Anmeldelse af “70 dage til Santiago de Compostela” af Lene Falgreen

Som en Pandoras æske orienteres læseren allerede på bogomslaget til Lene Falgren Adolphens 210 sider lange bog: ”70 dage til Santiago de Compostela” om, at Lene valgte 2 ruter: Camino Aragon og Camino Frances (camino= vej og frances= fransk).

Fortællingen indledes af to kvinder, der fulgte og støttede Lene på sidelinjen, hvorefter Lene selv tager ordet og indrammer sin bogs opbygning og indhold meget struktureret og stringent.

For at indramme min egen baggrund, som læser og boganmelder, voksede jeg op i en katolsk familie med sydtyske og schweiziske rødder, gik på katolsk skole i 9 år, hvor vi også blev undervist af franske nonner, taler fransk, spansk, tysk, engelsk. Jeg har rejst i bil langs med hele Caminoen på den spanske side i 2009, og i år brugte vi også byen Pau, som transit, da vi for 1½ måned siden oplevede de franske Pyrenæer, ligesom Lene gjorde, da hun gik Caminoen i foråret 2008.

Lenes ”Pandoras æske” indeholder hendes ydre rejse: ”Samlet i 33 dagbogsnotater, som er ret autentiske” (s. 14 ø) og Lenes indre rejse befinder sig så i små og større æsker i mellem dagbogsnotaterne, og dem kalder Lene ”essays”. Dagbogsnotaterne indeholder levende beskrivelser af steder, med stednavne, så man får et grundigt indblik i den ydre ramme, ruten, og Lene veksler i sine beskrivelser af natur, socialliv og praktiske udfordringer mellem frø- og fugleperspektiv. Overordnet begrunder Lene formålet med sin pilgrimsrejse således: ”Det handlede om en indre vandring fra at være en maltrakteret sjæl, der kæmpede for en eksistens, og hen til et mere frugtbart udgangspunkt for livet”( s. 24 n.)

Dagbogsnotaterne starter og slutter samme sted, hjemme i Lenes lejlighed i Danmark. Lene nævner almengyldige ting såsom køleskabsmagneter og kaffekrus, et kamera fyldt med fotos, der vidner om rejsen til Santiago de Compostela, og de små almengyldige detaljer, hun nævner, skaber indlevelsesevne: Den ”alt for tunge” Elisabeth Arden parfume, som var Lenes følgesvend tur-retur, fik mig til at tænke på mine tvivl, da vi knapt nok kunne lukke en kuffert, inden hjemrejsen, fordi den indeholdt helligt vand fra Lourdes. Jeg kan lide, at Lene nævner små personlige detaljer, i hele sin rejsebeskrivelse, det skaber genkendelighed!

Hele bogen er rigt illustreret med Lenes egne fotos, og foto nr. 2 i bogen, på side 18, siger mere end mange ord: To kampesten på afstand af hinanden, et bjerglandskab som baggrund, en åben dagbog med pen, en vandflaske samt rygsækken, som læner sig op ad den ene sten, den anden sten, der står ”nøgent”, nederst på fotoet et kig til en asfalteret vej: Lene var på vej væk fra et forlist ægteskab!

Den lange og grundige introduktion er fængende læsning, og i gennem hele bogen glæder jeg mig over, at Lenes tilgang til at være pilgrim, ikke afspejler mange danskeres tilgang til kirken, som et sted, man frekventerer ved dåb, konfirmation, bryllup og død – uden at have hjertet med – hvor kirken er en tom skal, en ydre ramme. Nej, for Lene tager aktivt stilling til det religiøse aspekt! Dog savner jeg, netop pga. Lenes grundighed, en kort, historisk beskrivelse i bogen af, hvorfor og hvordan Caminoen blev skabt.

Netop en ikke så voldsomt religiøs indstilling til rollen som pilgrim, udspiller sig af og til i sovesalene, hvor Lene kunne savne god ro og orden, omsorg og ansvarlighed – dog oplever Lene, på den positive side, også et særligt fællesskab pilgrimmene i mellem, hvor Lene særligt nyder: ”Alle historierne om tro, tanker, drømme og hvad der blev af dem”( s. 56 ø), samtidig med at Lene i slutningen af bogen tilføjer: ”Men den pilgrim, som betød allermest for mig at møde: Det var mig selv!”( s. 197 n.)

En diamant i Pandoras æske er slutningen af afsnittet: At vandre for at erobre sin barndoms verden – det glemte barn vokser også op. Afsnittet indledes med Lenes beskrivelse af, hvordan hun havde inddelt sit liv i 9 tidsperioder, skrevet 3 ord ud for hver, som beskrev den følelse eller drivkraft, som på daværende tidspunkt beskrev Lenes følelse eller drivkraft til andre mennesker, dels hendes åndelige standpunkt ( s. 44 midt) – det var hendes åndelige vejviser på turen, smukt! Den efterfølgende korte beskrivelse af barnets udvikling er dog for stereotyp, set med mine øjne, men fra og med afsnit 2 side 45, er jeg igen begejstret for Lenes fortælling om barnet, der udsættes for overgreb, inklusive Lene selv som barn: Hvordan de overgreb hun blev udsat for, påvirkede hendes syn på verden, dig og mig, tillid, sammenhængskraft indeni og udenfor Lene selv – og så diamanten i Lenes liv: Lenes mormor, som såede et frø i Lene ved at give hende troen på Gud, som var ”selve indbegrebet af kærlighed, retfærdighed, sandhed, barmhjertighed, storhed, godhed og nærhed”( s. 47 n.) – et lys og håb i mørket. Lene beder til Gud, både som barn og på Camino’en.

En læseværdig bog, såvel som praktisk rejseguide og som en bog, der fortæller Lenes personlige livshistorie, som barn og siden som en voksen, der kæmper med senfølger. Og hele tiden inviteres læseren til at reflektere på et højere plan, over Caminoen, forholdet til Gud, kærligheden til Gud, kærlighed i nutidens samfund… kærligheden til os selv, den kærlighed, som kan være ekstra svær at magte, når man, som Lene, skulle være voksen, mens man stadig var et barn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *