Er du fuld af gode idéer på Spors vegne? Er du fuld af skriveglæde, og er du knaldgod til enten at interviewe, researche, sætte grafik op, læse korrektur eller lignende. Så er det måske noget for dig at blive en del af Spors nyhedsbrevs-gruppe og være med til at sætte rammerne for hvad vi kommunikerer ud til vores gode medlemmer (og måske andre) hvornår.
Vi håber, at kunne sammensætte en god gruppe af frivillige (ca. 5 stk.), der i fællesskab vil nytænke Spors – lige nu – interne nyhedsbrev. Måske skal det udkomme hver tredje måned frem for hver måned? Måske skal det trykkes og fremsendes til lokalafdelinger og andre i fysisk form? Måske skal det også målrettes og sendes ud eksternt? Måske skal vi finde gamle artikler frem og give dem nyt liv?
Kort sagt: Der er ret frie rammer for de gode idéer, og det vigtigste er, at du vil være med i en sjov proces om at skabe verdens (eller mindre kan måske også gøre det) bedste medlemsnyhedsbrev. Derudover håber vi at du også har en naturlig glæde for at skabe god kommunikation, og at du har dine redskaber i orden; retskrivning, tekstopsætning, måske kan du arbejde i Canva og lignende.
Konkret bliver gruppen – i opstarten – guidet af en ansat i Spor. Tanken er dog at indhold, opsætning og den redaktionelle linje over tid kan overlades til en frivillig skrive- og redaktionsgruppe. Sammen finder vi ud af rammerne. Måske skal opgaverne uddelegeres. Måske foretrækker I en mere fælles proces. Spor hjælper jer med kontakt til medlemmer/lokalafdelinger, med nyt fra sekretariatet osv. Men vi vil meget gerne se idéer til et helt nyt spændende nyhedsbrev for alle vores medlemmer – og måske også for eksterne samarbejdspartnere.
På sigt vil der – hvis du har tid, interesse og evner – være mulighed for at bidrage ind i andre af Spors kommunikationsindsatser, bl.a. på Spors sociale medier.
Vil du høre nærmere? Kontakt da Spors kommunikationsmedarbejder Lærke Ruben på laerke.ruben@landsforeningen-spor.dk eller på tlf. 7174 5452.