Klumme juni-juli 2016
.
Den 16. maj 2016 præsenterede social- og indenrigsminister Karen Ellemann en top ti liste over sociale målsætninger, som skal afløse den tidligere regerings sociale 2020-mål. Ét af målene er at “flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse”.
Spørgsmålet er bare: Hvordan?
Som situationen er, presses traumatiserede voksne af en beskæftigelsesindsats, der som oftest bevirker, at de kommer længere og længere væk fra arbejdsmarkedet.
I den bedste af alle verdener vil der være tre gyldne grundregler i mødet med mennesker, som har været udsat for seksuelle overgreb og andre traumer i barndommen:
.
1. Stop ulykken – bring personen i sikkerhed
Det siger næsten sig selv, at når et menneske har været truet på sin fysiske og psykiske integritet, så skal vedkommende bringes i sikkerhed, og der må skabes tryghed. I stedet jages traumatiserede mennesker af systemet efter devisen ‘hurtigste vej i beskæftigelse’.
Når verden er brudt sammen, og barndommens traumer skal bearbejdes, er der brug for tid og ro. I stedet bliver den senfølgeramte placeret i en umulig situation, hvor der igen forekommer trusler på den fysiske og psykiske integritet. Mange retraumatiseres i kontakten med systemet, fordi fortidens følelser bliver aktiverede af nutidens overgreb, så det kan føles som en gentagelse af barndommens vanvid. Det, der sker, kan karakteriseres som systematisk nedbrydning af mennesker, som ellers overlevede det utænkelige.
Psykologerne fra den nu nedlagte Psykologordning fortalte, hvordan de ofte måtte bruge de sparsomme terapitimer på at yde social førstehjælp og skærme de senfølgeramte mod Jobcentrenes krav. Det er nøjagtig samme historie, vi hører igen og igen fra de frivillige organisationer.
.
2. Let tilgængelig, tilstrækkelig og relevant støtte i helingsprocessens forskellige faser
Det mindste, man kan forlange af et velfærdsamfund, er tilgængelig hjælp, når man har været udsat for seksuelle overgreb som barn eller ung. I stedet møder man en sand labyrint af ordninger og projekter, der ikke hænger sammen. De tre centre for seksuelt misbrugte (CSM) skulle være et landsdækkende specialiseret behandlingstilbud, men de er for det første ikke landsdækkende, og for det andet sorterer de i, hvem der kan få psykologhjælp. Nu er behandlingen blevet tidsbegrænset p.g.a. et politisk krav om, at ventelisterne ikke må blive længere. Kan man forestille sig, at f.eks. et kræftramt menneske blev udsat for det? Det koster liv, når senfølgeramte ikke bliver færdigbehandlede! Traumer sidder som en parasit i nervesystem, krop og psyke. De nedbryder helbredet, og der er overhængende fare for at falde tilbage til gamle overlevelsesstrategier, som kan være så selvdestruktive, at det kan koste livet.
.
3. Interesseret, undersøgende og åben tilgang til den senfølgeramtes situation
Når målet er, at flere skal i beskæftigelse eller arbejde, så ryger interessen for det enkelte menneske. Det bliver forlangt, at vi skal være ydrestyrede frem for indrestyrede, hvilket er det stik modsatte af, hvad en helingsproces skal arbejde hen imod. Mange senfølgeramte er pleasere og rigtig gode til at spotte, hvad andre gerne vil have, så de prøver at leve op til omgivelsernes krav og forventninger. Resultatet er meget ofte stresskollaps, og det får ikke flere i arbejde.
.
Med Socialpolitikkens 10 nye bud er vi så langt fra målet, som vi nogensinde har været, for vi mangler stadigt svar på det altafgørende spørgsmål: “Hvordan?”!
.