”Amanda” af Carmen, forfatter til podcasten ”Et liv i modvind”, generationstraumer (Spors gl. hjemmeside)
Hvordan hele svære relationer, så gentagetvangen – begge veje rundt – bliver fortid? (Skriveværksted på Årsmødet -23)
Ens egen, og andres forståelse, skaber en vej, vi sammen kan betræde,
når øjnene kan se, ørerne kan høre, benene kan gå og fødderne kan stå!
Der var engang en lille pige, hendes 15 måneder yngre søster, samt nogle forældre, der både kunne skabe rammerne for de smukkeste, men også allermest belastende stunder i pigens liv. Storesøsteren hed Amanda, lillesøsteren hed Catalina, og forældrene var Ulla og Hector. Grundlæggende var der langt flere usunde, end sunde, familiedynamikker i spil i dén familie. – Det tog både Amanda og Catalina med sig i deres senere liv, for begge piger fik nogle ordbøger, som ikke var sunde at slå op i: Ofte gjorde deres tillid til ordbøgerne kun ondt værre… Hector havde så også givet Amanda en særligt tung sten med i rygsækken, der skabte dissociativ amnesi i 45 år, fra hun var 8 år primo 1975, til hun var 53 år – og endelig huskede – primo januar 2020… Men netop derfor forskrækkede hun ofte sig selv, både med og uden hjælp fra andre!!
Da Amanda ville giftes med Mauro, som hun stolede lige så lidt på, som Hector og Ulla, viste det sig, at Ulla, bag om ryggen på dem, havde talt med den katolske præst, før de selv talte med ham. Det blev Amanda vred over, og inviterede ikke sine forældre med til brylluppet og Ulla sagde: ”Jeg forbander dét ægteskab!”
Lige inden brylluppet, blev Amanda gravid, og 9 måneder senere fødte hun Peter. 1 måned efter fødslen, begyndte Mauro at ses med en anden kvinde, så efter en periode med løgne og tvivl, rejste Amanda og Peter til Barcelona for at bo der. Peter og Mauro fik aldrig bygget en relation op sammen, hverken før eller efter Barcelona.
Ligesom Ulla og Hector var imod Mauro, fordi han ikke var fin nok til dem, var de også imod Barcelona-projektet, som gjorde det svært for dem at ”nyde” Amanda og Peter.
Ulla skrev derfor til Amanda:” Hector slår hånden af dig, hvis du ikke kommer hjem til Danmark nu!” Amanda rejste straks tilbage, selvom hun egentlig ikke forstod ordene, men dog fornemmede, at de ikke lød rare.
Efter et år i Danmark flyttede Amanda til en lidt større by, end forældrenes, fordi hendes ven Søren ønskede det. 2 år efter mødte Amanda Hans og de fik Peters to nye halvsøstre sammen.
Hans var en meget stresset mand, da Amanda mødte ham, men det mindede hende jo bare om Ulla og Hector, så det var trygt og kendt, på en måde, at skulle kæmpe for ret, plads, ro – samtidig med, at Hans med årene blev bedre til at arbejde med sig selv, i stedet for at afreagere verbalt – på Amanda.
Så sluttede Amandas arbejdsliv, på grund af to psykologlederes chikane af hende, og samtidig begyndte venskabet med Søren, som altid havde været særdeles tæt, at slå revner. Først, fordi Søren blev skilt, siden, fordi Sørens nye kæreste, Agnete, var jaloux på Amanda, så Amanda nu blev ”persona non grata” i deres hjem, selvom Søren blev forgudet og var æresgæst i Amandas hjem.
Amanda mistede venner på stribe, da korthuset faldt sammen, og da hun mistede arbejdsevnen som talepædagog, mistede hun også evnen til at magte sine forældre. Hun kæmpede for at beholde kontakt med lillesøster Catalina, men fik at vide, at så skulle hun også ses med Ulla og Hector, og det magtede hun jo ikke længere…
I 8-9 år kæmpede Amanda alene med sorg over at have mistet sin søster, men da en ældre dame begyndte at bearbejde det med hende, gav Amanda endelig slip på håbet og fik overskud til at opdage, at hun i nogle år havde været i en lignende dramatrekant med sin søn Peter og ven Søren!
De to havde egentlig mistet den tætte kontakt til hinanden, da Peter var teenager, men da Peter ønskede at holde en pause fra sine søstre og forældre, som 25-årig, blev Søren hans tætteste fortrolige og allierede i dén proces, og det kostede til sidst Amanda og Sørens venskab, men så fortsatte Peter den usunde dans, hvor de kørte Amanda rundt i manegen, med sin nye kæreste Selina.
Peter og Søren fik i 3 år Amanda til at lytte, rumme og undskylde i én uendelighed, særligt fordi hun ikke følte sig stærk, grundet Hans’ stress – i sin tid. Men da Amanda engang nævnte Hans, sagde Søren: ”Ham griner vi bare af!”. Det var blevet ved, indtil hun kunne se, at den ene overdrevne historie afløste den anden, og derpå delte sin observation, hvilket afsluttede 27 års venskab med Søren, som aldrig ville indrømme fejl.
Peter fortsatte dog med at være rigtig svær, når de sås, samt fik sin nye kæreste Selina til at træde ind i rollen som ”den nye Søren” – og Amanda blev trigget af, at Søren ”kunne noget med de to unge mennesker”, hvor Amanda til gengæld følte sig magtesløs, forsvarsløs og let at trigge. Det mindede i dén grad Amanda om Ullas projektioner, hævn, straf, gaslighting, Flying Monkeys, splitting og devaluering.
Så ventede Peter og Selina barn, og selvom det var blevet lettere at være sammen nu, var det ligesom om, at HVER GANG, der skete noget stort, eller det gik særligt godt i mellem dem, så gjorde Peter eller Selina noget, som triggede PTSD’en; den PTSD, som Søren, Agnete, Peter og Selina ”brugte imod” Amanda.
Amanda havde fortalt, at hun godt kunne være i stue med Agnete og Søren, når der var fødselsdage, mærkedage, barnedåb eller lignende, men hun var jo ikke herre over, om de to ønskede andre løsninger…
Ingen er perfekt, og Amandas store fejl var, at hun troede, det var en retssag med omvendt culpa, ligesom i hendes relation med Ulla og Hector! Men den gamle dame satte, ligesom i gamle dage, røde streger i Amandas beretninger, igen og igen, så med tiden blev gamle overbevisninger overskrevet med nye…
Og selvom tiden i dén grad arbejdede imod Amanda, når hun nu også havde fået et lille barnebarn den 10. maj 2023, som blev klemt i de voksnes konflikt – i sandhed en kamp mod tiden – gav Amandas hjerte et HOP, da den gamle dame endelig havde svaret: ”Denne gang, Amanda, var dit svar PERFEKT mht. til Selinas påstand om, at ”du vælger at tolke negativt”, at ”jeg mener, du får automatiske negative tanker om Peter, når din PTSD trigges”, og ”du overraskes med vilje”, når Peter, ikke på rette tid + sted, gav vigtige beskeder.
Amanda havde også vedhæftet 2 Youtube-videoer med forklaringer om, hvorfor og hvordan man trigges, om kumulative traumer, der kan blive ”i skabet”, indtil man oplever et voldsomt bedrag, og de vælter ud, som et vulkanudbrud… Og fordi Amandas breakingpoint blev nået, samtidig med Peters, hang Peter siden fast i, at Amanda havde svigtet ham, da: AT HUN IKKE VAR DER, når/ da han havde mest brug for det…
Det mærkelige var, at Amanda aldrig før havde følt sig så VRED over modpartens devaluering og misforståelser…? Men vreden viste hende så også, at hun nu endelig var kommet i DIREKTE kontakt med sine følelser:
For hendes egne passiv-agressive svar, i tidens løb, hendes manglende styr på timing, kvantitet og kvalitet i kommunikationen, havde holdt konflikten ved lige, når de andre gav hende skylden for dette og hint, HENDES ENORME ANGST var nu afløst af en følelse af styrke og overblik – også i forhold til EGNE usunde reaktioner på modpartens provokationer.
Nu kunne hun ENDELIG se sig selv UDEFRA – og TÆNKE, FØR HUN HANDLEDE! Og mon ikke kontakten INDENI Amanda, ville kunne skabe en bedre kontakt UDENFOR Amanda, også? Hvor der er vilje, er der vej?
Epilog: Ordsprog, som hjalp Amanda i sine værste kampe, når både modparten og hun triggede hinanden:
Æren er den ydre samvittighed, og samvittigheden er den indre ære (Shopenhauer)
Epilog: 3 uger efter, at Carmen sluttede sit eventyr med ovenstående åbne spørgsmål, kom en “Happy ending”:
Fordi Amanda begyndte at række ud, igen og igen, blev hun og Hans inviteret hjem til det nybagte forældrepar. Peter omfavnede Amanda, da de ankom, en lang, tæt omfavnelse, som talte mere kærligt, end ord. De fik talt om det svære, imens Selina skrev et beslutningsreferat, som alle var enige om, hvor alles behov blev opfyldt. Ved samme lejlighed havde Peter endda også ønsket, at deres første jul som nybagte forældre skulle fejres med Amanda, Hans og Peters to søstre.
At de nu havde formået at løse en årelang konflikt demokratisk, selvom Amanda var vokset op i et diktatur og alt for sent i sit liv var begyndt ‘at se klart’, var den mest helende oplevelse, hun havde haft i sit sværeste årti.
DET ER BARE SÅ MEGET LETTERE AT RÆKKE UD, NÅR LYSTEN TIL AT RÆKKE UD, ER BASERET PÅ SMERTE, I STEDET FOR ANGST.