Originalartikel: No, you can’t make a person change af Mark Manson
Oversat af Pia Hoffmann
.
Vi har alle haft et menneske i vores liv, hvor vi hele tiden hører os selv sige: “Hvis bare de ville…” Måned efter måned, år efter år – vi elsker dem, bekymrer os om dem, men når vi slukker lyset eller afslutter telefonsamtalen, tænker vi for os selv: “Hvis bare de ville…”
.
Måske er det et familiemedlem. Måske er de deprimerede, kede af det, ulykkelige. Måske tror de ikke på sig selv. Og hver gang du ser dem, prøver du at fylde dem med kærlighed og tillid, du giver dem komplimenter og fortæller dem, hvor sej deres nye frisure er. Du opmuntrer dem som regel og kommer med gode råd, som de ikke har bedt om. og anbefaler en bog eller to og siger inden i dig selv:
”Hvis de bare ville tro på sig selv…”
Eller det kan være en ven. Måske ser du dem fucke up hele tiden. De drikker for meget, er deres partner utro. Bruger alle deres penge på hobbyer, de er afhængige af. Du trækker dem til side og giver dem hånden-på-skulderen peptalken, som venner skal gøre. Måske tilbyder du at se på deres bankkonto og måske låne dem penge. Imens tænker du:
”Hvis de bare kunne tage sig sammen…”
Eller måske det værste. Det kan være din mand/kone/kæreste. Eller værre: din ex. Forholdet er måske nok slut, men du klynger dig alligevel til håbet om, at han/hun på en eller anden måde vil ændre sig. At der bare lige er en eller anden information, de mangler, der ville ændre alt. Måske køber du bøger til dem, som aldrig bliver læst. Måske trækker du dem hen til en terapeut, som de ikke har lyst til at gå til. Måske lægger du tårevædede beskeder kl. to om natten, hvor du skriger: ”HVORFOR ER JEG IKKE NOK FOR DIG?!!?
Som om det nogensinde har virket…
.
.
Vi har alle sådan et menneske i vores liv. At elske dem gør ondt, men at miste dem gør også ondt. Så vi beslutter, at den eneste måde at løse dette emotionelle kludderværk på er at forandre dem.
”Hvis bare de ville…”
På min foredragsturne i foråret var der en kort spørgerunde i slutningen af hvert foredrag. Der var altid mindst én, der rejste sig op og fortalte, hvor problematisk deres situation var og sluttede med: ”Hvordan får jeg ham/hende til at ændre sig? Hvis bare han/hun bare gjorde X, ville alting blive bedre.”
Mit svar var hver gang det samme: Det kan du ikke.
Man kan ikke få nogen til at ændre sig. Man kan inspirere dem til at forandre sig. Man kan lære dem noget, som kan give dem lyst til at forandre sig. Man kan støtte dem i deres forandring.
Men man kan ikke forandre dem.
Grunden er, at hvis man vil have nogen til at gøre noget, selv hvis det er til deres eget bedste, kræver det enten tvang eller manipulation. Det kræver, at man griber ind i deres liv på en måde som er grænseoverskridende, og det vil derfor ødelægge forholdet – i nogle tilfælde mere end det hjælper.
Der er tale om grænseoverskridelser, som ofte går ubemærket hen, fordi de bliver gjort i bedste mening. Timmy har mistet sit arbejde. Timmy ligger på sin mors sofa, uden penge, og har ondt af sig selv hver dag. Så mor begynder at skrive ansøgninger for Timmy. Mor begynder at råbe ad ham og give ham skyldfølelse over at være sådan en taber. Måske kyler hun endda hans Playstation ud ad vinduet bare for at give ham lidt ekstra motivation.
Selv om mors intentioner er gode, og nogle ville se det som en dramatisk form for tough love, giver denne type opførsel i sidste ende bagslag. Den er grænseoverskridende. Det er at tage ansvar for et andet menneskes handlinger og følelser, og selv om det er gjort med de bedste intentioner, ødelægger den slags grænseoverskridelser en relation.
Prøv at se det på det sådan her. Timmy har ondt af sig selv. Timmy kæmper for at finde mening med at leve i denne hårde, hjerteløse verden. Så kommer mor pludselig ind, og ødelægger hans Playstation, mens hun samtidig går ud og finder et arbejde til ham. Ikke alene løser det ikke Timmys problem med at se verden som et hårdt og hjerteløst sted, hvor han ikke hører hjemme, men det overbeviser også Timmy om, at der er noget grundlæggende galt med ham.
For hvis ikke Timmy var fucked up, ville hans mor da ikke behøve at gå ud og finde et job til ham?
I stedet for at Timmy lærer ”Hej, verden er ok, jeg kan klare det”, lærer han ”Jeg er en voksen mand, som stadig har brug for, at hans mor klarer alting for ham – jeg vidste, der var noget i vejen med mig.”
.
.
Det er sådan, at de bedste forsøg på at hjælpe nogen giver bagslag. Du kan ikke give nogen selvtillid eller få dem til at respektere sig selv eller tage ansvar – for den måde du prøver at gøre det, ødelægger tillid, respekt og ansvarlighed.
Hvis man virkelig skal forandre sig, skal man føle, at det er ens egen forandring, at man selv har valgt den og kontrollerer den. Hvis ikke, har den ingen effekt.
En generel kritik af mit arbejde er, at jeg – i modsætning til de fleste selvhjælpsforfattere – ikke fortæller folk, hvad de skal gøre. Jeg kommer ikke med nogen plan fra A til F, eller har masser af øvelser i slutningen af hvert kapitel.
Det er der en god grund til: jeg kan ikke afgøre, hvad der er rigtig for dig. Jeg kan ikke vide, hvad der vil gøre dig til et bedre menneske. Og hvis jeg vil bestemme det i stedet for, at du selv gør det, vil det fjerne de emotionelle gevinster.
De fleste mennesker, der søger selvhjælpsverdenen, er der antageligt, fordi de har en kronisk mangel på evne til at tage ansvar for deres egne valg. Den er fuld af mennesker, som har flydt gennem livet, mens de har ledt efter nogen – én eller anden autoritetsfigur eller organisation eller principper – som skal fortælle dem, hvad de skal tænke, hvad de skal gøre, hvad der har betydning.
Men problemet er, at ethvert værdisystem før eller siden vil fejle. Enhver definition på succes vil før eller siden vise sig at være ubrugelig. Og hvis du er afhængig af andres værdier, vil du føle dig fortabt og identitetsløs fra starten.
Så hvis én eller anden – som jeg – står på scenen og fortæller dig, at for det halve af din livsopsparing vil jeg tage ansvar for dit liv og fortælle dig præcis, hvad du skal gøre, og hvad du skal sætte pris på, så vil jeg ikke bare fastholde dit oprindelige problem, men jeg dræber samtidigt noget, mens jeg gør det.
Mennesker, der har overlevet traumer, som har oplevet forladthed og skam eller følt sig fortabte, de har overlevet den smerte ved at klamre sig til verdensbilleder, der lover dem håb. Men indtil de lærer at skabe dette håb for sig selv, vælge deres egne værdier, tage ansvar for deres egne oplevelser, vil intet virkelig heles. Og hvis nogen intervenerer* og siger: “Her får du mit værdisystem serveret på et sølvfad. Kunne du tænke dig pommes frites til?” vil det bare fastholde problemet, uanset om det er gjort ud fra de bedste intentioner.
*(PS: Aktiv intervention i nogens liv kan være nødvendigt, hvis personen er blevet til fare for sig selv eller andre. Og når jeg siger ‘fare’, mener jeg virkelig fare – f.eks. ved at tage for mange stoffer eller blive voldelige eller have alvorlige hallucinationer.)
.
Hvordan kan man hjælpe mennesker?
Hvis man ikke kan tvinge nogen til at forandre sig, og hvis det at blande sig i andres liv på en måde så man fratager dem ansvaret for deres egne valg, til slut vil give bagslag, hvad kan man så gøre? Hvordan kan man hjælpe andre?
-
Eksemplets magt
Enhver, der nogensinde har foretaget en større forandring i sit liv, har oplevet, at det har en afsmittende effekt på deres relationer. Du holder f.eks. op med at drikke eller feste, og pludselig føler dine festvenner, at du ignorerer dem eller er blevet ‘for god’ til dem.
Men engang imellem, bare engang imellem, tænker én af disse partyvenner for sig selv, at “måske skal jeg også skære lidt ned”, og de stopper festen sammen med dig. De foretager den samme forandring, som du har gjort, og det er ikke, fordi du blandede dig og sagde: “Hold nu op med at drikke dig stangstiv på en tirsdag”, men simpelthen fordi du stoppede og dermed inspirerede andre.
-
I stedet for at give andre svar, skal du stille bedre spørgsmål
Når du én gang har indset, at du ikke kan påtvinge andre dine egne svar, er den eneste anden mulighed for at hjælpe personen at stille bedre spørgsmål.
I stedet for at sige: ”Du skulle virkelig tage og kæmpe for at få en bedre løn,” kunne du sige: ”Synes du, du bliver ordentligt betalt?” I stedet for at sige: ”Du må simpelthen holde op med at tolerere din søsters bullshit”, kunne du sige: ”Føler du dig ansvarlig for din søsters bullshit?”
At stille mennesker spørgsmål er svært. Det kræver tålmodighed og tankevirksomhed og omsorg, men det er nok derfor, det er så virksomt. Når du betaler en terapeut, betaler du i virkeligheden for bedre spørgsmål. Det er derfor, nogle mennesker finder terapi ubrugeligt, fordi de tror, de vil få svar på deres problemer, men i stedet får de flere spørgsmål.
.
.
- Tilbyd hjælp uden betingelser
Det er ikke for at sige, at man aldrig kan give folk svar, men svarene skal søges af personen selv. Der gør en kæmpe forskel, om jeg siger: ”Jeg ved, hvad der er bedst for dig,” eller om du kommer til mig og spørger: ”Hvad tror du, ville være bedst for mig?”
Det ene respekterer din autonomi og selvbestemmelse. Det andet gør ikke.
Derfor er det bedste, du kan gøre, simpelthen at fortælle, at du er der, hvis personen har brug for dig. Det er den klassiske: ”Jeg ved, du går gennem en hård tid for øjeblikket. Hvis du får brug for at snakke med mig, skal du bare sige til.”
Men det kan også være mere specifikt. For et par år siden havde en af mine venner problemer med sine forældre. I stedet for at give ham gode råd eller fortælle ham, hvad han skulle gøre, fortalte jeg ham simpelthen om nogle af de problemer, jeg havde haft med mine forældre før i tiden, som jeg mente, mindede om dem, han havde. Målet var ikke at tvinge min ven til at modtage mine råd eller at gøre, hvad jeg havde gjort eller i det hele taget bryde sig om, hvad der var sket for mig. Det var helt op til ham.
Det var simpelthen et tilbud. Og hvis det var noget, han kunne bruge, kunne han gøre det. Hvis ikke, var det også fint.
Hvis det bliver gjort på den måde, giver vores historier værdi for andre end os selv. Det er ikke mig, der giver ham råd. Det er min oplevelse, som låner perspektiv til hans oplevelse. Og hans ret til at vælge og tage ansvar for sin oplevelse bliver ikke hæmmet eller forstyrret, kun æret.
.
I sidste ende er vi kun i stand til at forandre os selv. Det kan da godt være, at Timmy får et godt skodjob og har en Playstation mindre, men indtil hans definition af sig selv forandrer sig, indtil hans selvfølelse og liv ændrer sig, vil han altid være den samme gamle Timmy, men nu med en meget mere frustreret mor.