Af Mona Kjærulff Hansen
.
Jeg har meldt mig til at skrive til nyhedsbrevet for Landsforeningen Spor. Det har jeg gjort fordi, senfølger er lige præcis det – SENfølger.
Jeg er 60 år og har været i terapi siden mit 28’ende år. Det kom jeg efter, at alle fortrængninger faldt og jeg pludselig og uden varsel kunne huske mine overgreb. Det væltede mig psykisk, og samtidig forklarede det alt. Misbruget, den manglende trivsel og alle de voldelige overgrebsfyldte relationer jeg allerede havde været i. Det forklarede på en eller anden måde med det samme, hvorfor jeg syntes, det føltes som normen at blive i de usunde relationer. Faktisk troede jeg, at det var sådan kærligheden var. At den kostede at få del i, at jeg skulle underlægge mig overgrebene for at få lov at føle mig elsket.
Jeg er velbearbejdet i mit indre, er kommet rigtig langt i mig liv, og føler mig i dag godt tilpas med mig selv og i mig selv. I dag ved jeg bedre, i dag gør jeg det bedre over for mig selv. Alligevel rammes jeg i mit indre sårede og misbrugte barn, når mit voksne liv byder på billeder af svigt og andre menneskers manglende pli og ordentlighed.
Så her vil jeg gerne dele en fortælling fra mit voksne liv med dig, hvor mine senfølger tydeligt viser sig.
Forrådt – igen
For ikke så længe siden arbejdede jeg i en kommune. Jeg er familiebehandler og psykoterapeut, og som sådan var jeg ansat. I organisationen arbejder en mand i en ledelsesposition på niveau med centerchefen. Hans adfærd afstedkom mange fortællinger i personalegruppen om magtmisbrug, sexchikane og intimiderende indgriben i arbejdet. Af en eller anden grund var det ofte mine ører disse historier endte i. Jeg var naturligvis rummende, og i udgangspunktet holdt jeg fortroligheden, med de som delte med mig, og fortalte det ikke videre.
Efterhånden som tiden gik, og jeg fortsat hørte disse historier, kom jeg tættere og tættere på ikke at kunne rumme flere af dem. De kom simpelthen til at fylde for meget, hvis ikke jeg gjorde noget ved det. Jeg valgte derfor at aflevere dem, hvor de hørte hjemme – hos den øverste ledelse.
Jeg gik i dialog med kommunaldirektøren. Han henviste mig til min arbejdsmiljørepræsentant og min tillidsrepræsentant, og derfra gik det faktisk ret hurtigt. Jeg fortalte, hvad jeg vidste, til centerchefen, og hun sagde: “Godt Mona, jeg har den nu. Jeg tager den herfra”. Jeg gik glad ud fra det møde og mente ligesom min tillidsrepræsentant, at jeg havde gjort det rigtige.
Umiddelbart inden det her skete, havde jeg sagt ja til en ny stilling, som jeg var blevet headhuntet til. Jeg glædede mig til at skulle forlade den usunde kommunale organisation og lande et sted, hvor jeg kendte værdierne, og havde respekt for arbejdets udførelse og karakter.
Der gik 11 dage fra mit møde med centerchefen, til jeg en mandag mødte ind og blev kaldt til teamlederens kontor. Han informerede mig om, at jeg ville blive kaldt til en tjenstlig samtale. Nu skulle gå hjem og jeg måtte ikke tale med nogen på vej ud. Jeg blev helt handlingslammet. Gik vel nærmest i chok, og i udgangspunktet anede jeg faktisk ikke, hvad det handlede om.
Jeg fik senere samme dag en indkaldelse til en tjenstlig samtale. Den blev begrundet med – citat: ”De har fået en underretning fra én, der siger, at du har sagt, at der er en sag på xxxxxx xxxxx xxxxxxx, og det anses for at være krænkende og chikanerende adfærd.” Citat slut.
Jeg var rystet. Ikke så meget over indkaldelsen, men at de kaldte mig, for én der krænker og chikanerer samt ikke mindst, at jeg blev indkaldt efter den samtale med centerchefen, hvor jeg troede, at alt nu var godt.
Adskillelse af fortid og nutid
Inden i mig skete der mange ting i denne sammenhæng. Det var kaotisk, så i dagene mellem indkaldelsen og til det reelle møde, arbejdede jeg på højtryk. Jeg måtte prøve at holde tingene stangen for ikke at gå under sammen med og i mit indre. Mest af alt mærkede jeg magtesløsheden (som lille pige), mistilliden til den (voksne) der skulle være på min side, og den (krænker) som jeg troede, jeg kunne stole på. Jeg følte mig forrådt (af mine forældre), og jeg følte mig ført bag lyset (af den jeg stolede på), så jeg næsten ikke kunne trække vejret.
Skæbnen ville, at jeg dagen efter havde en aftale med min psykolog, hvor jeg fik talt det igennem. Jeg fik adskilt det nutidige fra fortiden, som mit eget indre barn reagerede på. Jeg fik adskilt den gamle smerte fra den nutidige, og det hjalp, så tingene kom på niveau. Vreden over, at det nu pludselig var mig, der blev kaldt krænkeren, kom frem, og da jeg sad til den tjenstlige samtale, fik jeg håndteret det som en voksen. Uanset, at det er uretfærdigt, og jeg mener de handler forkert, og at den reelle krænker vinder i organisationen, så var jeg den voksne, og jeg agerede som den voksne kvinde, jeg er.
Uvished og tvivl
Lige i disse dage, som jeg skriver dette, oplever jeg endnu en situation, hvor jeg rammes i mine senfølger. Min nye arbejdsgiver, som jeg kender godt fra tidligere samarbejde i mine år som selvstændig, svarede ikke tilbage på mine henvendelser. Jeg skrev en mail, hvor jeg udtrykte en forvirring omkring formulering af kontrakten, og jeg fik ingen respons. Jeg ringede hende op mange gange på forskellige dage, jeg sendte sms beskeder, og jeg fik stadigt intet svar.
På tirsdag er det den 1. december 2020, hvor jeg skal starte på det nye job. Inden i mig er der en usikkerhed, som andre også naturligt ville have efter en måneds tavshed. Jeg har bare også det sted, hvor jeg bliver tricket og mindet om, at man ikke kan stole på voksne. Jeg bliver mindet om min barndoms opgave med at hente avisen, som mine forældre delte med krænkeren og hans kone. Jeg husker tydeligt, når jeg 8 år gammel nærmede mig deres hus, hvordan mit ubehag voksede, for jeg vidste godt, hvad der nu skulle ske.
Nu, hvor jeg er så tæt på dagen, hvor jeg skal starte, mærker jeg tydeligt mig selv fra dengang. På én og samme tid har jeg ikke lyst til at tage af sted tirsdag morgen, men jeg ved også, at det bliver jeg nødt til. Jeg var hos psykologen i går og fik igen skilt det ad, så det går nok. Spørgsmålet er: vil jeg arbejde et sted, hvor jeg kan få den følelse baseret på chefens adfærd? Det er endnu ubesvaret, for som andre senfølgeramte skal jeg mærke mig frem. Jeg må mærke, hvad der er på spil i mig på tirsdag. Så må jeg finde ud af, og se om det er noget, jeg kan leve i og med.
Senfølger af seksuelle overgreb forsvinder ikke
Senfølgerne bliver svagere, mere tydelige henholdsvis utydelige, og de bliver håndterbare, men de forsvinder ikke. I alle årene, siden mine fortrængninger faldt, har jeg gået i behandling – i perioder mere intenst end andre. Der har været pauser, for man bliver også træt af hele tiden at forholde sig til sin egen historie. Jeg har 2 døtre, som er voksne, og for deres skyld fortsætter jeg min egen udvikling. Jeg skriver aktuelt på en trilogi om senfølger, om voldens ansigt og om vejen ud af et liv, hvor du befinder dig i og med dine egne traumer hele tiden. Første bind er ude: Og Ingen Taler Om Det. Næste bind er jeg i gang med. For der er en vej, og jeg vil gerne bidrage med håb til de, som tænker, at den ikke findes. Jeg og mange andre fra Spor er levende beviser på, at det lader sig gøre.
Alt det bedste til dig.