at jeg havde været smilende og venlig i min arbejdsprøvning og det var en social ressource. Jeg havde i forvejen svært ved at gå ud men efter dette her, blev det endnu sværere, for jeg er et meget smilende og venligt menneske. Så tænk sig hvis nogen fra kommunen så mig nede i byen og tog mig i at smile og være venlig. Så ville de bare sige: ‘Så kan du jo godt arbejde’! Det er ganske forfærdeligt, når de få ressourcer man har, bliver brugt imod én. Det kendte jeg også alt for godt.
Én jeg kender, der var sygemeldt p.g.a. fibromyalgi, var blevet set bære en indkøbspose – så kunne hun jo ikke være så syg, som hun påstod. En anden langtidssygemeldt blev set nede i Brugsen, hvor hun var sminket og velklædt. Hun fik at vide, at når hun havde energi til det, måtte hun også have energi til at arbejde. Det betød, at jeg heller ikke længere turde sminke mig eller være velklædt.
Kommunen så kun det ydre, selvom det var det indre det handlede om. Jeg måtte nærmest kigge mig over skulderen. Det var ganske som i barndommen, hvor jeg havde følt, at min familie konstant overvågede mig og vidste alt om, hvad jeg foretog mig – og så turde jeg ikke foretage mig noget, for alt hvad jeg gjorde, ville blive brugt imod mig.
Selvfølgeligt betød det, at jeg blev fastholdt i offerrollen. Jeg kunne ikke på nogen måde tillade mig at vise, at jeg havde nogen ressourcer overhovedet. Jeg kunne ikke tillade mig at smile eller være glad, eller gøre lidt ud af mig selv – for så ville de sige: ‘Så kan du jo godt arbejde’. De ville kræve at selv et minimum af energi blev brugt på at arbejde og på den måde ville jeg aldrig få mulighed for at komme til kræfter igen. Så jeg var nødt til at ligne en hængt kat og så kom jeg selvfølgeligt også til at føle mig sådan. Jeg var drænet for energi. Faktisk i en grad så det udviklede sig til for lavt stofskifte, hvilket medførte, at jeg dårligt var i stand til at røre mig og jeg tog 10 kg på.
I mit følelsesliv var der en parallel mellem kravet om at skulle arbejde og de seksuelle overgreb. Lighedspunktet var følelsen af, at hvis jeg fik det godt, så kunne jeg jo godt stå til rådighed igen, for så var der jo ingen skade sket. Sagsbehandlernes reaktioner understøttede disse følelser. Jeg skulle bare have terapi nok, så kunne jeg blive så god som ny og komme i arbejde igen. De anerkendte ikke vedvarende senfølger og de forstod ikke, at det ikke kun handlede om fortidens overgreb. Jeg prøvede at forklare dem, at fortiden havde vedvarende konsekvenser, så enhver ny belastning forværrede min tilstand og at selve sagsforløbet var én stor, vedvarende belastning. Men det var som om, de sammenlignede mine traumer med en brækket arm. Dermed negligerede de totalt senfølgerne af traumatisering, hvilket jeg følte dybt krænkende.
Der var to ting, jeg virkeligt frygtede at blive udsat for: Den ene var flere arbejdsprøvninger. For mig var dette lig med flere overgreb. Følelsesmæssigt ville det svare til, at mine forældre ville afprøve, hvor mange timers overgreb om ugen, jeg kunne holde til. Senere fandt jeg ud af, at man kan undgå at komme i arbejdsprøvning, hvis éns læge vurderer, at det kan forværre éns helbredstilstand. Min læge gav tilsagn om, at det ville han til enhver tid vurdere. Det gav styrke og mod.
Den anden ting, jeg virkeligt var rædselsslagen for, var et evt. krav om medicinering. Bare tanken fik mig til at føle mig som Jack Nicholson i Gøgereden. De ville gøre mig til en viljeløs zombie, som de kunne misbruge uden, at jeg kunne gøre modstand. De ville tvinge mig til at indtage et stof, der påvirkede min hjerne, min bevidsthedstilstand og mit følelsesliv på en måde, jeg i den grad frygtede. Større indgreb eller overgreb kunne jeg ikke forestille mig. Så ville deres magtmisbrug være altomfattende og de ville have udslettet mig som person!
Frygten for medicinering triggede en rædsel for at blive bragt ind i en uvirkelig, kunstig positiv bevidsthedstilstand, som jeg havde oplevet det i barndommen. I mit terapiforløb havde jeg endeligt opnået jordforbindelse, så tanken om at blive tvunget tilbage i en tilstand af uvirkelighed var helt forfærdelig. Kom det først til påtvungen medicinering, så ville vanviddet være grænseløst.
Det værste var, at det også var en realistisk trussel. Der var sager fremme i medierne om traumatiserede mennesker, som systemet påtvinger medicinsk behandling alene for at gøre dem arbejdsdygtige – også selvom specialister siger, at det ikke hjælper og kun gør ondt værre.
Forud for et vigtigt møde med min sagsbehandler var frygten for, hvad de nu kunne finde på, så voldsom, så jeg fik tilbagefald af Hortons Hovedpine. De ekstreme fysiske smerter udløste voldsomme flash-backs, så jeg røg på psykiatrisk skadestue. Her fik jeg diagnosen PTSD, dels som følge af barndommen traumer men forværret af sagsforløbet med kommunen.
.
Ydre og indre ressourcer
Jeg havde i høj grad brug for positive ressourcer, der kunne hæve mit energiniveau, give styrke og som ikke kunne bruges imod mig. I min terapi havde jeg fået nogle virkeligt gode redskaber. Jeg var også blevet bevidst om, at jeg i min barndom havde udviklet nogle ressourcer, der stadigt hjalp mig. Samlet betød det, at jeg kunne opfatte det hele som en gennemgribende selvudviklingsproces, som ville forandre mit liv til det optimale, jeg altid havde stræbt efter.
- Mit spirituelle livssyn var en meget stærk ressource. Det fik alt til at give mening. Denne kamp var en del af en større plan og jeg fulgte bare min livsbane. Det hele var mere eller mindre forudbestemt. Som i barndommen følte jeg i høj grad, at jeg fik hjælp fra De Højere Magter.
- Jeg fik stor styrke fra mine positive fremtidsvisioner. Jeg havde klare forestillinger om, hvor godt jeg ville få det, når jeg havde fået pensionen. Det var helt parallelt med, at jeg som barn ikke kunne blive voksen hurtigt nok, så jeg kunne komme til at bestemme over mit eget liv. Jeg vidste, at alting får en ende.
- Jeg havde altid påtaget mig ansvaret for at forandre det, der ikke fungerer. En vilje der blev skabt i min barndom, fordi jeg foragtede min mor for hendes uansvarlighed overfor sit eget liv. Fra jeg var ganske lille, havde jeg efter bedste evne selv påtaget mig ansvaret for mit liv.
- Der var min evne til at se det positive i enhver situation. Jeg kunne altid lære noget og finde enten et lyspunkt eller noget brugbart, selvom det så sort ud. En evne jeg havde udviklet i det ekstreme i min barndom for at overleve.
- Det var mine evner til at skrive. Det var faktisk også en gammel overlevelsesstrategi. Skriveterapi var en væsentlig del af min bearbejdelsesproces. At skrive skabte glæde og gennem mails fik jeg skabt et værdifuldt netværk, der gjorde det muligt for mig at have kontakt til andre mennesker.
- Det er jo meget almindeligt, at når man har været udsat for overgreb, så har man så at sige adskilt hoved og krop – d.v.s. man dissocierer. Da jeg kun var i mit hoved og havde lukket helt af for min krop, var jeg i stand til at tænke strategisk, målrettet og bevare overblikket. Jeg kunne se det hele udefra – nærmest som et skuespil. Når jeg på den måde var tilskuer til mit eget liv, kunne jeg som regel holde følelserne på afstand.
Men samtidigt var dissociationen min værste senfølge, som kunne gøre mig helt desperat og jeg kæmpede for at komme af med den! Der var ikke noget, jeg hellere ville end at kunne fastholde sanseindtryk, kunne huske, føle, være i min krop, så jeg kunne mærke mig selv og føle mig som deltager i mit eget liv.
Jeg vidste, at når jeg fik ro i mit liv – hvilket ville sige pension – så ville jeg kunne begynde at komme tilbage til mig selv og blive hel. Men indtil da var det stadigt en nødvendig forsvarsmekanisme.
Jeg havde god brug for alle mine ressourcer, for efterhånden var jeg fuldstændigt desillusioneret. Følelsen af, at det var ‘mig mod hele verden’ var levende. Jeg kendte gode mennesker, der støttede mig, men der var ingen, der i handling kunne hjælpe mig mod overmagten. Det triggede bl.a. følelser omkring mobningen i skolen, hvor jeg også havde gode støttende veninder men ingen, der havde magt til at stoppe mobningen.
På dette tidspunkt var Claus Hjort i gang med at tvinge alle sygemeldte i arbejde og selv mange behandlere mente, at arbejde og fastholdelse på arbejdsmarkedet var helbredende. Det gjorde ikke min frygt mindre. Jeg turde ikke engang foreslå kommunen en VISO-udredning for VISO, er en del af det offentlige system. Selvom jeg vidste, at det var Støttecentret og Incestcenter Fyn, der stod for udredningen, var jeg sikker på, at de også kun ville fokusere på at få mig i arbejde igen. De samarbejdede jo med kommunen. Jeg mistede tilliden til min læge igennem 20 år, selvom han havde støttet mig hele vejen igennem. Jeg turde heller ikke bede kommunen indhente en ny erklæring fra min tidligere terapeut, som jeg gik hos i 4 år, for han ville sikkert også sige, at jeg godt kunne arbejde. Jeg vidste godt, at dét var fuldstændigt urealistisk, for formålet med hele terapien havde været, at jeg skulle have kontrol over mit eget liv, så jeg kunne få det godt på mine egne betingelser. Desuden havde han jo selv støttet mig i at gå efter pension.
Systemet sætter lighedstegn mellem at være rask og arbejdsdygtig. Men jeg var ikke syg, jeg følte mig ikke længere syg; jeg var traumatiseret og det er noget ganske andet. Ethvert forsøg på ‘helbrede’ mig med den målsætning, at jeg skulle blive arbejdsdygtig, ville forværre mine traumer! Det eneste, der for alvor kunne helbrede mig, var ubetinget fred og ro i mit liv. Men det kunne jeg ikke få min sagsbehandler til at forstå, for vi talte simpelthen ikke samme sprog.
Det blev et vendepunkt, da jeg fik kontakt med Inger fra KRIS. Jeg var blevet anbefalet at kontakte hende, da hun er uddannet socialrådgiver og derfor kunne støtte mig i forhold til kommunen. Jeg havde mødt Inger en enkelt gang og vidste, at hun forstod mig. Alligevel var jeg nervøs og mistroisk, da jeg kom derind. Jeg startede vores første samtale med at sige, at hvis hun også mente, at det bare handlede om at få mig i arbejde igen, så var der slet ingen grund til, at vi talte sammen. Men det mente hun ikke. Inger fik mig overbevist om, at hun også mente, at man godt kan tillade sig at få et godt liv med en god livskvalitet – og alligevel ikke være arbejdsdygtig.
Det var præcist det, jeg selv følte, men havde så svært ved at argumentere for, fordi jeg var hjernevasket af systemet, der kræver, at enhver nok så minimalt ressource skal udnyttes til at arbejde. Det var igen en gentagelse af barndommen, hvor jeg blev hjernevasket til at tro, at det var min pligt at tilfredsstille alle andres behov på bekostning af mine egne.
Da Inger også tog med som bisidder til et møde med kommunen, oplevede jeg for måske første gang i mit liv, at der findes mennesker, der kan og vil hjælpe – ikke kun med ord men også i handling. Det betød, at tilliden til min læge og min terapeut vendte tilbage. Paranoiaen blev betydeligt mindre, jeg følte mig stærkere. Når det ikke længere var mig alene mod hele verden, skulle jeg ikke længere kæmpe så hårdt og jeg kunne endda tillade mig at få det lidt bedre.
Til dette møde deltog både min sagsbehandler fra Jobcentret samt en sagsbehandler fra Social Service. Deres udgangspunkt var, at jeg skulle have mere behandling. Ingers tilstedeværelse gav mig modet til at sige, at jeg ikke havde brug for yderligere behandling og alligevel ikke ville blive arbejdsdygtig. Jeg insisterede på, at der måtte indhentes nye lægeudtalelser, så det kunne blive klarlagt, om yderligere behandling overhovedet ville hjælpe.
Ingers opbakning gav mig også mod til at sige, at jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor jeg skulle tvinges til at være sammen med andre mennesker, når jeg ikke kunne holde det ud og kun fik det dårligere af det. Det kunne de ikke rigtigt svare på.
De ville meget gerne påtvinge mig en mentor eller støtte/kontaktperson. Jeg fik spurgt, om det var et reelt tilbud, jeg kunne tillade mig at sige nej tak til. Det var det faktisk, så jeg sagde nej tak og begrundede det selvfølgeligt.
De forstod mig slet ikke. Det var tydeligt, at deres tolkning var, at jeg ikke ønskede, at få det bedre og ikke vidste, hvad der var bedst for mig selv! Så måtte Inger oversætte. Når hun som professionel forklarede, at jeg reagerede helt normalt i forhold til det, jeg havde været udsat for, så forstod de ganske vist stadigt ikke, men så var de dog nødt til at lytte og tage det alvorligt. Dette møde førte til, at der endeligt efter 4 år gik et egentligt afklaringsforløb i gang.
Der var ingen tvivl om, at de følte sig rådvilde. Jeg levede tydeligvis ikke op til deres forventninger om, hvordan et offer skal agere. Efter dette møde følte jeg, at rollerne var blevet byttet om og jeg havde taget kontrollen. Det var ikke længere mig, der skulle bevise, at jeg ikke kunne arbejde. Det var dem, der skulle bevise, at jeg kunne!
Der blev indhentet nye lægeudtalelser. Både min læge og en psykiater vurderede, at alle behandlingsmuligheder var udtømte. Så skiftede jeg pludseligt sagsbehandler. Den nye sagsbehandler valgte i samråd med sin afdelingsleder at indstille mig til pension.
Men så kom der lige en kommunallæge ind i billedet. Han strøg den PTSD diagnose, jeg havde fået både på psykiatrisk skadestue og hos en psykiater. Han mente ikke, at det var hverken bevist eller sandsynliggjort, at jeg havde været udsat for overgreb og traumatisering, så PTSD diagnosen ville han herefter lade ude af betragtning! Til gengæld bekræftede han, at jeg var svært personlighedsforstyrret! Han kunne lige så godt have skrevet, at jeg ikke havde været udsat for noget som helst og at jeg bare var skingrende skør! Det var som at høre min søster – men hun havde da i det mindste sine personlige grunde til at mene det.
Jeg havde hørt om kommunallægerne, der går langt ud over deres beføjelser og der var også sager fremme i medierne om det, så jeg var forberedt. Men det her rystede mig trods alt, for jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at en kommunallæge, der aldrig havde mødt mig, ligefrem ville benægte og uden videre stryge en diagnose. Selvfølgeligt den vigtigste diagnose, fordi det var den, der bedst kunne hjælpe mig til en pension. Jeg blev så bange for, at hans udtalelser kunne trække sagen yderligere i langdrag og medføre afslag på pension.
Desuden benægtede han jo nærmest, at incest forekommer, når det ikke kan bevises! Det var dybt krænkende, for på den måde usynliggjorde han mine forældres overgreb og han forklarede alle problemer med, at det bare var mig, der var personlighedsforstyrret! Så var jeg tilbage, hvor jeg startede: Det var bare mig, der var noget galt med.
Jeg opponerede selvfølgeligt kraftigt. Man får bestemt ikke en PTSD diagnose for ingenting. Selve diagnosen er bevis for, at man er traumatiseret. Heldigvis var min sagsbehandler og hendes overordnede enige om at indstille mig til pension alligevel. Sagsbehandleren i Social Service, der skulle indstille til pensionsnævnet, ignorerede helt kommunallægens udtalelser og tog PTSD diagnosen med igen.
Ønsket om pension som jeg havde haft, siden jeg var 20 år, gik i opfyldelse d. 1. august i år, da jeg var 49. Jeg var selvfølgeligt enormt lettet, da jeg fik min pension. Jeg havde også regnet med, at der ville komme en stærk sejrsfølelse. En pension på grundlag af senfølger, ville være systemets accept af, at incest kan være invaliderende og det ville have stor principiel betydning for alle incestramte. Men der var ikke nogen sejr, for jeg fik pensionen på grundlag af manglende sociale kompetencer. Jeg er selvfølgeligt lykkelig for pensionen, men jeg ville have ønsket, at jeg havde fået den på grundlag af traumatiseringen og ikke på grundlag af en personlighedsforstyrrelse, jeg ikke selv mener, at jeg har.
Uanset føler jeg mig utroligt privilegeret. Nu har jeg endelig fået den ro i mit liv, som jeg altid har haft brug for. Med hjælp udefra har jeg skaffet mig selv basalt trygge livsvilkår. Jeg bevæger mig nu ud i et helt ukendt terræn. Hele mit liv har det været selvopholdelsesdriften, der har drevet mig videre og det har udpint mig. Nu kan jeg begynde at tage positiv energi til mig, for fra nu af vil det være glæde og kærlighed, der er drivkraften i mit liv. Nu kan jeg se fremad og beskæftige mig med noget, der giver dyb mening: Nemlig arbejdet for at udbrede kendskabet til senfølger af seksuelle overgreb i barndommen – og jeg er så heldig at kunne gøre det i det frivillige arbejde i Synlighedsdagen.
.
Eftertanker
Kommunen opnåede præcist det modsatte af det, de ønskede, da de prøvede at styre mig med tvang, trusler og manipulation. For derved fik de vækket følelserne af ydmygelse og umyndiggørelse. Det fremkaldte alle de fortrængte aggressioner, så de blev min drivkraft. Systemet tog ansvaret for mit liv fra mig og derfor blev jeg nødt til at kæmpe, for jeg vil selv have ansvaret for mit liv.
Havde kommunen ageret anderledes, var min historie blevet helt anderledes,. Da jeg kom i kontakt med Systemet, havde jeg positive intentioner og regnede med at komme i arbejde igen – i et flexjob. Var jeg blevet mødt med respekt, hensynstagen og forståelse samt viljen til at hjælpe og støtte mig, så ville jeg have været taknemmelig og jeg ville have gjort alt for at blive arbejdsdygtig igen. Havde der ikke været alle de negative lighedspunkter mellem kommunen og min familie, ville jeg ikke være blevet retraumatiseret. Jeg røg alt for dybt ind i de mørke følelser, for jeg blev fastholdt i dem og dermed endnu mere sensibel end tidligere. Havde kommunen ageret modsat, ville de have brudt de negative mønstre i stedet for at forstærke dem og de kunne have været med til at bygge mig op i stedet for at nedbryde mig yderligere.
De sociale tiltag der bliver skabt, er dråber i havet. Virkeligt gennemgribende løsninger vil have store samfundsmæssige konsekvenser. Engang diskuterede man begrebet borgerløn. Det tror jeg, vil være en god løsning. Selvfølgeligt vil der være ulemper og det vil være overlevelse på et eksistensminimum. Men fordelene vil være, at man kan tage arbejde ved siden af, i det omfang man måske magter det. Man vil slippe for at føle sig som jagtet vildt, man vil slippe for sygeliggørelse, umyndiggørelse og for yderligere traumatisering. Frem for alt vil man få personlig frihed, fordi man har et valg. Man vil få ansvaret for sit eget liv i stedet for at systemet påtager sig ansvaret og dermed også tager magten over éns liv fra én. Jeg tror sagtens, at det kunne betale sig økonomisk for samfundet på længere sigt. Men det er selvfølgeligt utopi. Borgerløn er helt uforeneligt med den politik, der føres, hvor arbejde ses som løsningen på alle problemer og ikke som en del af problemet.
Aktuelt tales der om, at de soldater der vender hjem med PTSD og andre psykiske lidelser som følge af traumatisering, har brug for væresteder, hvor de kan mødes med ligestillede. Det er et fint tiltag. Jeg ville bare ønske, at politikerne også var opmærksomme på, at vi, der har de samme senfølger p.g.a. seksuelle overgreb i barndommen, også har det samme behov for væresteder, så vi kan mødes med ligestillede. Men vi er selvfølgeligt en del flere, så det vil blive væsentligt dyrere og så vil problemets omfang for alvor blive synligt. Det ønsker politikerne tydeligvis ikke. Jeg er sikker på, at Systemet meget gerne vil have, at vi bliver ved med at være usynlige og prøver at tilpasse os, så status quo kan opretholdes. Men det er helt sikkert, at så længe vi accepterer usynligheden, får vi ikke, hvad vi ønsker os og har brug for.
Min personlige kamp er overstået, men der vil altid være store kampe at kæmpe, så længe der findes systemer, der tager den personlige frihed fra mennesker og hindrer dem i at få tilfredsstillende og trygge livsvilkår.