Juni 2024
Landsforeningen Spor inviterer til morgen-grounding under Folkemødet 2024
Under Folkemødet, hvor pulsen er høj og magtens dynamikker er i spil, kan nervesystemet bevidst og ubevidst hos traumeramte blive overbelastet. Landsforeningen Spor ønsker at skabe et rum, hvor vi kan ‘lande’ i dagen med alt det unikke, vi hver især bringer med os. Vi inviterer alle til at deltage i denne grounding-oplevelse, hvor vi sammen kan finde ro og styrke til dagens begivenheder.
Mange mennesker med traumer arbejder hårdt, både bevidst og ubevidst, under Folkemødets dage. Det er vigtigt at anerkende, at ikke alle, der til tider er negativt påvirkede af festlighederne, bærer Solsikkesnoren, som er et af Folkemødets initiativer til mennesker med et usynligt handicap. Et usynligt handicap kan også være at have været udsat for et eller flere traumer i sit liv, og de mennesker bærer ikke nødvendigvis en Solsikkesnor.
Traumer kan have mange former; alt fra akutte hændelser som bilulykker og dødsfald til langvarige udfordringer som at vokse op i ustabile og utrygge hjem. Disse oplevelser efterlader spor og bidrager til vores mentale ‘rygsæk’. Folkemødet er kendt for sin høje energi og livlige atmosfære, som mange nyder, men for nogle kan denne energi indimellem vække gamle traumer til live igen.
Landsforeningen Spor annoncerer en særlig morgen-grounding begivenhed, hvor deltagerne kan byde dagen velkommen i fællesskab. Denne begivenhed er en unik chance for at starte dagen med en følelse af tilstedeværelse og bevidsthed om vores bevægelser og plads i verden.
Hvor? Fredag den 14. juni kl. 9.00-9.45, C99 Cirkuspladsen pop-up – kom forbi til en morgenbolle, et glas juice og et par grounding-øvelser.
Om Landsforeningen Spor: Landsforeningen Spor er dedikeret til at støtte mennesker med traumer af seksuelle overgreb, og fremme forståelsen af traumers kompleksitet samt indvirkning på individet. Gennem arrangementer som morgen-grounding på Folkemødet søger vi at skabe inkluderende og støttende fællesskaber for alle.
For yderligere information: Kontakt projektleder Christina Sylvest Noer, tlf. 3014589/60179003, christina.noer@landsforeningen-spor.dk