Klumme okt. 2014
Af Helle Borrowman, formand
.
I sidste uge blussede debatten om forældelsesfristen op igen. Det gør den med jævne mellemrum og det vil den formentligt gøre, indtil loven bliver lavet om.
Anledningen denne gang var en kronik af Kjeld Munch Rasmussen, far til forfatteren Kim Leine, hvori han bl.a. skriver: ”Man kender jo misbrugerens omkvæd: Han ville selv! Men naturligvis ville han selv. Det var jo ikke voldtægt. Det ændrer ikke ved, at det var mit, den voksnes, ansvar.”
Denne og andre udtalelser i kronikken ville gøre en retssag mod ham til en tilståelsessag. Men da forældelsesfristen for længst er overskredet, er det ikke muligt at føre en sag.
Det fik en række organisationer til at reagere, så man i Kristeligt Dagblad og efterfølgende på TV2 News kunne se bl.a. Kuno Sørensen fra Red Barnet tale for en ophævelse af forældelsesfristen.
.
Forældelsesfristen skal afskaffes af flere grunde
For langt de fleste børn, som udsættes for seksuelle overgreb, er det først senere i livet – oftest når man er i 30’erne eller 40’erne – man overhovedet er i stand til at søge hjælp til at håndtere senfølgerne. Først og fremmest handler det om at få behandling og støtte til at få et godt liv, og senere kan man måske overveje en anmeldelse. For mange kræver det en personlig modenhed, mod og stor opbakning for overhovedet at gå i gang med sådan en proces, så når man når så langt, er forældelsesfristen i de fleste tilfælde langt overskredet.
Set med Spors øjne er det vigtigste, at den krænkede skal have mulighed for at opnå retfærdighed – og hvis ikke det sker så i hvert fald en afslutning. I nogle forældede sager, ville der uden en forældelsesfrist, rent faktisk kunne fældes dom, fordi der er bevismateriale i form af fotos eller film af overgrebene. Det kan være, at der er vidner – at der var andre voksne eller børn til stede under overgrebene. De værste pædofile har 100-vis af ofre bag sig og mange krænker en række børn eller unge over en lang årrække. Hvis hver enkelt af de voksne anmelder de seksuelle overgreb, kan det måske danne grundlag for, at der kan fældes en dom. Det er set i både England, Irland og Norge.
En anden grund til, at forældelsesfristen skal fjernes, er fordi, vi har en samfundsmæssig interesse i, at forbrydelser anmeldes. Statistikken fra centre, der arbejder med voksne med senfølger, viser, at kun 18% af dem der søger hjælp, har anmeldt overgrebene. Det er et stort samfundsmæssigt problem, da seksuelle overgreb mod børn (udover mord) er den mest alvorlige personfarlige kriminalitet. Når vi ved, at de forurettede ikke kan anmelde overgrebene indenfor en given tidsramme, så må samfundet naturligvis ændre disse rammer.
.
Det er for Jeres egen skyld!
Ofte argumenterer jurister og politikere for at beholde forældelsesfristen, fordi det er for den forurettedes egen skyld! Bekymringen er, at en anmeldelse kan føre til yderligere frustration hos ofrene, fordi det er sværere at føre gamle sager til doms.
Det er efter Spors opfattelse et misforstået hensyn, da vi udmærket selv er i stand til at træffe en beslutning om anmeldelse. Denne bekymring kunne endvidere undgås, hvis der i stedet blev sørget for relevant og kvalificeret rådgivning, så man som voksen kan træffe et valg om anmeldelse på et oplyst grundlag og med den fornødne hjælp og støtte i processen.
.
Advocasy
I f.eks. England og Irland tilbyder man Advocasy, der er en særlig rådgivning til ofre for seksualforbrydelser, som overvejer at anmelde overgrebene. Advocay hjælper ofrene til at træffe en beslutning om anmeldelse, efter man har været inde og se grundigt på sagen og bl.a. også på de personlige grunde til ønsket om anmeldelse. Det kan godt være, at gerningsmanden ikke bliver dømt og den risiko skal man selvfølgelig være helt klar over inden en anmeldelse og evt. retssag.
Motivationen for at anmelde er meget individuel og er ikke nødvendigvis begrundet af ønsket om, at der skal falde en dom. Det kan f.eks. være, at det er svært at leve med en viden om, at ens egen krænker potentielt kan krænke nye børn. Det har en stor betydning at kunne lægge det ansvar fra sig og overgive det til samfundet, hvor det hører hjemme..
.