Af Zandra Berthelsen
D. 25. april 2021
.
Hvis ikke vi (os som oprigtig er undtaget for test) må tage til koncerter, gå på uddannelse, handle ind i forretninger, hvad er meningen så?
Jeg er fritaget fra mundbind og test – og jeg er træt. Træt af at blive mødt med blikke, kommentarer og den slags på trods af, jeg har både papirer og badges i orden det meste af tiden. Nogle gange er jeg så bange for jer, at jeg glemmer min badge, inden jeg når ud og købe ind.
Jeg kan ikke lide at gå med badge, fordi jeg føler mig brændemærket af det, og fordi det ingen effekt har mod jeres modbydeligheder – eller mindre galt jeres diskussionslyst.
Jeg oplever ikke, at jeg kan bidrage med noget, når jeg ikke må være en del af samfundet.
Jeg får lyst til at spørge, om I ser mig og andre fritagede som mennesker?
Jeg ser mig selv som menneske på lige vilkår med andre, men sådan lidt barskt skrevet kan jeg ikke se, hvad meningen er, når jeg angiveligt ikke er en del af samfundet eller må være en del af det.
Jeg bliver ofte mødt med uforstående kommentarer og holdninger, selvom jeg forsøger at imødekomme afstandskrav og den slags.
Tanken om, at jeg aldrig mere må give hånd, få et kram, eller give et kram, fordi jeg hverken er vaccineret eller været syg med covid. Jeg bliver heller ikke vaccineret, fordi jeg har valgt at sige nej tak. Jeg fejler så mange andre ting, at det vil være mere farligt for mig at få vaccinen end at lade være.
Jeg er født i Danmark, hvor jeg har lært, at vi har et frit valg.
Alligevel bliver jeg kaldt dum og grim, når jeg åbent svarer, at jeg til ingen tid vil sige ja til en vaccine. Jeg tror på, at andre har mere brug for den end mig, og jeg kan ikke tåle mange af indholdstofferne, så jeg har ret til at sige nej.
Hvorfor er det så, at et nej ikke bliver respekteret? Man skal da ikke tage medicin, som en vaccine jo er, bare p.g.a. gruppepres eller p.g.a. udelukkelse? For så er du aldrig en del af samfundet anyway, hvis folk kun vil være sammen med dig, hvis du får en given medicin – i dette tilfælde en vaccine.
Jeg er ikke sikker på, at jeg holder til dette i længden. I torsdags var der en gratis koncert her i byen, som jeg gerne ville til, men du kan som bekendt ikke komme ind, når du er fritaget. Så jeg kiggede på jer på nettet, og gik forbi jer på gaden, hvor I spillede på et sted. I så nærmest helt sådan ‘kom-ind-agtige’ ud, hvor jeg tænkte, at ‘ja, jeg kan ikke komme ind, for jeg er fritaget’.
I så rigtig søde ud og det jeg hørte på nettet lød rigtig godt 🙏❤️
Jeg ved godt, der er nogle derude, som gør modstand for modstandens skyld. Det vil jeg ikke forholde mig til, da det ikke er dér, jeg befinder mig.
Jeg er bare frustreret over, at jeg ikke må være en del af samfundet mere eller benytte mig af det.
Det er vel det eneste, at jeg aldrig kommer til at gå til koncerter, spise ude, gå i biffen, låne biblioteksbøger, gå til frisøren, gå i min yndlings friluftsforretning. Det værste er, at jeg ikke kan komme til hundetræning/jagttræning, kampsport og sport generelt, ikke kan komme til hudlæge med sår der ikke heler o.s.v.
Jeg er ked af, at mine medmennesker har så svært ved at forstå, at der kan være alvorlige grunde til, at man er fritaget. Jeg er ked af, at fordi nogle laver ballade, så går det ud over os alle. I øvrigt skal vi ikke være flinke hele tiden, for DU, der næste gang kommenterer på mundbindet, overvej, hvor mange, der har været før dig med en træls kommentar. Muligvis er der nogle der laver ballade, og ja vi er ikke alle ens, men vi burde alle kunne være her. Skulle man mene.
Så mit spørgsmål til dig, der mener, at jeg ikke må komme ind i din butik, forretning, din klinik o.s.v. det er: Tænk, hvis det var én af dine bedste venner, der ikke måtte komme ind , din datter, bror eller forælder, bedsteforælder. Ville du så stadig nægte adgang, som du som privat virksomhedsejer selvfølgelig har ret til?
Spørgsmål 2: Hvad tænker du, er løsningen? Har du det godt med at sige, at fritagede ikke må komme ind i din butik? Det håber jeg ikke, du har. For hvis det var mig, ville jeg have ondt i maven over at skulle lukke mine medmennesker ude, behandle dem som andenrangs. Jeg tror, jeg enten ville gøre modstand eller lukke min bix.
Og hvad med dig nede i Rema i Roskilde – dig med det grå hår, ca. 175 høj og almindelig af bygning, lidt for Karl Smart, der spurgte mig om jeg havde glemt mundbindet? Hvad var det, som var så vigtigt for dig, at du bare måtte høre, om jeg var glemsom, eller om jeg var fritaget? Eller havde du bare ikke noget andet at lave end at være træls?
Hvis ikke samfundet vil have os som mennesker, os som er fritaget, af whatever grund der nu er, hvad vil I så med – ja, i dette tilfælde mig?
I vil gerne have mine penge, jeg må bare ikke komme ind i forretningen. Det gælder altså ikke. Hvis I vil have mine penge, må i behandle mig ordenligt som kunde 🙏💙
Kære dame nede i Bahne i Roskilde, du tilbød at komme ud med en vare til mig, da du mente, at jeg IKKE måtte komme ind, selvom jeg havde en lægeattest. Det må jeg sige, var sødt af dig. Jeg håber, du forstår, at jeg aldrig vil sætte mine fødder i den forretning igen, selv hvis den åbnede op for os, der er fritagede og har papir på det, for det der skete, var så ubehageligt. Jeg skulle egenligt bare have en trådkurv og en holder til noget sæbe. Jeg havde sparet på mine kostpenge, så jeg kunne handle hos jer og have lidt fint i lejligheden. Jeg er gammel kunde hos jer, fra dengang jeg boede i Roskilde sidst, og jeg har altid været glad for at handle hos jer.
Det sluttede så for et par dage siden.
Jeg er ked af det, og jeg er også vred.
Jeg har det sådan, at jeg sagtens kan undvære hudlæge, da jeg det seneste år har lært og håndtere sårbehandling og leve med smerten. Jeg kan sagtens undvære en trådkurv, for det vigtigste i mit hjem er mig selv og min hund. Vi har vand i vandhanen og lidt kost, så jeg kan sagtens undvære at gå på restaurant. Men koncerter – det var én af de ting, jeg havde en glæde ved, da jeg endelig kom ud. Jeg kan sagtens undvære behandling af de forskellige ting, jeg fejler, selvom det smadrer min livs kvalitet – men ved I hvad… jeg har været igennem værre ting end dette. Jeg tror bare ikke, jeg gider mere.
Altså oprigtigt – jeg er træt af, at den almene borger mener, det er helt i orden at udelukke et medmenneske p.g.a. en helbredsting eller handicap eller andet i den dur. Det skræmmer mig.
Jeg tør ikke gå til tandlægen, for sidst jeg var der, tvang de mig til at gå med mundbind, hvilket resulterede i, at jeg fik det rigtig skidt lang tid efter. Selvom jeg har huller, og en tand der enten skal rodbehandles (det bliver den ikke) eller ud, så klarer jeg mig uden. Jeg undlader at spise fødeemner, det gør ondt at tygge på.
Jeg har smerter ved tygning p.g.a., at nerven i min tand har det skidt. Det har jeg gået med siden før jul. Jeg fik lavet noget af tanden i januar, og så skulle jeg komme tilbage, hvis det blev værre. Det er kun værre – men endnu værre, at I ikke respekterede, at jeg var fritaget, og at jeg p.g.a. min uvidenhed og PTSD ikke fik sagt ordenligt fra på en tydelig og venlig måde. Jeg frøs fast.
Det er mere håndgribeligt at have nervesmerter i en tand og sår i halsen og andre steder på kroppen, end det der når ikke man bliver mødt.
Så selvom jeg har mange smerter og ikke tør gå til tandlægen, og ikke må handle i forskellige forretninger, så er jeg glad for, at jeg alligevel evner at passe på mig i alt det her. For det er at passe på mig, når jeg stopper op og trækker mig som her.
Så det er det, jeg gør. Jeg trækker mig. I får ikke mine penge, når I ikke vil have mig som kunde. Og ved I hvad – Google og netdoktor kan rigtig mange ting, og DIY på YouTube om gør det selv dimser i køkkenet kan også rigtig meget. Og ved I hvad – man kan faktisk leve på en sten og stadig overleve. Er det ikke bare fascinerende?
Vi skal ikke tale om ordet sarkasme, eller hvordan det påvirker psyken. Bare lad mig slå fast: denne her verden er for alle – det er forretninger ikke. Jeg håber af hele mig hjerte, at I, næste gang I handler i f.eks. Bahne i Roskilde, tænker på, hvordan det vil være, hvis jeres veninde, ven eller familiemedlem ikke måtte komme ind p.g.a. psykiske og fysiske helbredsmæssige problemer. Overvej også lige, at der er rigtig mange andre forretninger end Bahne, man kan handle i. Og ja, jeg ved godt, at du, kære ekspedient, gjorde, hvad din chef sagde, men vi har altid et valg. Det håber jeg, du ved, hvis du falder over dette skriv.
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘