Traumer bliver overset i forskningen af psykiatriske lidelser

….Spørg ikke hvad jeg fejler – spørg hvad der er sket for mig!

’Nye vinde blæser’ var overskriften på Psykiatritopmødet 2024, men hvor blæser de nye vinde, når det gælder psykiatrisk forskning? I et indslag på Tv2Fyn den 22.10.2024[1]  fortæller professor Tanja Sheldrick-Michel fra Psykiatrien i Region Syddanmark om hvordan et forskningsprojekt skal hjælpe med at løse de udfordringer, der i dag er med at stille de rigtige diagnoser og iværksætte en mere præcis behandling af den enkelte. Det lyder jo alt sammen meget godt, hvem vil ikke gerne undgå fejlmedicinering og fejldiagnoser? Men der hvor det bliver problematisk er, at man endnu en gang bruger forskningsmidler på at finde en biologisk forklaring på de psykiske problemer, som mange mennesker havner i.

Vi savner i den grad forskning her i Danmark der interesserer sig for, hvad der har udløst de psykiske lidelser i stedet for – igen – at forsøge at finde en biologisk forklaring. Vi har i dag kendskab til anerkendte ACE-studier (Adverse Childhood Experience) helt tilbage fra 1998, hvor der for første gang blev forsket i sammenhængen imellem traumatiske oplevelser i barndommen og senere opståede sygdomme og følgevirkninger, som eksempelvis depression, risikovillighed og (misbrugs)afhængighed. Studiet viste, at jo flere traumatiske hændelser der er sket i ens barndom, jo større sandsynlighed er der for helbredsproblemer senere i livet.

Traumers sammenhæng med psykisk lidelse

I TV2 Fyn indslaget udtaler professor Tanja Sheldrick-Michel: ”Psykisk sygdom er biologisk og ikke på nogen måde patientens egen skyld.” Tanja har ret i, at det aldrig er patientens egen skyld, at man kan havne i en situation, hvor man har behov for støtte og hjælp. Men at gå så langt som at psykiske lidelser altid er biologisk betingede, det er en ommer. I Landsforeningen Spor arbejder vi for og med voksne, der har overlevet seksuelle overgreb i barndommen, og i denne gruppe er rigtig mange præget af forskellig psykisk lidelse. De får stillet diagnoser og kommer i behandling, og mange af dem skøjter ind og ud af psykiatrien i (alt for) mange af deres voksen-år. Deres sygdom er opstået på baggrund af barndomstraumer, og dét at de ikke fik den rette og rettidige hjælp dengang.

Undersøgelser peger på, at op imod 80%[2]  af de personer, der er indlagt i psykiatrien, har oplevet traumer (f.eks. overgreb), og mange rapporterer om flere traumer gennem både barndom og voksenliv. Flere steder har man i dag indset, at det hjælper, at have fokus på traumerne – pt. særligt i kommunernes forskellige behandlingstilbud. Her er man optaget af, at mennesker der modtager en social indsats, ofte har traumereaktioner, fordi de i mødet med det sociale system genoplever den følelse af magtesløshed og frygt, som tidligere traumer har givet dem. Men når mennesker oplever tryghed, kontrol og ejerskab i indsatsen, kommer deres nervesystem i ro, og de får mere ud af samarbejdet. For at opnå ro og tryghed hos borgerne, skal de kommunale medarbejdere fremover kigge på borgernes historik for at få en større forståelse af deres følelser, reaktioner og udfordringer. Disse vinde blæser ude i landets kommuner, og hurra for det.

Dét som Tanja Sheldrick-Michel her bliver bærer af – at kigge rent på menneskets biologi – er udtryk for en gammeldags tænkning, og vi er bange for, at man med dét kan komme til igen at holde patienten og mennesket ud i strakt arm. Hvorfor interessere sig for menneskers historie og gå ind i dén, når man bare kan studere deres hjerner og dermed deres biologi? Hvorfor lytte til menneskers lidelseshistorier og give dem ro og mulighed for selv at forstå traumernes konsekvenser, hvis man i stedet bare kan lave en ”mini-kopi” af deres hjerner?

I Landsforeningen Spor ønsker vi os et langt større fokus på menneskers historier og en dialog om, hvad de ting vi har med os i rygsækken gør ved os. Dialogen er i fuld gang ude i landets kommuner, men lad os nu også få lov at føle os mødt, set og forstået som hele – komplekse – mennesker, og ikke bare som en biologi, når vi havner i den danske psykiatri.

Et sted at starte kunne være, at der prioriteres forskningsmidler i traumers betydning for psykiske lidelser, samt at der i den psykiatriske forskning sker en langt højere grad af inddragelse af mennesker med levede erfaringer som medforskere og erfaringseksperter.

---

[1] https://www.tv2fyn.dk/odense/dyrkning-af-minihjerner-skal-loese-gaade-for-psykisk-sygdom?fbclid=IwY2xjawGEyVFleHRuA2FlbQIxMQABHYF9OHZI_kvogTV2SELkTcz16rZH49L30V2xqsDa_FW6S9CgMzfvvKpFRQ_aem_74OGGRnbidSHAv3vBcBYlA

[2] https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8607281/Det-er-ikke-nok-at-bem%C3%A6rke-at-traumer-er-vigtige

September 2024

Når ens historie aldrig kun er ens egen

Når man vælger at stå frem som voksen med de traumer man har med sig fra barndommen, så er der altid et bagland at tage stilling til. For alt for mange hæmmer det i høj grad hvor meget de tør dele af deres historie, eller om de overhovedet tør stå frem. Dermed er man også forhindret i at tage sin historie tilbage som en hjælp til at kunne hele sårene.

For nylig oplevede vi Ulla stå frem i en TV2 dokumentar om sin barndoms traumer: ”Var min far pædofil?”. I dokumentaren bliver det tydeligt, at også Ulla konstant skal afveje sin families behov versus sine egne. For nogen er det et helt lokalsamfund, der skal tages stilling til, så er det naturligt at man tøver, og at alt for mange hindres i at stå frem.

I Landsforeningen Spor, der er en bruger- og interesseorganisation for voksne, der har senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, oplever vi denne problematik gang på gang for vores medlemmer. Man har behov for at kunne fortælle åbent om de traumer og overgreb, man blev udsat for i barndommen, men man tør ikke, fordi man enten frygter ens baglands reaktioner, eller har oplevet dem i det øjeblik man vælger at tale åbent om fortiden.

”Det har kostet dyrt at tale højt om min fars krænkelser, på trods af han er dømt for overgreb. Mit behov for at granske barndommen blev opfattet som ondsindet og uønsket, og har resulteret i en bragende tavshed. Jeg ramte det ene emne, man åbenbart ikke kan eller må tale om.” Ulla, medvirkende i dokumentaren ”Var min far pædofil?”

Når Ulla ikke kan få lov at have sin historie selv, fordi hun har en stor familie, og alle har de hver især deres egen fortælling og forståelse af barndommen, så hindrer det Ulla i at få en god proces, hvor hun endelig kan være i kontrol selv. Man skal forstå, at når barnet får taget al kontrol fra sig, og der begås overgreb mod det – så er det magtesløst og kan ikke selv handle sig ud af situationen. Som voksen er det derfor enormt vigtigt for mange at tage kontrollen, for nu er man endelig ikke magtesløs længere.

”“Er du sikker på, det ikke er noget, du har drømt” var en af de sætninger, jeg oftest blev mødt af, af størstedelen af min familie, da jeg som 16-årig fortalte om de overgreb, jeg havde været udsat for.” Sarah Vangsgaard Winge, medlem af Spor.

Alt for ofte bliver der stillet spørgsmål til hvorfor mennesker først står frem og fortæller deres historier efter mange – måske 20-30 – år. Der kan være tale om fortrængninger, hvor erindringerne simpelthen først kommer frem til overfladen langt oppe i voksenlivet, som i Ullas tilfælde. Men der kan også være tale om, at det har store konsekvenser at stå frem. Man risikerer simpelthen hver gang at miste værdifulde relationer – tænk at miste sin familie, eller store dele af den, fordi man insisterer på at fortælle sin sandhed. Det er så smertefuldt, og alt for mange oplever at blive ”banket på plads” når de forsøger.

Så hvad er vores opfordring med dette? At vi respekterer individets behov for at fortælle sin egen historie. Det er for mange en reel genoprejsning, og det medfører ofte øget selvtillid og styrke, samt det er helt nødvendigt at turde se sin fortid i øjnene for at opnå heling i voksenlivet. Så lad os droppe berøringsangsten, forfængeligheden og fordømmelsen, også når det kommer helt tæt på. Enhver har ret til sin egen historie.

Juni 2024

Landsforeningen Spor inviterer til morgen-grounding under Folkemødet 2024

Under Folkemødet, hvor pulsen er høj og magtens dynamikker er i spil, kan nervesystemet bevidst og ubevidst hos traumeramte blive overbelastet. Landsforeningen Spor ønsker at skabe et rum, hvor vi kan ‘lande’ i dagen med alt det unikke, vi hver især bringer med os. Vi inviterer alle til at deltage i denne grounding-oplevelse, hvor vi sammen kan finde ro og styrke til dagens begivenheder.

Mange mennesker med traumer arbejder hårdt, både bevidst og ubevidst, under Folkemødets dage. Det er vigtigt at anerkende, at ikke alle, der til tider er negativt påvirkede af festlighederne, bærer Solsikkesnoren, som er et af Folkemødets initiativer til mennesker med et usynligt handicap. Et usynligt handicap kan også være at have været udsat for et eller flere traumer i sit liv, og de mennesker bærer ikke nødvendigvis en Solsikkesnor.

Traumer kan have mange former; alt fra akutte hændelser som bilulykker og dødsfald til langvarige udfordringer som at vokse op i ustabile og utrygge hjem. Disse oplevelser efterlader spor og bidrager til vores mentale ‘rygsæk’. Folkemødet er kendt for sin høje energi og livlige atmosfære, som mange nyder, men for nogle kan denne energi indimellem vække gamle traumer til live igen.

Landsforeningen Spor annoncerer en særlig morgen-grounding begivenhed, hvor deltagerne kan byde dagen velkommen i fællesskab. Denne begivenhed er en unik chance for at starte dagen med en følelse af tilstedeværelse og bevidsthed om vores bevægelser og plads i verden.

Hvor? Fredag den 14. juni kl. 9.00-9.45, C99 Cirkuspladsen pop-up – kom forbi til en morgenbolle, et glas juice og et par grounding-øvelser.

Om Landsforeningen Spor: Landsforeningen Spor er dedikeret til at støtte mennesker med traumer af seksuelle overgreb, og fremme forståelsen af traumers kompleksitet samt indvirkning på individet. Gennem arrangementer som morgen-grounding på Folkemødet søger vi at skabe inkluderende og støttende fællesskaber for alle.

For yderligere information: Kontakt projektleder Christina Sylvest Noer, tlf. 3014589/60179003, christina.noer@landsforeningen-spor.dk

Maj 2024

Indefra – Syg Ungdom: En overfladisk rejse

Det sidste afsnit af ”Indefra – Syg Ungdom” er netop blevet sendt på DR. I Landsforeningen Spor har vi fulgt med, håbefulde om at se en dybdegående udsendelse om børn og unges lidelser på et bosted. Vi håbede på en programrække, der turde dykke ned i årsagerne til de medvirkendes udfordringer. Selvom serien har været rørende, og de medvirkende børn og unge har vist stort mod ved at lukke os seere ind i deres verden, er de desværre kun blevet mødt på overfladen af deres symptomer.

Anders Agger har en behagelig jovial stil over for de medvirkende, men både han, og måske også bostedet, undlader stort set fra start til slut at forholde sig til, årsagerne bag symptomerne. Agger spørger ikke børnene direkte om, hvad der skete, da de som 8-, 11- eller 13-årige begyndte at udvikle spiseforstyrrelse, selvskade eller stemmehøring, og derfor kommer han faktisk til at efterlade dem alene i samtalen. I flere scener ser det ud til, at børnene direkte venter på et spørgsmål som; ”hvad skete der for dig, som du tror er årsagen til din selvskade/PTSD/angst etc.?”. Men dette spørgsmål udebliver konsekvent, og det bliver dermed til den usynlige elefant i rummet.

Er vi vidne til ”en syg ungdom”, eller er vi vidne til en specifik gruppe børn med svære oplevelser i bagagen?

DR efterlader seerne med en fornemmelse af, at alle børn kan ende på et behandlingssted som Holmstrupgård; at de unge er udtryk for ”en syg ungdom”, hvor børn og unge tilsyneladende tilfældigt udvikler angst, PTSD eller spiseforstyrrelser som følge af et travlt børne- og ungdomsliv. I Spor anerkender vi, at børn og unge i dag har travlt og er underlagt et alt for stressende hverdagsliv, men det er ikke dét, der fører til PTSD eller stemmehøring. Alvorlige psykiske lidelser opstår af noget, og de rammer ikke tilfældigt ned i ellers velfungerende familier eller børnemiljøer.

Hvis man vælger at lukke øjnene for årsagerne bag psykisk lidelser, forsvinder problemet ikke. Der er sket noget alvorligt i disse børns liv. En enkelt deltager er så langt i sit forløb, at hun kan sætte ord på, at seksuelle overgreb er årsagen til hendes PTSD-diagnose, og hun bliver mødt af tavshed og famlen efter ord. Det er helt forståeligt, at ikke alle ved hvordan man responderer på andre menneskers svære vilkår, og Agger forsøger det bedste han kan. Vi savner bare mere! Kom nu, gå ind i barnets fortælling; hun prøver at lukke dig ind.

Psykiske lidelser er i høj grad stigmatiseret, men vi tør ikke tale om tabuet i tabuet – vi tør ikke tage fat på årsagerne og traumerne. Hvis vi ikke tør tale om, hvad der helt konkret er sket for netop disse børn, som nu er indlagt på Holmstrupgård, så bliver det meget svært at forebygge at flere børn ender samme sted.

I Spor håber vi inderligt, at der bag kameraerne foregik masser af psykologsamtaler, kropsterapi og måske endda familieterapi. At der er dygtige fagpersoner til stede, som kan rumme og håndtere traumer hos børn og unge, og som tør tale om dem med børnene og deres familier. Vi fik det ikke at se på TV denne gang. Det er rigtig ærgerligt, og desværre også en smule forvridende for sandheden. For disse børn er ikke tilfældigt blevet ramt af alvorlige sindslidelser som skizofreni eller PTSD, og når man ikke tør at tale om dét, så bevæger man sig desværre kun rundt på overfladen af børnenes liv. Igen har vi faktisk efterladt børnene alene med deres historie – og det er rigtig synd.

Oktober 2023

Seksuelle overgreb mod børn – vi kan ikke forhindre det, vi ikke kan forstå

Seksuelle overgreb mod børn er noget af det mest tabubelagte og dæmoniserede i det danske samfund. På mange måder med rette, for i Landsforeningen Spor ved vi, at overgrebene typisk trækker lange mørke skygger ind i voksenlivet.

Men når vi har så utroligt travlt med hele tiden at fordømme, så lukker vi samtidig øjne og ører for hvorfor overgrebene sker og omfanget af seksuelle overgreb mod børn. I et debatindlæg i Information den 4. juli 2023 skriver kandidatstuderende i lingvistik, Lea Elias Isen:

”Almindelige mennesker er i stand til at gøre ualmindeligt onde ting. For at begribe omfanget af seksuel vold mod børn er det en sandhed, vi må kunne rumme.”

Lea blev udsat for seksuelle overgreb som teenager af en voksen pædagogmedhjælper og kaster i dag lys på hvordan hun blev svigtet af retssystemet, da den grooming hun var udsat for blev italesat som en ’formildende omstændighed’.

En anden der i dag forsøger at forstå, hvad der skete dengang han var barn og udsat for seksuelle overgreb, er filminstruktør Anders Skovbjerg Jepsen, der har lavet dokumentarfilmen ”En tavs historie”. Peter, hans overgrebsmand, var et større barn – men var han et monster, eller var han faktisk bare en almindelig ældre dreng, der gjorde noget ualmindeligt skadeligt mod et barn, som han i dag bitterligt fortryder?

Peter var en dreng med udfordringer – hans forældre døde, han voksede op hos sine bedsteforældre, han var ensom og blev mobbet af sine jævnaldrende. Anders var en lille dreng, der så op til den ældre ven og syntes han var sej. Og selvom overgrebene var forfærdelige og forkerte, så var de to drenge, der samtidig, som i andre helt almindelige familier, hyggede sig sammen og brugte utallige timer på at spille computer på Peters værelse.

Menneske eller monster
Der er faktisk sjældent tale om at gerningspersonerne er monstre, men snarere tale om børn, unge og voksne, der selv er udfordret på mange parametre: Forholdet til jævnaldrende er typisk vanskeligt, de er ensomme og uden positivt netværk. Det er mennesker, der er nogens barndomsven, søster eller bror, kollega eller idrætsklubbens træner. Mennesker der, også af deres nærmeste, skal stilles til ansvar for deres gerninger, men uden at de dehumaniseres.

For at bryde tavsheden og tage samtalen om alle de nuancer, der ligger imellem ‘menneske’ eller ‘monster’, viser Landsforeningen Spor og lokale samarbejdspartnere i løbet af oktober og november måned dokumentarfilmen ”En tavs historie” i fuld længde (90 min.) i 5 større byer i Danmark.

Vi har inviteret meningsdannere, politikere og erfaringseksperter med til paneldebat efter filmen. Sammen med publikum ser vi nærmere på de temaer der rejses i filmen som fx: Samtaler mellem offer og gerningsperson, senfølger af seksuelle overgreb, misbrugte mænd, grooming, fortrængning, genoprettende samtaler med pårørende, og vi stiller spørgsmålet: Kan og skal vi kunne tale om, at det er mennesker, ikke monstre, der begår seksuelle overgreb mod børn?

Kontaktinformation:   

Pressekontakt Michael Palm, 8172 5452   Forperson Helle Cleo Borrowman, 9340 5452

Læs mere på www.landsforeningenspor.dk/En-Tavs-Historie

September 2023

28 millioner mangler til støtte og behandling af borgere med senfølger af seksuelle overgreb. Midler skal skaffes nu!

Senfølger af seksuelle overgreb i barn- og ungdommen er desværre et stærkt underprioriteret område. For at det nuværende niveau for rådgivning og behandling af voksne med senfølger kan fastholdes og udvides, mangler der som minimum 28,4 millioner kroner. Foruden at det er meget kritisk for den enkelte, så koster det velfærdssamfundet dyrt, at der ikke er midler til at støtte civilsamfundsorganisationer der tilbyder rådgivning og behandling til voksne med senfølger. Der er brug for politisk opmærksomhed på sagen omgående.

Landsforeningen Spor driver den eneste erfaringsbaserede telefonrådgivning i Danmark, og den er nu lukningstruet. Her kan man ringe ind som senfølgeramt og tale med en person, der selv har oplevet overgreb i barndommen: “Jeg kan slippe skyld og skam, når jeg taler med Spor, fordi jeg føler mig mødt.” “Det er rart at tale med en, der kan sætte sig ind i min historie, uden at jeg skal forklare.” er blandt udtalelserne fra brugerne af telefonrådgivningen. Det kan ikke være rigtigt, at målgruppen overlades til sig selv, og det bliver dyrt for den enkelte og for samfundet jo længere man lader folk gå alene uden hjælp, rådgivning og støtte.

På mindre end to år har foreningen mærket en stigende efterspørgsel efter at tale med en rådgiver. Frustrationerne og behovet for at tale med én der forstår, bliver ikke mindre, når der er op til tre års ventetid på specialiseret behandling. Derfor giver det ingen mening at lukke en telefonbaseret rådgivning der er behov for – en rådgivning, som endnu ikke er færdigetableret og som løbende optimeres i takt med at rådgiverne får erfaring og uddannelse.

Rådgivning, som var tænkt ind i den netop udmøntede ”senfølgepulje” i Social- og Boligstyrelsen, er skåret fra til fordel for behandling – men hvad er planen for de forskellige rådgivningstilbud så? Hvad tilbydes målgruppen i den lange ventetid på behandling? 

Vi har brug for, at I, politikerne, holder hånden under civilsamfundstilbud der giver støtte og rådgivning til mennesker med senfølger af seksuelle overgreb i barn- og ungdommen. Vi har brug for, at I finder midlerne, så vi som minimum kan opretholde det nuværende niveau, og vi vil i den forbindelse opfordre politikerne til at finde flere penge i forhandlingerne af SSA-Reserven.

Landsforeningen Spor vil være til stede i slotsgården den 3. oktober kl. 09:00-11.45 til Folketingets åbning. Her vil de opfordre politikere og borgere til at støtte op om en vigtig sag.

Kontaktinformation:  

Pressekontakt: Michael Palm, 8172 5452  Forperson: Helle Cleo Borrowman, 9340 5452 

Marts 2023

Om “Pigen på den lukkede”

Det handler ikke om diagnosen, det handler ikke om misbruget – det handler om traumet 

Den sidste tid har TV2 med dokumentarserien “Pigen på den lukkede” skildret et system der kategoriserer i diagnostiske kasser og symptombehandler den unge psykiatriske patient, Anna. Anna har været helt tydelig om, at hun har brug for traumeterapi, fordi hun har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og derfor har forskellige diagnoser. Ofte må hun ty til den velkendte selvmedicinering – brug af stemningsændrende stoffer for at kunne holde livet ud.  

I Landsforeningen Spor, der er en bruger- og interesseorganisation for voksne der i barn- og/eller ungdommen har været udsat for seksuelle overgreb, genkender vi alt for tydeligt de oplevelser Anna beskriver. Hendes oplevelser af en psykiatri, der ikke betragter det som relevant, når brugerne italesætter oplevelserne fra barndommen. Og hvor det aldrig er det rigtige sted, eller den rette ansatte, at tale om barndomstraumerne med. 

“For hver fagperson, man knytter et eller andet forhold til, der er personen aldrig den rigtige at fortælle den her historie til – der vil hele tiden være en eller anden god undskyldning for, at den her afdeling den varetager dét, dét og dét, så derfor kan traumebolden komme videre til den næste”.   

Der mangler fokus på traumer – både i psykiatrien og i misbrugsbehandlingen 

I Landsforeningen Spor mener vi ikke, det bør kunne finde sted i 2023, at dybt traumatiserede mennesker udelukkende behandles på baggrund af de symptomer, de har udviklet. Og da slet ikke, at de bliver en kastebold, som ingen kan eller vil gribe. 

Det er nemlig i dag almindeligt kendt, at der er sammenhæng mellem barndomstraumer og senere fysisk og psykisk lidelse samt risikoadfærd hos den voksne. Det viser masser af forskningsresultater i blandt andet Adverse Childhood Experiences (ACE’er). Resultaterne viser også, at der ikke findes nogen facitliste over symptomer, når man har været udsat for barndomstraumer. Så derfor: Spørg mig ikke hvad jeg fejler – spørg hvad der er sket for mig. Det vil give et langt mere retvisende billede på den hele patient. 

Så hvor går man hen i dag, hvis man gerne vil have behandling for sine psykiske traumer? Hvor findes der et tilbud, hvor man møder en behandling, der har smidt berøringsangsten og tør være sammen med patienten i hele den traumehistorie, de har med sig? Hvor man anerkender misbrugsadfærd som nødvendig selvmedicinering for mange? Og hvor man tilbydes en behandling, der har fokus på årsagerne til symptomerne. Findes der steder i offentligt regi, hvor man ikke møder en dør af undskyldninger? Hvor man ikke, som Anna, endnu en gang føler sig svigtet af det system, der bør gribe en. Og hver gang mister mere og mere håb for fremtiden. 

Én ting er stensikkert: Skal vi nå i mål og hjælpe mange flere til et værdigt liv i fremtiden, så skal de mange gode initiativer, der er sat i søen, give fagprofessionelle viden om traumer og give dem redskaber til at turde tale om dem. Vi skal forstå, at en udbredt senfølge, når man har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen er udvikling af problematisk brug af rusmidler og psykiske lidelser. Desværre har alt for mange en historie der ligner Annas med i baggagen, når de beder om hjælp i vores allesammens velfærdssamfund. Lad os nu hjælpe dem.