Af Lissi Sys Kronborg
d. 15 april 2021
Jeg har i mange år, ja hele mit voksenliv, følt mig som en løsgænger. Som en løsgænger i Folketinget, der hopper fra et parti til et andet for at finde sin plads, hvor der er rum og lydhørhed. Jeg hopper stadigt.
.
Oveni et meget svært voksenliv med mange senfølger efter en lang barndom, hvor jeg var udsat for incest/seksuelle overgreb, popper der pludselig noget op, der hedder corona. En epidemi som rammer os alle på hver vores måde.
Hos mig ramte den lige ned i bl.a. min ENSOMHED. En ensomhed som har fulgt mig hele mit liv. Den ramte ned i, at jeg ikke må være en del af et fællesskab. Som barn stod jeg ofte udenfor og kiggede inde på de andre. Den ramte i den grad også ned i det sociale liv. Begge dele forstærker min ENSOMHED, når jeg bliver sat udenfor.
Så kom også kravet om mundbind. Hvis ikke jeg var på hårdt arbejde inden da, så kom jeg det da i den grad med mange ubehageligheder, skældud, nedgørelse og masser af skam.
Der har været nogle meget voldsomme oplevelser. Bl.a. var jeg ikke velkommen på en klinik for behandling af alle mine senfølger efter kemobehandling, som jeg er meget invalideret af i dag. Den klinik her i Odense havde lavet sine egne regler. I en butik blev jeg nærmest sat på gaden: “Du må ikke være her, du skal gå, du må ikke være i min butik”. Jeg er blevet stoppet på gaden, i forretninger og andre steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på, at jeg havde glemt mundbind og/eller visir. Jeg skulle/måtte forklare, og nogle gange kom det til ubehageligheder med nedgørelse, udskamning og “Gå hjem med dig, bliv dér og bestil mad over nettet”.
Det skal siges, at jeg også har mødt søde mennesker, men de oplevelser mærkes desværre ikke i min krop, i mit nervesystem. Nej, det er alle de andre oplevelser, som ofte gjorde, at jeg hurtigt hoppede op på min cykel for i en fart at komme hjem til ensomheden, med tårerne løbende ned af kinderne.
Jeg har i dag et badge med ‘Fritaget for mundbind’ på. Noget jeg ellers er meget modstander af. Alle kan købe det, og for mig føles det som at blive sat i bås. Tilliden til hinanden forsvinder. D.v.s. den tillid til andre mennesker, som jeg har brugt hele mit voksenliv på at opbygge, den drysser stille og roligt ned i følelsen af ikke at blive troet på. Du skal ikke tro, du er noget, du er ikke noget værd, du står bare der og ser godt ud. Skulle jeg igen gå ud i verden med sorte negle, fedtet hår, snavset tøj og dårlig ånde for at blive set og troet på, bare lidt?
En flytning oven i corona er ikke nogen god cocktail. Det var det heller ikke, da min mor døde i januar med mange restriktioner, mens vi sad i flere dage omkring hende. Børnebørn og oldebørn var afskåret fra at sige farvel. Antallet af gæster til hendes bisættelse måtte skæres drastisk ned, vi (mine søskende og jeg) skulle sortere. Det var bestemt IKKE den bisættelse, min mor skulle have haft.
Oveni alt dette er jeg lige nu igennem en udredning/undersøgelse forårsaget af to tidligere brystcancere. At få sådan en diagnose lagde mig hver gang ned i krise, angst, og ikke mindst blev min PTSD i den grad aktiveret. Nu skal jeg så også navigere med denne angst oveni, hvad coronaen ellers gør ved mig. Min PTSD igen er i fuldt flor, som om min krop danser rundt med i alle retninger. Dette er ikke nogen sjov dans, den danses i den største ENSOMHED.
Hvordan tager jeg fat, og hvornår kan jeg gå ud i livet igen, så min frihed bliver så ubegrænset som muligt? Hvornår kan mit nervesystem få lidt til ro, så jeg ikke skal være på vagt hele tiden? Kroppen er i en konstant stress tilstand, og tinnitus hamrer derudad. Hvornår kan ENSOMHEDEN få lidt selskab, kærlighed og omsorg? Jeg ved det ikke, og nu kommer så spørgsmålet, om jeg tør lade mig vaccinere. Hvad med bivirkninger, som jeg i forvejen har mange af bl.a. efter kemo? Men tør jeg lade være? Vil ENSOMHEDEN æde mig op?
Jeg hopper videre…
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘