Det handler ikke om diagnosen, det handler ikke om misbruget – det handler om traumet
Den sidste tid har TV2 med dokumentarserien “Pigen på den lukkede” skildret et system der kategoriserer i diagnostiske kasser og symptombehandler den unge psykiatriske patient, Anna. Anna har været helt tydelig om, at hun har brug for traumeterapi, fordi hun har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og derfor har forskellige diagnoser. Ofte må hun ty til den velkendte selvmedicinering – brug af stemningsændrende stoffer for at kunne holde livet ud.
I Landsforeningen Spor, der er en bruger- og interesseorganisation for voksne der i barn- og/eller ungdommen har været udsat for seksuelle overgreb, genkender vi alt for tydeligt de oplevelser Anna beskriver. Hendes oplevelser af en psykiatri, der ikke betragter det som relevant, når brugerne italesætter oplevelserne fra barndommen. Og hvor det aldrig er det rigtige sted, eller den rette ansatte, at tale om barndomstraumerne med.
“For hver fagperson, man knytter et eller andet forhold til, der er personen aldrig den rigtige at fortælle den her historie til – der vil hele tiden være en eller anden god undskyldning for, at den her afdeling den varetager dét, dét og dét, så derfor kan traumebolden komme videre til den næste”.
Der mangler fokus på traumer – både i psykiatrien og i misbrugsbehandlingen
I Landsforeningen Spor mener vi ikke, det bør kunne finde sted i 2023, at dybt traumatiserede mennesker udelukkende behandles på baggrund af de symptomer, de har udviklet. Og da slet ikke, at de bliver en kastebold, som ingen kan eller vil gribe.
Det er nemlig i dag almindeligt kendt, at der er sammenhæng mellem barndomstraumer og senere fysisk og psykisk lidelse samt risikoadfærd hos den voksne. Det viser masser af forskningsresultater i blandt andet Adverse Childhood Experiences (ACE’er). Resultaterne viser også, at der ikke findes nogen facitliste over symptomer, når man har været udsat for barndomstraumer. Så derfor: Spørg mig ikke hvad jeg fejler – spørg hvad der er sket for mig. Det vil give et langt mere retvisende billede på den hele patient.
Så hvor går man hen i dag, hvis man gerne vil have behandling for sine psykiske traumer? Hvor findes der et tilbud, hvor man møder en behandling, der har smidt berøringsangsten og tør være sammen med patienten i hele den traumehistorie, de har med sig? Hvor man anerkender misbrugsadfærd som nødvendig selvmedicinering for mange? Og hvor man tilbydes en behandling, der har fokus på årsagerne til symptomerne. Findes der steder i offentligt regi, hvor man ikke møder en dør af undskyldninger? Hvor man ikke, som Anna, endnu en gang føler sig svigtet af det system, der bør gribe en. Og hver gang mister mere og mere håb for fremtiden.
Én ting er stensikkert: Skal vi nå i mål og hjælpe mange flere til et værdigt liv i fremtiden, så skal de mange gode initiativer, der er sat i søen, give fagprofessionelle viden om traumer og give dem redskaber til at turde tale om dem. Vi skal forstå, at en udbredt senfølge, når man har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen er udvikling af problematisk brug af rusmidler og psykiske lidelser. Desværre har alt for mange en historie der ligner Annas med i baggagen, når de beder om hjælp i vores allesammens velfærdssamfund. Lad os nu hjælpe dem.