Klumme marts 2019
Af Anne Christensen
.
Mennesker bliver prægede af deres barndom på godt og ondt. Vi har alle nogle smertefulde og traumatiserede følelser, nogle ubevidste mønstre, nogle forsvarsmekanismer og mestringsstrategier til at klare livet. Alt dette kan mere eller mindre ubevidst komme i spil, når vi indgår i relationer til andre mennesker, så det er ikke mærkeligt, at mange synes, at det her med relationer er rigtig svært.
Vi vil vel alle gerne respekteres, som vi er, men det kan nogle gange være svært, når det går den anden vej, og vi selv skal respektere andre, som de er, uden at forsøge at lave dem om. For kan vi så være sammen, hvis ikke den anden forandrer sig?
Et eksempel kan være to mennesker, der finder sammen. Manden drikker meget, og det er et problem for kvinden, for hans misbrug trigger i høj grad en utryghed og angst fra hendes opvækst med en alkoholisk far. Manden lover bod og bedring, men selvom han godt ved, at han ‘burde’ lade være med at drikke, bliver han ved, for han har brug for alkoholen til at dulme sin smerte fra en opvækst med seksuelt misbrug og omsorgssvigt. Der er bare ingen af de to, der kæder problemerne sammen med opvæksten, så der bliver ikke talt om deres følelser. I stedet bliver det mandens alkoholmisbrug, der bliver fokuseret på og kæmpet om. Hun kræver faktisk af ham, at han skal slippe sin egen mestringsstrategi for hendes skyld, og det er selvfølgeligt urealistisk. Omvendt synes han, at hun er hysterisk og bare kunne slappe lidt af, så han stiller et krav til hende om, at hun skal føle noget andet, end hun gør. Det bliver sådan set en magtkamp om, hvis senfølger der skal tages hensyn til. En umulig situation.
Så længe barnets traumatiserede følelser er ubearbejdede, følger de med igennem livet, hvor de altid kan blive trigget i relationer til andre. Måske udsættes man for en behandling, der vækker barnets gamle ensomhed, mindreværd, magtesløshed o.s.v., men følelserne kan også vækkes uden, at der er nogen ydre grund til det.
Når mennesker, der har gamle blå mærker, finder sammen, er det nok uundgåeligt, at de kommer til at gøre hinanden ondt, også selvom det ikke er hensigten. Når andre vækker smertefulde følelser i én, er det naturligt at sige AV, men det bliver meget ofte gjort på en måde, der ikke bidrager til en løsning af problemet, men tværtimod opretholder status quo. Det er de gamle mønstre, mestringsstrategier og forsvarsmekanismer, der automatisk bliver aktiveret, så man reagerer, som man altid har gjort i den slags situationer – det er altså barnet, der er kommet frem. En typisk reaktion kan være at give den anden skylden for sine følelser: Det er din skyld, at jeg bliver ked af det (vred, bange etc.), men det ændrer bare ikke noget at give andre skylden for, at man føler, det man føler. Det er ens egne følelser, og man bliver nødt til at finde en måde at håndtere dem på, ellers vil de blive ved med at blive trigget også i nye relationer.
Bevidsthed er altid en forudsætning for forandring, for man kan ikke forandre noget, man ikke er bevidst om. Hvis man oplever, at det samme problem igen og igen dukker op i en relation, eller det samme problem opstår i forskellige relationer, så er der et mønster. Mønstret er éns eget, og det viser, at der helt sikkert er noget, man kan arbejde med for at forandrer det, man ikke har lyst til at gentage.
.