Klumme jan. 2017
Af Anne Christensen
.
“Du må lægge det bag dig” – “Det er jo fortid, giv dog slip og kom videre.” – “Jeg er da også træt, hvem er ikke det?” – “Du skal bare gøre, som jeg gjorde… når jeg kunne, kan alle.” Mange senfølgeramte har fra tid til anden hørt den slags bemærkninger. Ordene skaber afstand, og den, der forstår mindst, kommer til at fremstå som den klogeste! Hvis det var så simpelt, at man bare kunne ‘vælge’ at få det bedre, så var vi ikke flere hundrede tusinde danskere med senfølger af seksuelle overgreb.
Hvorfor er det så, man ikke ‘bare lige’ kan give slip, lade fortiden hvile og komme videre? Det er der mange grunde til, og det er vigtigt at vide noget om, så man får en forståelse for, hvorfor man stadigt kan være låst fast i fortiden.
Det er rigtigt, at de traumatiske hændelser er fortid, men traumerne befinder sig ikke i hændelserne, de ligger i nervesystemet1, i hormonsystemet, i musklerne, i cellerne, ja i hele organismen. Ingen mennesker kan give slip på fortiden, så længe den stadigt er nutid i kroppen. Det, der skete under opvæksten, har været med til at forme os som mennesker på godt og ondt, og det kan vi ikke ‘bare lige’ lave om på.
De svigt og overgreb, som barnet blev udsat for, skabte en tilstand af konstant højstress, der påvirkede hele kroppens fysiologi. Stresshormonerne har banet vejen for senere udvikling af fysiske sygdomme som f.eks. diabetes, stofskiftesygdomme, smertetilstande o.a.2. At man er blevet voksen og livsvilkårene er forandrede, får ikke stressen fra traumerne til at forsvinde. Tværtimod kommer der mere stress oveni gennem livet.
Traumerne skabte ikke kun stress men en decideret frygt i barnet. Frygt for smerte, frygt for afvisning, frygt for skyld og skam, frygt for at blive udslettet o.s.v. En konsekvens af frygten var, at barnet mistede tilliden både til sig selv og til andre mennesker, og i stedet fik behov for kontrol. Så længe den gamle frygt er ubearbejdet, vil den føles levende, så kontrolbehovet og manglen på tillid vil være uforandret.
På grund af familiens dynamik3 fik barnet ikke mulighed for at udvikle sin egen identitet, individualitet og selvstændighed. Barnet lærte heller ikke at mærke, rumme og udtrykke egne grænser, følelser og behov. I stedet udviklede barnet nogle mestrings- og overlevelsesstrategier4 og nogle forsvarsmekanismer. De var livsnødvendige dengang, men i voksenlivet opleves disse strategier og mekanismer som pinefulde symptomer. Der er meget, der må udvikles, læres og forandres på et dybt følelsesmæssigt plan, før den voksne kan slippe fortiden og ‘komme videre’.
Traumeenergien er en enorm stærk kraft5. Den vil altid søge en måde at finde afløb på, så mennesket kan komme i balance. Når man kæmper for at ‘tage sig sammen’, holder man fast – altså det modsatte af at give slip. Derved bremses energien og resultatet er, at man netop ikke kommer videre. For at skabe helende forandringer er der brug for bevidsthed og forløsning af følelserne, så der kan tænkes nye tanker, opnås ny forståelse og der kan ske en afspænding i kroppen. En helingsproces går faktisk så dybt, så der skabes vedvarende fysiske forandringer i hjernen! Det er klart, at så gennemgribende ændringer ikke kan styres med tankernes og viljens kraft, og ej heller kan fremtvinges eller fremskyndes – hverken af én selv eller andre. Forandringerne kan kun skabes med bevidsthed, forståelse, omsorg, nænsomhed og tålmodighed – både éns egen og andres.
.
Relaterede artikler
1 Kroppens forsvarsmekanismer af Gitte D. Fjordbo, SE-terapeut og Alexander-lærer
2 De fysiske konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen af Vibeke Møller, læge og psykoterapeut MPF
3 Grænseproblematikker i den dysfunktionelle familie, opsummering fra ‘Familier med sexuelt misbrug af børn’ af Eva Hildebrand
4 Barnets mestring – den voksnes senfølger af Lone Lyager og Jette Lyager
5 Væk tigeren af Peter A. Levine
.