Det sidste afsnit af ”Indefra – Syg Ungdom” er netop blevet sendt på DR. I Landsforeningen Spor har vi fulgt med, håbefulde om at se en dybdegående udsendelse om børn og unges lidelser på et bosted. Vi håbede på en programrække, der turde dykke ned i årsagerne til de medvirkendes udfordringer. Selvom serien har været rørende, og de medvirkende børn og unge har vist stort mod ved at lukke os seere ind i deres verden, er de desværre kun blevet mødt på overfladen af deres symptomer.
Anders Agger har en behagelig jovial stil over for de medvirkende, men både han, og måske også bostedet, undlader stort set fra start til slut at forholde sig til, årsagerne bag symptomerne. Agger spørger ikke børnene direkte om, hvad der skete, da de som 8-, 11- eller 13-årige begyndte at udvikle spiseforstyrrelse, selvskade eller stemmehøring, og derfor kommer han faktisk til at efterlade dem alene i samtalen. I flere scener ser det ud til, at børnene direkte venter på et spørgsmål som; ”hvad skete der for dig, som du tror er årsagen til din selvskade/PTSD/angst etc.?”. Men dette spørgsmål udebliver konsekvent, og det bliver dermed til den usynlige elefant i rummet.
Er vi vidne til ”en syg ungdom”, eller er vi vidne til en specifik gruppe børn med svære oplevelser i bagagen?
DR efterlader seerne med en fornemmelse af, at alle børn kan ende på et behandlingssted som Holmstrupgård; at de unge er udtryk for ”en syg ungdom”, hvor børn og unge tilsyneladende tilfældigt udvikler angst, PTSD eller spiseforstyrrelser som følge af et travlt børne- og ungdomsliv. I Spor anerkender vi, at børn og unge i dag har travlt og er underlagt et alt for stressende hverdagsliv, men det er ikke dét, der fører til PTSD eller stemmehøring. Alvorlige psykiske lidelser opstår af noget, og de rammer ikke tilfældigt ned i ellers velfungerende familier eller børnemiljøer.
Hvis man vælger at lukke øjnene for årsagerne bag psykisk lidelser, forsvinder problemet ikke. Der er sket noget alvorligt i disse børns liv. En enkelt deltager er så langt i sit forløb, at hun kan sætte ord på, at seksuelle overgreb er årsagen til hendes PTSD-diagnose, og hun bliver mødt af tavshed og famlen efter ord. Det er helt forståeligt, at ikke alle ved hvordan man responderer på andre menneskers svære vilkår, og Agger forsøger det bedste han kan. Vi savner bare mere! Kom nu, gå ind i barnets fortælling; hun prøver at lukke dig ind.
Psykiske lidelser er i høj grad stigmatiseret, men vi tør ikke tale om tabuet i tabuet – vi tør ikke tage fat på årsagerne og traumerne. Hvis vi ikke tør tale om, hvad der helt konkret er sket for netop disse børn, som nu er indlagt på Holmstrupgård, så bliver det meget svært at forebygge at flere børn ender samme sted.
I Spor håber vi inderligt, at der bag kameraerne foregik masser af psykologsamtaler, kropsterapi og måske endda familieterapi. At der er dygtige fagpersoner til stede, som kan rumme og håndtere traumer hos børn og unge, og som tør tale om dem med børnene og deres familier. Vi fik det ikke at se på TV denne gang. Det er rigtig ærgerligt, og desværre også en smule forvridende for sandheden. For disse børn er ikke tilfældigt blevet ramt af alvorlige sindslidelser som skizofreni eller PTSD, og når man ikke tør at tale om dét, så bevæger man sig desværre kun rundt på overfladen af børnenes liv. Igen har vi faktisk efterladt børnene alene med deres historie – og det er rigtig synd.