Af Pepita
D. 20. april 2021
Den første Coronabølge gik egentlig meget godt.
Andre havde svært ved ikke at kunne mødes med nogen, og at alt lukkede ned. Men da jeg i forvejen følte mig ret ensom og isoleret, så nød jeg egentlig bare, at verden omkring mig droslede ned, og følelsen af ikke at være ‘den eneste i hele verden’, der var ensom og isoleret. Det var jo nærmest et fællesskab.
Men da det blev midt-januar 2021, følte jeg mig slidt. Jeg oplevede kaos i tanker og følelser, følte vrede og sorg. Frustrationerne gjorde hverdagen mere uudholdelig. Jeg blev desperat og tænkte, at nu måtte jeg gøre noget. Jeg havde virkelig i den grad brug for at tale med et andet menneske – at blive lyttet til. Finde ud af, hvad jeg kunne gøre ved det, at jeg havde det så svært, finde årsagen og få et værktøj til at håndtere, hvordan jeg gik og havde det.
Jeg ledte, og fandt en dygtig terapeut, der kunne både lytte og spørge ind, komme med gode indput. Efter to timer hos terapeuten var hendes råd, at jeg skulle arbejde på at skabe egen-afgrænsning omkring hjerte og solar-plexus. Det blev en øjenåbner – og førte til det første møde i mit liv med Landsforeningen Spor.
Jeg har på forskellig vis arbejdet med min personlige udvikling i mange år. Det har været berigende, men der har manglet noget i det. Jeg har forholdt mig til de seksuelle overgreb, jeg har oplevet i barn- og ungdom, min dysfunktionelle familie, depression, vold, selvmord og andet.
Jeg gik hjem og googlede ‘egen-afgrænsning’ (længe leve Google), og så dukkede ‘Landsforeningen-spor’ op på skærmen. Det var mere end interessant og oplysende læsning! Senfølger af seksuelle overgreb i barn- og ungdom. Det var spot on. Det var simpelthen lige mig, det handlede om. Det bragte orden i det tanke- og følelseskaos, der havde raseret indeni. Følgeskadevirkning. Konsekvenserne af overgrebene.
Det corona-dyk gav mig mulighed for endnu en gang at tage ‘tyren ved hornene’, fordybe mig, få ryddet mere op, få dybere indsigt. Blive klogere på, hvad det var, der var så svært for mig (er så svært for mig). Jeg kan nu, set i det lys, forstå andre familiemedlemmers reaktioner og handlinger i et større mønster. Hvad det f.eks. er, der gør det så svært at kommunikere og være sammen som familie.
Nu har jeg meldt mig ind i foreningen, og jeg glæder mig til en mere normal tid igen, hvor den fysiske tilstedeværelse på møder, caféer, i foreningsliv m.m. bliver en mulighed. Jeg ser lidt lysere på fremtiden nu. Indtil da vil jeg bare glæde mig over, hvilken ro det giver at arbejde med ‘egen-afgrænsning’. Bare det at tænke ordet giver en god følelse indeni.
Tak for denne mulighed for at dele nogle tanker med jer.
.
Se alle beretninger om ‘Senfølgeramt i en coronatid‘