Originalartikel: The Blameless Burden: Scapegoating in Dysfunctional Families
By Sarah Swenson, MA, LMHC, GoodTherapy.org Topic Expert
Frit oversat af Pia Hoffmann
.
I den bibelske fortælling udvælger Aron en ged på vegne af hele stammen, kaster alle medlemmernes synder over på den, og sender den alene ud i vildnisset. Stammens medlemmer oplevede derefter ro, fordi de blev befriet for deres synder, hvad de nu måtte have været.
Alle fik det bedre, selv om de hverken havde identificeret deres forskellige synder eller angret dem. De var simpelthen blevet enige om at hænge dem på geden. Da denne uklare logik var naturlig for alle, blev det ikke diskuteret. Hvorfor sætte spørgsmålstegn ved en aftalt måde at få alle til at få det bedre på?
Med hensyn til geden blev den udvalgt i flokken og sendt ud i vildnisset pga. synder, der havde med andre at gøre. Geden havde intet gjort for at fortjene at blive sendt bort, men da først asken fra bortsendelsesritualet var blevet kold, befandt geden sig alene i vildnisset, isoleret fra sin flok, på ukendt territorium, pludselig tvunget til at slås for sig selv. Den stod over for farer fra rovdyr, problemer med at finde mad og ly, og den levede i konstant smertefuld utryghed som et flokdyr uden flok.
Dette er historien om syndebukken.
I dysfunktionelle familier kan der, af samme grunde som dem Aron handlede ud fra, også udpeges en person til rollen som syndebuk. I et familiesystem er udvælgelsesprocessen mindre åbenlys end hos Aron. Den foregår mere ved fælles overenskomst og vanemæssig undgåelse, som bliver til en uudtalt måde at opføre sig på: En person bliver udvalgt til at bære byrden af et hvilket som helst psykologisk ubehag, som familien som helhed oplever. Det bliver retfærdiggjort ved at gentage historier, som skaber og derefter genskaber syndebukkens image som et menneske, der har fortjent foragt og at blive set ned på.
Ligesom Aron udvalgte den stærke ged Aron, er målet for familiens syndebuk også ofte det stærkeste og sundeste medlem af familien. Det lyder måske mærkeligt, men prøv lige at tænke over det. I Aarons tilfælde ville der ikke være nogen tilfredsstillelse i at bortvise et svagt dyr, som let ville dø alligevel, for det ville ikke tilfredsstille stammens behov for at sende deres synder bort på et robust dyr, en stærk ged som kunne klare opgaven og bære byrden. Sådan er det også i familier: den udvalgte person er ofte den bedst egnede. Hun (for fortællingens sammenhængs skyld, vælger vi at gøre syndebukken til en kvinde her) må være stærk nok til at klare den udstødelse, som let og hurtigt kunne vælte en svagere person. Det ville ikke virke, hvis vægten af synderne slog geden ihjel, før den var blevet jaget ud af byen. Målet er katarsis. Geden skal være stærk nok til at lide sådan, at stammemedlemmerne ikke behøver gøre det.
Ligesom geden var uden skyld, selv om den blev sendt ud til sin ensomme død, er den menneskelige syndebuk også uskyldig i alle anklager. Hun er måske ikke et perfekt menneske, men hun har ikke flere fejl end andre. Det er ikke hendes karaktertræk eller handlinger, som direkte er skyld i hendes bortvisning. Det er den måde hendes karaktertræk og handlinger og ofte det, hun har opnået, opleves af de dysfunktionelle familiemedlemmer. De har af egne ubevidste grunde brug for at udvise denne person fra familiens kongedømme, så de kan undgå at se på deres egen samvittighed. De har brug for at straffe syndebukken for, der ved sin blotte tilstedeværelse, provokerer familiemedlemmernes ubehag, der egentlig bare er et resultat af deres egne ubearbejdede problemer.
Kan en menneskelig syndebuk dø ligesom den bibelske ged? Måske, om ikke fysisk, så helt sikkert følelsesmæssigt. Det er svært for syndebukken at tro, at hendes familie vil behandle hende på denne samvittighedsløse måde, hvis hun ikke var skyldig i en forfærdelig synd. Hun vender og drejer det i sit hoved og hjerte for at forstå, men hun kan ikke. Grundene, de giver hende, virker overfladiske, smålige og ufuldstændige. Det er svært for hende at tro, at disse små forseelser kan udmønte sig i sådan en hård fordømmelse.
Når hendes egen familie samlet støtter en helt anden fortælling om, hvem hun er, og hvad hun gør eller har gjort, begynder hun at tvivle på sin egen version af virkeligheden, Hun lærer, at hvis hun prøver at undersøge det, vil hun blive anklaget for at spille offer eller være selvoptaget eller være drama-queen. Hun er i stand til at holde fast i, at måden de behandler hende på er forkert, indtil hun en dag, helt modløs, giver op. Så sætter den fulde vægt af udstødelsen ind. Hun er alene. Hun prøver ikke længere at forstå eller forklare noget. Hun er nået dertil, hvor hun accepterer en skæbne, som ikke giver nogen mening for hende.
Det psykisk sunde vil være at finde fred med at forlade den familie, der svigter hende så fuldstændigt. Hvis hun er stærk og har god støtte fra venner, vil hun måske være i stand til at gøre det, men hun vil betale en livslang pris for synder, hun aldrig har begået, for det er vanskeligt og smertefuldt at trække sig ud af sin familie. Det går fuldstændig imod de mest grundlæggende menneskelige behov for at have et hjem, ly og tilknytning. Det er grusomt og utilgiveligt af en familie at gøre et medlem til syndebuk.
Hvis man ser på forskning af, hvad der på længere sigt sker med mennesker, som bliver mobbet ubønhørligt, kan man udlede, hvad der vil ske for mennesker, der bliver gjort til syndebukke, da det er målrettet mobning med langtidsintensitet. Nogle børn vil selv mobbe; andre udvikler sociale færdigheder, så de kan aflede og udfordre mobning, selv om de ar, de har fået af selv at blive mobbet, vil påvirke deres liv på mange måder fremover. Men andre overlever ikke, de bliver drevet til selvmord.
Hvis du bliver gjort til syndebuk af din familie, bør du søge professionel hjælp. Du vil højst sandsynligt ikke være i stand til at gribe ind i et dysfunktionelt system, der behandler et af sine medlemmer på den måde. Du vil måske opleve gentagne nyttesløse forsøg på at forklare dig selv. Du vil måske ikke kunne forstå måden, hvorpå du bliver behandlet. Du vil måske begynde at tvivle på din egen version af din livshistorie. Prisen er for høj. Find en terapeut, der kan hjælpe dig med at trevle den historie op, som undergraver sandheden om dit liv og om, hvem du er. God terapi kan hjælpe dig til ikke at blive fanget ind af smerte, skyld og skam, som du ikke har skabt, og som ikke er retfærdig.
Du er ikke født til at bære andres synder, ligeså lidt som Arons ged var født til sådan en skæbne.