Mød Lærke, ansvarlig for kommunikation og fundraising i Spor

Flere af jer kender måske Lærke, hun har været ansat i Spor i små 5 år nu. Men det er vist aldrig rigtigt blevet præsenteret hvem der laver hvad i Spor, og nogle gemmer sig mere bag skærmen end andre 😉

Lærke er uddannet på Roskilde Universitet med speciale i kommunikation og sundhedsfremme/sundhedsstrategier og kom til Spor i 2020 efter et par ansættelser i Københavns Kommune og senere Settlementet på Vesterbro. At få både kommunikations- og fundraisingkompetencer ind i Spor har været en gevinst på flere niveauer. Noget af det første Lærke kastede sig over var at få oprettet en Instagram og LinkedIn profil for Spor, dernæst ny hjemmeside og så er der kommet godt gang i fundraisingen, så Spor får midler til både drift og nye/fortsatte projekter og arrangementer.

Når Lærke ikke er på arbejde, så er hun typisk engageret i 1000 andre ting. Hun er en af dem, der ikke kan lade være at melde sig i udvalg, bestyrelser og børnenes kontaktforældregrupper. Der bliver arrangeret vejfester, madklubber, fastelavn og loppemarkeder, og en gang imellem beder hendes mand hende skrue liiiidt ned.

Hvis Lærke havde ét ønske for Spor, og specifikt for hendes egne ansvarsområder, ville det være flere timer/kræfter. Lærke er ansat 30 timer/ugen og fordeler timerne cirka 50/50 mellem kommunikation og fundraising. Men 15 timer til hvert område rækker ikke langt, og der er brug for en større indsats for fx at kunne tiltrække flere unge til Spor, gøre opmærksom på forældregrupper, telefonrådgivning og undervisning, eller for at kunne brage ordentligt igennem i store som små fondsansøgninger.

Lige pt. arbejder Lærke på at få udgivet første Spor Magasin med en lille gruppe frivillige, og det er også et stort ønske at samle en frivillig gruppe af medlemmer, der interesserer sig for at skaffe midler og indgå nye samarbejder, store som små. Hvis du vil høre nærmere om noget af dette (eller andet inden for Lærkes områder), så er hendes tlf. altid åben 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *