Et barn, der vokser op i en dysfunktionel familie, mister efterhånden evnen til at kunne mærke sine egne grænser, følelser og behov. Dermed mister det fornemmelsen af, hvem det selv er og får ikke skabt nogen rodfæstet identitet. I stedet bliver mange børn over-opmærksomme på andres grænser, følelser og behov, og det kommer til at leve for og gennem andre uden at kunne mærke sig selv. Barnet bliver styret af andre mennesker og af ydre omstændigheder og har ikke længere nogen oplevelse af, at det er muligt at føle noget andet, mene noget andet, gøre noget andet, end det omgivelserne ønsker og forventer.
Hvis barnet udtrykker selvstændige tanker, følelser og behov, vil det typisk blive skammet ud, gjort forkert og afvist eller udstødt. Det er så smertefuldt, så barnet tilpasser sig omgivelserne og lukker ned for sig selv, så det stadigt kan opleve at høre til i sin familie. Det medfører følelser af fremmedgjorthed, anderledeshed, ensomhed, meningsløshed og tomhed. Barnet – og senere den voksne – kan føle sig som tilskuer til sit eget liv.
Et ydrestyret menneske er let at manipulere og risikerer at blive udsat for overgreb, for når det ikke mærker sig selv, indordner det sig, tilpasser sig og prøver at gøre andre tilfredse på bekostning af sig selv. Mennesket vil let komme til at ofre sig for andre og vil derfor kunne komme til at føle sig som offer for omgivelserne og omstændighederne.
At det ydrestyrede menneske ikke kan mærke sine egne grænser, følelser og behov, betyder ikke, at de ikke er der, men de er undertrykte og ubevidste. På et tidspunkt kan det indre pres blive så stort, så det medfører psykiske eller fysiske lidelser og sygdomme, der ikke umiddelbart kan findes en forklaring på, da ingen ser det egentlige problem.
.
Fra ydre- til indrestyring
Gennem terapi er det muligt at begynde at finde ind til sine egne grænser, følelser og behov og derved begynde at få en fornemmelse af, hvem man selv er. Det er en langvarig og svær proces, når et menneske først som voksen skal til at lære at begynde at mærke sig selv og turde give udtryk for det, der mærkes. Det kan være et stort skridt bare at kunne mærke, hvad man har lyst til og ikke har lyst til. Dernæst kommer udfordringen med at udtrykke det. Det kan føles både grænseoverskridende og angstfremkaldende f.eks. at sige ‘Nej, det tror jeg ikke, jeg har lyst til’.
I forhold til de personlige relationer kan det være svært, når man forandrer sig, mens omgivelserne stadigt er de samme. Mange vil opleve at familie og venner ikke forstår, hvad der sker og måske endda prøver at bremse éns udvikling. Det kan være, at man begynder at mærke, at man faktisk er sammen med mennesker, der ikke dækker éns behov eller som endda er med til at nedbryde éns selvværd. Det kan være, at man pludseligt mærker, at man ikke bliver behandlet med respekt og ikke får dem opmærksomhed, man har brug for. Det var på mange måder meget lettere, da man ikke mærkede noget og derfor ikke skulle tage stilling eller ansvar og undgik at opleve sig adskilt fra andre.
Desværre lever vi i en ekstremt ydrestyret verden, så der vil i det omgivende samfund ofte være en stærk modstand mod indrestyring. Dette opleves tydeligt, hvis man kommer i kontakt med det sociale system eller behandlingssystemet. F.eks. kan man være dræbende træt, men omgivelserne forstår ikke trætheden og tolker den som dovenskab. Når man har en meget spinkel identitetsfølelse og ikke er vant til at stole på sine egne følelser og fornemmelser, vil det være nemt at overtage den fordømmende holdning og misfortolke sin træthed som dovenskab, så man tror, at man bare skal tage sig sammen. Skal man holde fast i sig selv og sin følelse af, at man faktisk ikke er doven men overvældende træt, så skal man samtidigt forholde sig til, at omgivelserne ikke forstår og respekterer ens følelser, og det kan være svært. Det kræver både styrke og mod at holde fast i sig selv og tro på, at det er én selv, der ved bedst og at det er omgivelserne, der tager fejl. Det kræver, at man magter følelsen af at være forskellige uden at tro, at man af den grund er forkert.
.
Skal, bør og er nødt til kontra behov, glæde og lyst
Ydrestyrede mennesker lever livet udfra pligtfølelse, skyldfølelse og frygt. Det viser sig bl.a., når der tales om, at man må tage sig sammen til at gøre, hvad man skal, bør og er nødt til. De taler ikke meget om, hvad de har behov for, lyst til, hvad de brænder for og gør med glæde, entusiasme og kærlighed, for disse følelser mærkes ikke rigtigt. For at kunne begynde at mærke dem, kan det være helt nødvendigt at møde mennesker, der bakker én op i at blive indrestyret, og som hjælper til at mærke, hvad der er de inderste behov og hvad der giver lyst og glæde. Det er så vigtigt at modtage positiv spejling.
Det er en svær balance at være indrestyret i en grad, så man selv har det godt, og samtidigt kunne acceptere en ydrestyring i en grad, så man er i stand til at indgå i samfundet. Det vigtigste må være, at ethvert menneske skal kunne være i verden på sine egne præmisser og have mulighed for at bruge sin energi på en måde, der føles meningsfuld og giver glæde.