Klumme april 2014
Af Karin Dyhr, bestyrelsesmedlem i Spor
.
Forleden deltog jeg i den internationale konference for traume og dissociation i København, arrangeret af European Society for Trauma and Dissociation.
Tre dage tæt pakkede med foredrag og workshops fra morgen til aften. På forhånd var jeg en smule nervøs for, at jeg ikke vidste nok til for alvor at kunne få noget ud af det, men det gik, med undtagelse af et enkelt foredrag som udelukkende handlede om neurologi – ‘assessment of cortical connectivity’ – der måtte jeg stå af efter lidt tid, selv om det uden tvivl var både interessant og relevant.
Ellers var de grundlæggende emner arbejdet med de alvorlige tilknytningsforstyrrelser, som opstår ved traumer i barndommen som fx seksuelle overgreb, og reaktioner i form af dissociative forstyrrelser. Ikke mindst DID (Dissociative Identity Disorder) blev behandlet af mange af underviserne, og hvor var det dog en fryd at høre så mange mennesker tale så selvfølgeligt om noget, som der er i Danmark er så stor uvidenhed og skepsis over for. Nogle fortalte som sagt om de neurologiske ændringer (dog ikke så kompliceret som ovennævnte!) og derefter om, hvordan man arbejder terapeutisk med mennesker, som i den tidlige barndom har fået disse alvorlige tilknytningsforstyrrelser (de talte kort sagt om en stor del af Spors medlemmer…). Den basale mangel på tillid kan give sig udtryk på mange forskellige måder, og det var spændende og lærerigt og ofte også bevægende at høre om, hvordan alle disse dygtige terapeuter arbejdede – ofte igennem mange år, som mange af os jo også har erfaring med – for at få skabt den tillid, som er så nødvendig og så vanskelig.
Langt de fleste af dem brugte hypnose i større eller mindre grad under den første fase af terapien. Ikke, som man ofte forestiller sig, for at få gamle erindringer op, men tvært imod for at give patienten værktøjer til at finde ro. Først, når der er lidt ro på hele systemet, er det tid til at gå i gang med erindringerne for, at de ikke skal overvælde og derved retraumatisere.
Det var utroligt svært at vælge mellem alle de mange tilbud, der var i løbet af dagene. For mit eget vedkommende valgte jeg både efter interesser og undervisere. Når jeg nu endelig havde muligheden, skulle jeg da høre nogle af ‘spidserne’, som jeg har læst så meget af – John O’Neil, Colin Ross, Andrew Moskowitz, Valerie Sinason, Ellert Nijenhuis. Mennesker, som i så høj grad har lært mig, hvad dissociative forstyrrelser er og hvordan man behandler dem. De havde alle meget at sige (og alle havde alt for lidt tid!), og hvad der var en dejlig overraskelse, var, at de alle uden undtagelse var åbne for også ‘dumme’ spørgsmål og i øvrigt var utroligt venlige og imødekommende. Ikke nogen arrogance her.
Pauserne var også givende: at møde mennesker, som beskæftiger sig med traumer og dissociation fra Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Japan, Israel, Baltikum m.m., og sandelig også fra Danmark! Primært psykologer, og så vidt jeg fandt ud af langt overvejende privat praktiserende – altså ikke inden for psykiatrien og ikke just gratis behandling. Men det var en rigtig stor glæde at møde nogle af dem og få snakket om, hvordan vi kan skabe nogle bedre netværk, så vi kan få glæde af hinandens viden og erfaringer.
I pauserne fik jeg også snakket med nogle om mine planer for at skrive en lille bog om dissociering (jo, jeg er begyndt!), og til min glæde var alle meget opmuntrende.
Nogle af de foredrag og workshops, som gjorde specielt indtryk på mig, var John O’Neil og Su Baker, som snakkede om arbejdet med DID patienter (en hel dags workshop) – Andrew Moskowitz, som talte om skizofreni og dissociation – Colin Ross, som snakkede om ‘At tale om Gud med traumeoverlevere’ – og Valerie Sinason, som talte om ofre for såkaldt ‘ritual abuse’, herunder sataniske sekter, child trafficking og børnepornografi. Alle sammen meget vidende, meget engagerede og glimrende formidlere.
Jeg havde egentlig tænkt, jeg ville fortælle jer nogle mere specifikke ting af det, jeg lærte på konferencen, men faktisk er det stadig sådan, her 2 døgn efter, at jeg er kommet hjem, at min hjerne er så fuld af ufordøjede indtryk, at jeg ikke er i stand til det. Måske kommer det en anden gang!
.